Opskrifter

Frisk pasta med basilikum og valnøddepesto

Søndag, 20. februar 2011af Redaktion
Valnødder og pinjekerner giver denne pastaret en lækker, fyldig smag, så du helt glemmer, at den ikke indeholder kød

(4 pers.)

500 g frisk pasta
50 g pinjekerner
2 skalotteløg
150 g valnøddekerner
2 spsk. rasp
2 spsk. olivenolie
2½ dl madlavningsfløde 18%
Salt og friskkværnet peber

Tilbehør til servering
50 g frisk parmesanost
1 potte frisk basilikum
25 g valnøddekerner

Rist pinjekernerne gyldne på en tør, varm pande. Ryst panden jævnligt undervejs, så de ikke brænder på.
Pil og hak skalotteløg groft. Kom pinjekerner, skalotteløg, valnødder, rasp og olivenolie i en blender/minihakker og blend, til du får en pesto med konsistens som en grov puré. Varm forsigtigt fløden op i en gryde og tag den af, når fløden koger. Vend den varme fløde sammen med valnøddepestoen og smag til med salt og peber.
Kog pastaen i letsaltet vand efter pakkens anvisning og hæld vandet fra.

TIP

Valnødderne kan i denne ret udskiftes med
pekannødder.

Servering: Vend den varme pasta sammen med valnøddepestoen og anret pastaen på varme tallerkner. Top med friskhøvlet parmesanost, basilikumblade og grofthakkede valnøddekerner og server straks.

Madopskrift: Camilla Biesbjerg Mikkelsen


Find flere opskrifter her...
Lun jordskoksalat
Flerfarvet citrussalat med mynte
Kartofler og cremet spinat i fad




Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop