Otto skiftede kurs: Fra revisor til præst

I 1991 havde Otto Lundgaard arbejdet som revisor i fire år. Han var i sin tid blevet ansat i Revisionsfirmaet C. Jespersen, der undervejs var blevet en del af sammenslutningen KPMG, og sideløbende med jobbet havde han læst HD på Handelshøjskolen. Kort før sommerferien spurgte en kollega ham, hvilke fag han skulle læse i det kommende skoleår. Og svaret var overraskende.

– Jeg fortalte, at jeg skulle læse latin, græsk og filosofi på Det Teologiske Fakultet. Jeg ville nemlig læse til præst. Min kollega spurgte undrende, om jeg havde mødt Jesus. Og jeg svarede, at ham mødte jeg om søndagen i kirken, fortæller den nu 56-årige Otto, som siden 2008 har været sognepræst i Ringsted, hvor Sct. Bendts Kirke og Klostermarkskirken er ramme om hans arbejde.

Han har dog kun boet i byen siden kort før årsskiftet.

– Indtil da boede jeg i Haslev. Jeg er ikke blandt de præster, der har tjenestebolig. Men det er rart omsider at bo tæt på sine sognebørn og have chancen for at løbe ind i dem i hverdagen, siger han.

Selv har Otto været kirkegænger siden barndommen i Brønshøj, hvor hans forældre havde deres gang i folkekirken og i øvrigt sås privat med den lokale præst, som på et tidspunkt opfordrede drengen til at overveje præstevejen, når han blev voksen.

– I gymnasietiden gik mine drømme og talenter dog i mange retninger. Jeg overvejede både at blive lærer, forfatter, journalist, forsker og skuespiller. Det sjove er, at jeg i mit nuværende job som præst faktisk kan gøre brug af alle fem sider af mig selv. Men jeg var også påvirket af min mormors lillebror, der var statsautoriseret revisor og rådede mig til at vælge samme branche. Og da det dengang var muligt at tage en 1-årig Højere Handelseksamen, blev det det, jeg valgte. Jeg havde allerede dengang sans for tal og kunne godt lide den logiske side af regnskabsfaget. Desuden syntes jeg godt om tanken om, at jeg som revisor ville kunne hjælpe og rådgive andre mennesker med deres pengesager og økonomi.

Samarbejdet i fokus

Ikke desto mindre mærkede han i 1991, at der skulle ske noget nyt i hans liv, og valgte at følge nogle spor, som dybest set altid havde ligget der. Han har ikke et øjeblik fortrudt sine år som revisor – en periode, som han ynder at kalde for sin ”soldatertid”.

– Jeg begyndte i sagens natur nederst i hierarkiet. Og efterhånden som jeg steg i graderne, blev min løn såvel som den værdi, jeg repræsenterede for firmaet, større. Tiden som revisor lærte mig samtidig at samarbejde, hvad enten det var sekretærer, eksperter, administration eller andre revisorer, der skulle samarbejdes med. Vi var typisk to revisorer på opgave sammen, og jeg var heldig at have nogle kolleger, der var gode til at lære fra sig og videregive alt det gode, de selv havde lært. En af dem sagde altid efter endt arbejdsdag: ”Nå, Otto, hvad har vi så lært i dag?”

Til gengæld var han ikke vild med, når han som revisor kunne blive sendt på opgave af et firmas ledelse, hvis de havde mistanke om ting i virksomheden, der ikke foregik efter bogen.

– I de tilfælde var det jo en kontrollerende funktion, vi havde. Og klienten måtte ikke få at vide, hvad vi i virkeligheden ledte efter. Det føltes lidt som at være kriminalbetjent, og jeg brød mig ikke om på den måde at jagte fejl og mangler. I kirken forkynder vi i stedet det budskab, at nok har vi alle fejl og mangler, men Gud elsker os alligevel. Han lader så at sige nåde gå for ret.

Netop det tema blev emnet for præstens tale, da han på et tidspunkt skulle vie to revisorer.

– Jeg spandt nemlig talen over lignelsen om den uærlige godsforvalter fra Lukasevangeliet. Det er en rigtig revisorhistorie om en godsforvalter, der bliver grebet i at begå kreativ bogføring. Han bliver derfor fyret af godsejeren, hvorpå han kalder alle sin herres skyldnere til sig og nedskriver hver enkelts gæld. Reelt stjæler forvalteren altså fra godsejeren, som dog ender med at rose hans handling, da han i stedet har sat skyldnerne i taknemmelighedsgæld til ham.

Den pinlige stemning

Otto har en voksen datter fra et tidligere ægteskab, og han har et langdistanceforhold til kæresten Lone i Viborg.

– Vi arbejder begge med formidling. Hun er freelancejournalist på Viborg Stifts Folkeblad, og det er dejligt at kunne dele vores arbejde med hinanden.

Også samarbejdet med kolleger er som nævnt vigtigt for Otto. Som nyuddannet præst i efteråret 1999 var det derfor vigtigt for ham at skabe sig et netværk.

– Mange har en forestilling om præsten som en ensom sjæl, der sidder alene i præsteboligen og skriver på sin prædiken. Jeg var fra starten bevidst om, at det var en god idé at lære nogle af mine 2.500 nye kolleger at kende. Og det er der heldigvis rige muligheder for på for eksempel konferencer og kurser.

I Ringsted alene er der fem præster, som kan inspirere hinanden i dagligdagen.

– Derudover har jeg altid nydt at samarbejde med eksempelvis organister. De er jo kunstnere, som tænker musikalsk og lidt mere frit end os præster, som har tendens til at tænke i mønstre. Og man skal huske, at folk ikke kun kommer i kirken for præstens ord, men også for musikken, sangen og fællesskabet.

I manges bevidsthed vil jobbene som henholdsvis revisor og præst forekomme så basalt forskellige, at der næsten er tale om modsætninger.

– Men der er også en del ligheder. Hvad enten man er revisor eller præst, kan man således risikere at blive årsag til en pinlig eller barok stemning, når man er gæst ved et selskab. Når der er en revisor i nærheden, vil folk typisk være forsigtige med at tale om deres privatøkonomi af indbildt frygt for at blive angivet til skattevæsenet, siger Otto.

For præstens vedkommende er det andre ting, der kan lægge en dæmper på hyggen. En udbredt fordom om præster er, at de er moralister, som ser skævt til folk, der drikker eller bander.

– Vi har kun os selv at takke for den slags misforståelser. Vi er simpelthen ikke dygtige nok til at forklare, hvad vores arbejde går ud på. For både revisoren og præsten gælder det dog, at gæsterne ud på de små timer alligevel kommer snigende for enten at få tips om skat og økonomi eller rådgivning om livets store spørgsmål, smiler Otto.