Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Sæt dig nu ned William! Pas på du ikke vælter mælken Josephine! Sådan lød de strenge ordre i køkkenet lige fra morgenstunden. Også selvom Josephine ikke engang havde nået at tage fat på mælkekartonen. Sabine var en overstyrende mor, og når hun sendte sine børn i skole og dagpleje, var det fra et kaoshjem med stress og spydige bemærkninger, som aldrig skulle være sagt.
Sabine Mejlsgaard, 28, bor i Vejen med sine to børn, William, 1, og Josephine, 7. Hun er ikke længere sammen med Williams far Martin, de gik fra hinanden i marts. Josephine er så heldig at have to fædre, som hun besøger.
Sabine og ekskæresten Martin var på forældrekurset ”De Utrolige År” sammen. – Kurset er guld værd. Alle mennesker burde komme på sådan et kursus. Vi lærte at rose hinanden og at have respekt for hinanden, og jeg og Martin havde ikke været så gode venner i dag, hvis vi ikke havde været på det kursus, siger Sabine.
(link fjernet)
Efter en stresset barsel startede Sabine på job igen. Når Josephine kom hjem fra skole og ville fortælle om sine oplevelser i skolen, lyttede Sabine ikke efter, for hun tænkte på, at hun skulle huske på at tage kød op af fryseren. Hun var en fraværende mor. Og fordi dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed, ville William ikke sidde pænt ved bordet, og Josephine ville ikke tage tøj på. – Og hver aften gik jeg i seng med dårlig samvittighed. Og jeg tænkte: i morgen er vi glade, og vi hygger os. I morgen cykler vi en tur sammen. I morgen bliver det hele bedre. Jeg havde virkelig de bedste intentioner. Men næste morgen startede kaosset forfra. Så stod jeg igen med trætte og sure børn, fortæller Sabine.
Læs også: Mor og datter talte ikke sammen i tre år
En dag var sundhedsplejersken på besøg. – Jeg var så heldig, at et menneske så mig. Sundhedsplejersken spurgte mig, om der var noget galt. Og så kom jeg ud med det hele: At jeg ikke kunne få min hverdag til at hænge sammen, og at jeg og Martin var ved at gå fra hinanden. Selv om vi havde to fuldtidsjobs, hund, hus og bil, fungerede vi ikke som familie, fortæller Sabine. Derfor foreslog sundhedsplejersken at tage på et forældrekursus. I begyndelsen havde Sabine kun fordomme om kurset. – Jeg tænkte, at det var et tilbud fra kommunen til unge enlige mødre eller forældre på kontanthjælp, husker hun. Men alligevel siger hun og Martin ja tak til tilbuddet.
Læs også: Mine forældre har lært mig at tage chancer
Så Martin og Sabine tog på forældrekurset, som strakte sig over 20 uger. Der var en fælles børnehave, som William og Josephine kunne være i imens. På kurset underviste to coaches. De gjorde det klart, at et forældrekursus ikke er for forældre, som ikke kan styre deres børn, men for forældre, som overstyrer.
– Vi er total ovenpå. Nogle gange føler jeg, at vi er en flok lalleglade mennesker. Men vi bruger bare det, vi har lært, siger Sabine, og hun er helt sikker på, at hun aldrig nogensinde bliver fraværende igen. – Jeg var nok en sur mor. Men jeg var mest sur på mig selv, siger hun.
Når hun ser Josephine i øjnene i dag, ser hun ikke længere en pige, som gør sig dårligere, end hun er. Nu er Josephines øjne sprudlende og fyldt med selvværd og glæde.
Læs også: Anoreksi var ved at tage livet af Laura