I runde tal er det nu hvert sjette ung som ældre i Danmark, der har en hund. Derfor er det heller ikke underligt, at det ikke er blevet nemmere at finde gode områder at lufte hunden i.
For samtidig med de mange flere hunderegistreringer om året, sidste år ca. 80.000, bliver stadig flere af de naturområder, der før var tilgængelige for hundeluftere, ofte hegnet, og der bliver sat heste og kvæg ud i biodiversitetens navn.
Det er jo sikkert godt for noget, men ikke for hundelufterne...
Ofte er det tilladt at færdes i indhegningerne med hund i snor, men mange er ikke trygge ved at gå blandt store husdyr, og så begrænses mulighederne jo noget.
En anden sag er de områder, hvor man må have sin hund løs. Dem er der en del af, men der er ofte udfordringer i form af hunde, der ikke lystrer, er løse, og som med eller mod ejerens ønske opsøger ens egen hund.
Lige det har jo noget med hensyn at gøre, for det er bestemt ikke alle, inklusive mig, der synes, det er yndigt, at en fremmed hund render hen til ens egen.
Jeg synes, at vi med god ret kan forlange, at selvfølgelig skal løse hunde være lydige og kunne komme på hjemkald. Nogen er jo også bange eller utrygge over for hunde og vil egentlig bare gå en tur. Men sådan er virkeligheden, og problemet løses næppe med et fingerknips.
Hvordan finder man så et godt lufteområde, og hvordan skal man agere, når man ser fremmede hunde?
Først det med områderne. Jeg går ikke tur med mine hunde, for jeg træner dem dagligt, da jeg bruger dem professionelt.
Jeg lejer eller låner naturområder, hvor jeg er alene med hundene. Bor man helt eller næsten på landet, kan man være fræk og spørge en lokal, om man må lufte på vedkommendes jorde. Regn med at blive spurgt, om Bulder er under fuld kontrol, for folk passer selvfølgelig på deres vildt.
Der findes også noget forholdsvis nyt: store indhegnede folde med forskelligt terræn, som man lejer på timebasis og har alene.
Man booker tiden på nettet og betaler med MobilePay. Det er nemt og smart, hvis man har en hund, hvor hjemkaldet ikke sidder helt fast. De steder, jeg er stødt på, koster under 100 kroner for en times brug. Søg på nettet på for eksempel (private), hegnede hundeskove.
Et andet, ganske gratis trick er at tage til hundeskove/områder, der ligger lidt fra tætbeboede områder, hvor der typisk er færre besøgende.
Man kan også undgå mange ubehagelige situationer ved at lufte på mindre populære tidspunkter, være observant og gå en anden vej, når man på afstand ser en anden hund og i god tid tage sin hund ved fod, så man er forberedt.
Det allerbedste vil jo, som læsere af denne klumme ved, være at lære sin hund at ignorere fremmede hunde, for så vil alle problemer være løst.
Vupti! Og god tur!
Rolf Andersen er Familie Journalens fast hundeekspert, og deler en gang om måneden sin store viden om menneskets bedste ven.
Du kan skrive til Rolf på:rolf@familiejournal.dk
Min hund vil ikke samarbejde
Overmotiverer du din hund?
Verden ifølge min terrier
Nej tak til gæster
Du træner også din hund, når du ikke træner
Min hanhund er opslugt af dufte
Kan hunde miste livsglæden?
8 gode råd til kommende hundeejere