HPV-vaccinen gjorde mig syg

Lørdag, 7. juni 2014
af Peter Gaardbo, foto: Torkel Dyrting
Gitte Møller fra Tårnby var gravid, da hun blev vaccineret mod livmoderhalskræft. HPV-vaccinen gjorde hende alvorligt syg det næste års tid. Nu har hun dannet en gruppe for andre kvinder, der også har alvorlige bivirkninger af vaccinen.

Lille Mads på 1 år sidder på skødet af sin 32-årige mor, Gitte Ulrich Møller, og guffer kager, mens storebror Thor på 3 år drøner rundt og leger med sin far, Christian, i stuen i det hyggelige hus i Tårnby på Amager. Et typisk scenarie for en lille velfungerende familie.

Men for blot få måneder siden kunne den scene slet ikke have udspillet sig. På det tidspunkt kunne Gitte ikke løfte Mads op på skødet - eller for den sags skyld heller ikke holde ud, at han sad på hendes ben, der var blevet delvist lammede, ligesom hendes arme var delvist lammede i kortere perioder.

- Men det var ikke kun delvise lammelser, jeg blev ramt af. Jeg havde koldsved, synsforstyrrelser, skrivebesvær, talebesvær, hovedpine, svimmelhed, kvalme og ondt i alle led og knogler i hele kroppen plus flere andre mærkværdige sygdomssymptomer. Jeg var konstant træt og havde meget svært ved at være den gode og kærlige mor, som jeg gerne ville være for mine børn.

LÆS OGSÅ: Rebecca blev invalid af vaccinen

LÆS OGSÅ: Læger anbefaler vaccination

Populære artikler på familiejournal.dk

Hørt fra børnOpskrift på chokoladekage til fødselsdagSødt ophæng med ugler til barnevogn

Fik søsygepiller

Gittes mareridt tog sin begyndelse, da hun var højgravid og ventede Mads. Hun læste en artikel om skuespillerinden Mira Wanting, som var død af livmoderhalskræft. Og hun læste samtidig om, at man kunne forebygge den onde sygdom, hvis man lod sig vaccinere med HPV-vaccinen, der blev anbefalet af både læger og Sundhedsstyrelsen.

Den første vaccination med medikamentet Gardasil fik hun den 27. maj 2013. Den gjorde, at hun fik influenzalignende symptomer. Men det var ikke noget, hun tog sig af.

Den anden vaccination fik hun et par måneder efter.

- Det var den 22. juli. Jeg havde fra andre hørt om bivirkninger med vaccinen. Derfor spurgte jeg, hvilken risiko der var. En dame i en hvid kittel forsikrede mig om, at jeg garanteret ingen ville få. Men allerede samme aften fik jeg det dårligt. Det var der, lammelserne begyndte.

- Min mand og jeg blev selvfølgelig nervøse. Det var weekend, og vi kontaktede derfor vagtlægen, som gav mig nogle søsygetabletter. De hjalp overhovedet ikke. Så jeg gik til min egen læge, hvor en vikar mente, at jeg havde en fødselsdepression. Det var noget forfærdeligt sludder.
- Jeg begyndte at undersøge på internettet, hvilke bivirkninger HPV-vaccinen har. Min egen læge kunne ikke gøre noget ud over at tilbyde mig lykkepiller eller gå til psykolog. For hver dag der gik, fik jeg det værre og værre. Der kom flere bivirkninger. Til sidst kunne jeg slet ikke passe mine børn. Min mand måtte gøre alt herhjemme - gøre rent, købe ind, lave mad, vaske op og alt andet.

- Jeg bad min læge om at blive henvist til speciallæger og gik til undersøgelser hos både neurolog og allergolog samt blev MR-scannet. Ingen af dem kunne stille en diagnose og mente ikke, at der var noget galt.

Gitte fandt frem til en homøopat, som tog hende under behandling. Gitte havde selv fundet frem til, at hun skulle have masser af vitaminer og mineraler. Det hjalp. Dem spiser hun stadig. Og hun har samtidig så at sige måttet lave totalt om på sine kostvaner.

Fyret fra jobbet

- Inden jeg blev vaccineret, fejlede jeg absolut ingenting. Pludselig var det, som om hele mit liv lå i ruiner. Jeg tænkte på, at vi måske skulle sælge huset, og at vi måske endte med at blive skilt.

- Jeg kunne jo heller ikke komme tilbage til mit arbejde som kok efter endt barselsorlov, fortæller Gitte, samtidig med at posten kommer med et rekommanderet brev.

Det er faktisk hendes fyreseddel.

Under sit sygdomsforløb varGitte med til at starte Face-book-gruppen HPV-bivirkningsramte. Der er nu over 200 medlemmer, som alle selv er blevet syge efter at være blevet vaccineret. Og ifølge Gitte findes der mindst 1.200 kvinder i Danmark, som er alvorligt bivirkningsramte.

- Gennem Facebook-gruppen er jeg dagligt i kontakt med adskillige piger, kvinder og fortvivlede mødre til unge piger, som er blevet syge. Vaccinen gør - fortalte homøopaten mig - at kroppen danner antistoffer mod sig selv, sådan at der sker en langsom nedbrydelse af immunsystemet og nervesystemet.

- Heldigvis er jeg ved at komme til hægterne igen. Men det har været et langt, sejt år. Ikke mindst, fordi ingen kunne eller ville stille en diagnose.

LÆS OGSÅ: Motion og kræft


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.