Der findes ikke ønskebørn

Fredag, 8. december 2023
Af Signe Malene Berg
Foto: Elena Hybel Colding
Der findes ikke ønskebørn, for vi bliver aldrig 100 procent, som vores forældre havde ønsket sig. Vi er os selv og ikke kun formet af andres ønsker.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kom tæt på Signe Malene Berg, der er klummeskribent i Familie Journal og præst i natkirken i Vor fru Kirke. Her kan du lære hende bedre at kende.

Engang var det mig, der lå i min mors mave. Ventet med spænding.

Jeg var min mors tredje barn og min fars førstefødte. Et ønskebarn.

Endda i særlig grad, for min mor var blevet gravid med min far året inden, men aborterede ufrivilligt. Så blev det mig i stedet.

Hvis min mor ikke havde aborteret, var jeg ikke blevet til, hvilket er mærkeligt at tænke på. At mit liv blev til, fordi en anden døde.

Jeg tænker på det som en stor omfavnelse, at vi ikke bare står på skuldrene af hinanden, os mennesker, men at vi alle indgår i en større sammenhæng, levende som døde.

Og at der findes en tid udenfor tiden, et nærvær, som vi kalder evigheden.

Min mor plejede at sige, at når vi knælede ved alterskranken og modtog nadver, gjorde vi det sammen med de døde, at det var derfor, alterskranken var en halvcirkel.

Den anden del af cirklen var usynlig for øjet, men fortsatte bag alteret og var til alle dem, der var gået bort.

Ved nadveren knælede de sammen med os og skabte en helhed, gjorde os levende hele.

Vi skal have de døde med os. Også den søskende, der aldrig blev.

Der findes ikke ønskebørn

Min kloge, ældre præstekollega siger, at der ikke findes ønskebørn, fordi vi aldrig bliver fuldstændig, som vores forældre havde ønsket sig.

Han siger det med glimt i øjet og samtidig helt alvorligt. For det er sandt og heldigvis for det. Det, vi venter, bliver sjældent 100 procent, som vi gerne vil have det.

Når vi ikke er ønskebørn, viser vi, at vi er skabt i Guds billede og ikke vores forældres. Børn viser os, at forældre ikke har magten.

Vi er os selv og ikke kun formet af andres ønsker.

Det er begyndelsen af december, og vi har taget hul på adventstiden, som er at vente på, at et barn bliver født – et barn, der gang på gang viser sig at være en anden end den, folk vil have ham til at være. Et barn, der var ventet, men ikke ønsket.

Den graviditet kom nemlig en hel del i vejen.

Ventetid er forbundet med forventning.

Forventer vi at få det, vi ønsker?

Eller frygter vi det, der venter?

Forventer vi at få det, vi kender til?

Eller forventer vi at blive overraskede?

Moderen Maria blev gravid på en mærkelig måde, så mon ikke hun forventede, at noget helt anderledes skulle fødes, noget uventet, der ville forandre ikke bare hende, men også verden.

Hun kunne – måske – have sagt nej, men sagde ja. Lad det ske, sagde hun.

Lad det ske, som efter al sandsynlighed vil skuffe ønskelisten for i stedet at give liv der, hvor vi slet ikke havde set det komme.