Rolle-model i røjsere

Da Karina blev ringet op af chefen for Ungebehandlingen i Fredericia og spurgt, om hun ville komme som rollemodel og undervise de unge i at tackle livet, begyndte hun at græde.

– Jeg troede aldrig, at jeg skulle nå så langt, at jeg kunne hjælpe andre, fordi jeg gennem livet har haft så utroligt svært ved at hjælpe mig selv, fortæller den 37-årige eks-fotomodel, der har oplevet både toppen og bunden af livet.

Karinas tidlige opvækst var lidt ud over det sædvanlige.

– Min mor og far blev skilt, da jeg var 11 år, og min mor fik en ny mand, som hun fik to børn med. Skolen blev aldrig rigtig et sted, hvor jeg trivedes. Jeg havde kun én veninde, ellers holdt jeg mig for mig selv, hvilket betød, at jeg var lidt ensom.

I ottende klasse kom Karina på efterskole.

Læs også om Dennis, der kom ud af tyve års misbrug

– Dér begyndte jeg at få interesse for sport, og det var to gode år. I slutningen af efterskolen begyndte jeg så småt at arbejde som model. Jeg tjente gode penge, som jeg brugte på byture.

Fandt glæde i stoffer

Karinas mor var i mellemtiden blevet alene og arbejdede som rengøringsassistent.

– Det var hårdt for min mor, for hun skulle nu sørge for fem børn, og vi var temmelig vilde. På et tidspunkt kom vi i weekendpleje, selv om min mor gjorde alt, hvad hun kunne, for os. Når jeg tænker tilbage, var der én ting, jeg savnede i mit liv, og det var ren og skær glæde.

Den fandt Karina, da hun som 17-årig fandt ind i en gruppe med andre unge mennesker, der ligesom hun følte sig lidt lost.

– De drak og tog stoffer, så det begyndte jeg også på. Speed og ecstasy, hver gang vi gik i byen. Endelig følte jeg mig glad, og jeg var altid den sidste til festerne, de skulle helst ikke stoppe. Men dagen efter fik jeg altid en kæmpe depression, og så hjalp stofferne.

Da Karina fik tilbud om at arbejde som model i London, slog hun straks til.

– Jeg blev tilknyttet et bureau, og inden jeg så mig om, var jeg enormt kendt og brugt, rejste i hele verden for at gå catwalk og var også med i en Batman-film. I det miljø var der ingen stoffer, men dem fandt jeg til gengæld i min fritid på diskoteker og til receptioner.

Overfaldet på gaden

I 2005 begyndte det at gå helt galt for Karina.

– Jeg var blevet arbejdsnarkoman og festede hårdt i alle weekender med heroin, coke, crack, og det endte med, at jeg var et nervevrag. Jeg vidste godt, at jeg var ude på et sidespor, men jeg var ikke i stand til at stoppe. Det blev svært at holde på et job, og læsset væltede fuldstændig, da jeg i 2009 en dag på gaden blev overfaldet af fire mænd. De slæbte mig ind i et hus og misbrugte mig i flere timer.

Karina fik efterfølgende behandling hos en psykiater.

– Jeg græd og græd og turde slet ikke gå uden for en dør, og jeg begyndte virkelig at bruge stoffer konstant. Jeg så syner, gik ikke i bad og samlede skod op på gaden, når jeg endelig listede mig ud.

I 2012 mistede Karina sin lejlighed.

– Jeg vejede 49 kilo og havde ikke haft menstruation i to år. Min krop var ved at give op. Jeg hentede mad tre gange om ugen ved noget, der minder om Kirkens Korshær.

Det var Karinas bror, der overtalte hende til at komme hjem til Danmark.

– Jeg kunne bo hos ham i starten, og jeg troede, at jeg skulle hjem og blive ædru og finde et job. Men problemerne var jo i mit hoved, så i Danmark fandt stofferne og jeg meget hurtigt hinanden igen.

Læs også om Solveig, der ved mormors hjælp blev model

Jeg elsker mig

– Men en dag sagde en anden misbruger til mig, at sådan en fucking junkie som jeg skulle tage at smutte ned i misbrugscentret og få noget hjælp. Ugen efter kom jeg i behandling og flyttede ned i Halvvejshuset i Fredericia. Det er et center for socialt udsatte, og dér fik jeg god hjælp. Men først i 2015 blev jeg ”clean”, og da en vejleder spurgte mig, om jeg elskede mig selv, brød jeg fuldstændig sammen over, at jeg først skulle tænke over det.

Gode dage har Karina flere og flere af.

– Jeg har min egen lejlighed og er blevet instruktør i ”Lær at tackle dit liv med en kronisk sygdom”. Og så fortæller jeg min historie på den årlige ”Vendepunktsdag”, som er en ferielejr her i Fredericia for udsatte. Jeg er så stolt af, at jeg er kommet væk fra stofferne, og at jeg nu skal være rollemodel for unge piger. Og hvem ved? Måske går min drøm om at blive socialpædagog også i opfyldelse…