Lige fra hjertet: Jeg lærte at stå ved min krop

Jeg var aldrig et overvægtigt barn. Alligevel følte jeg mig altid tyk. Hvis man overhovedet kan føle sig tyk? Det er jo egentlig ikke en følelse, men jeg husker, at jeg følte mig for stor, for blød, forkert.

I årenes løb blev mit klædeskab fyldt med mere og mere sort tøj. Tørklæder, sko og tasker var det eneste farverige, jeg ejede.

Indimellem hændte det, at jeg også købte tøj i farver. I så fald var det en eller flere størrelser for småt, fordi jeg håbede på, at jeg en dag ville kunne passe det.

Men da jeg blev mor for anden gang, blev det kun værre, for der tog jeg virkelig på. Rent faktisk 20 kilo, der aldrig slap mig.

Jeg valgte altid tøj, der skjulte min krop. Det måtte ikke sidde stramt omkring maven og skulle både dække mine tykke arme og lår.

Opgaven var nærmest umulig, og derfor gik jeg mest i sorte leggings med en løs og langærmet bluse ud over. På gode dage tilføjede jeg et farverigt tørklæde.

Når man gør noget længe nok, bliver det som bekendt en vane, og det skete også for mig. Jeg var vant til at skjule min krop, og med alderen blev jeg bedre til at sige til mig selv, at jeg da også var for gammel til at gå op i min vægt.

Men når jeg så var inviteret til noget særligt og så mig nødsaget til at tage pænt tøj på, kom mine kropskomplekser buldrende. Allerværst var det, når jeg så billeder af mig selv fra de lejligheder. Så kunne jeg ikke længere ignorere sandheden. Jeg så slet ikke ud, som jeg ville ønske.

Kroppen i forfald

Min børn blev store og flyttede hjemmefra. Jeg længtes efter at finde ro i min krop og undrede mig over, at det ikke skete af sig selv. Jeg troede egentlig, det ville være den eneste bonus ved at blive ældre. Jeg gik både til ”stram op-træning” og yoga, men intet hjalp. Jeg blev bare mere sulten og mere bevidst om min krops forfald.

Men så en aften, da jeg var fyldt 57 år, faldt jeg tilfældigvis over et tv-program, der hed "Elsk din krop”. Endelig forstod jeg, hvorfor jeg følte, som jeg gjorde, omkring min krop.

Det var weekend, og jeg sad med en skål slik i sofaen. Da programmet begyndte, stod der med store bogstaver hen over skærmen: ”Hvorfor gør du det mod dig selv?”.

Jeg følte mig truffet og skyndte mig at spise slikket. Faktisk så hurtigt, at jeg bed mig selv i tungen. Mærkeligt nok var jeg nysgerrig efter at få svaret. Hvorfor bød jeg mig selv at leve, som jeg gjorde? Fuld af skam og dårlig samvittighed over den mad, jeg spiste, og den motion, jeg ikke dyrkede.

Skærmen viste billeder af kvindekroppe, der både havde deller, appelsinhud og akne. Og kvinder, der havde brandsår og ar efter ulykker. Billederne var stærke og intense, især udtalelserne fra de medvirkende gjorde indtryk.

Deres kroppe var, som kroppe er flest – uperfekte. Og jeg var åbenbart ikke den eneste, som ikke var tilfreds med min egen krop. Selv de tynde mente, der var noget, de skulle skjule.

Det undrede mig. Hvorfor er vi så hårde mod os selv? Vi føler os hurtigt for tykke, for gamle, for rynkede. Eller for tynde!

Nye tanker voksede frem i mig. Hvorfor talte jeg så grimt til min krop? Hvorfor så jeg på den med skamfulde øjne? Hvorfor behandlede jeg ikke mig selv bedre?

Jeg blev helt paf. Det var ikke omverdenen, der havde noget imod min krop – det var mig selv.

Bange for at se tyk ud

Programmet bød også på øvelser. En af de første var at skrive ned, hvem jeg syntes havde en flot krop. Opgaven lød på, at det skulle være en virkelig kvinde fra min dagligdag. Jeg skulle også skrive det ned, som jeg syntes, var flot ved hendes krop.

Men det, jeg skrev, blev mere en beskrivelse af hendes stil. Det var nok meningen, for en anden øvelse gik ud på at beskrive, hvilket tøj jeg afholdt mig fra at gå i. Jeg skrev, hvordan det så ud i form, farver og materialer, og hvorfor jeg ikke turde klæde mig sådan.

”Jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at gå i sådan noget tøj, fordi jeg ikke er tynd”, skrev jeg. ”Jeg er bange for at se tyk ud”, ”Jeg ønsker ikke at tiltrække opmærksomhed til min krop” og ”Jeg er bange for, at man vil grine af mig,” skrev jeg også.

De eviggyldige skønhedsidealer blev også diskuteret i programmet. Sophia Loren, Brigitte Bardot og Marilyn Monroe tonede frem på skærmen.

Kvinder, der alle havde været meget eftertragtede til trods for, at ingen af dem var en størrelse ekstra small. Det, der havde gjort dem uimodståelige, var deres sensualitet og femininitet. Deres forførende blikke, sexappeal og selvtillid.

Jeg tænkte tilbage på, hvornår jeg første gang havde fået den idé, at min krop var noget, der skulle gemmes væk. Jeg var ni-10 år gammel og huskede min farmors ord om, at jeg da vist havde fået en lille delle.

Hendes spinkle hænder havde grebet fat om mit maveskind, hvor hvalpefedtet stadig sad. Jeg huskede, hvor enormt ked af det jeg blev, især over mine forældres reaktion. Jeg skulle ikke lytte til farmor, sagde de, men hendes ord havde allerede printet sig fast i min hukommelse. Og i det næste lange stykke tid følte jeg, at hun dømte mig, når jeg øste op ved middagsbordet.

Jeg besluttede mig for at skrive et brev til min farmor, selv om det var mange år siden, hun var gået bort. ”Kære farmor", skrev jeg. "Det var slet ikke okay, dengang du tog fat i min mave og sagde, at du syntes, jeg havde fået en delle.”

Det føltes godt at sætte ord på, men det stak også lidt i hjertet. Hvorfor havde mine forældre ikke sagt fra over for min farmor?

På foranledning af programmets værter fandt jeg både blyant og post-its frem. En satte jeg på badeværelsesspejlet, på den skrev jeg: ”Musling”. Det var noget, min afdøde mand havde kaldt mig, og som mindede mig om alt det smukke her i verden – og min mands kærlighed til mig.

Senere i programmet mødte man kvinder med fysiske defekter. De fortalte om deres udfordringer i dagligdagen. En manglede en halv arm, en anden sad i kørestol. En havde en særlig hudsygdom, der gjorde hende pletskaldet. Alle blev de interviewet om deres syn på skønhed, og hvornår de følte sig pænest.

Jeg skammede jeg mig. Jeg havde alle muligheder for at gå i lige præcis det tøj, jeg ville, og alligevel holdt jeg mig tilbage – på grund af et tal på en badevægt!

Jeg var lige så hård ved mig selv, som min farmor havde været. Faktisk værre. Mens min mand levede, sagde han altid:

– Ret du bare ryggen, Musling, du ser skøn ud.

Den aften rendte jeg rundt i min lejlighed og satte post-its op alle mulige steder. Jeg havde helt glemt den ved tøjskabet indtil næste morgen, hvor jeg som altid rakte ud efter en sort bluse. På post-it's havde jeg skrevet: "Wauw!" og "Du skaber glæde”. Ordene mindede mig om, at sort ikke gjorde noget godt for nogens humør.

Jeg fandt i stedet en bluse med røde og pink striber, tog den på og gik over til spejlet, hvor der sad endnu en post-it. På den stod der: ”Show up and shine,” og så havde jeg tegnet en musling.

Jeg smilede oprigtigt til mit spejlbillede for første gang i meget lang tid. Jeg lovede mig selv, at jeg ville være mindre kritisk over for mig selv fremover.

I stedet ville jeg være taknemmelig over at være sund og rask. Jeg havde trods alt mulighed for at gå i lige præcis det tøj, jeg havde lyst til. Jeg var trods alt 57 år gammel og i min fulde ret til at leve, som jeg vil. Så jeg vil vælge at være god ved mig selv på alle mulige måder – det har både jeg og min krop fortjent.