Jeg frygter hans utroskab til julefrokosten

Fredag, 4. december 2015
Illustration: Jane Bagge
Jeg opdagede min mands utroskab med en anden kvinde. Jeg har tilgivet ham - men nu er hun blevet ansat i hans firma!
Illustration: Jeg er så bange for hans utroskab med hende til julefrokosten

Kære Puk

Kære Puk

Jeg har brug for et råd. Jeg har været gift i små 20 år, og vi har to halvstore børn.

For fire år siden havde min mand en affære. Hans utroskab varede tre måneder. Han har tilstået alt og sagt undskyld, og jeg har tilgivet ham.

Kvinden var en, som han havde kontakt med, fordi hun havde lavet noget arbejde for det store firma, han er ansat i.

For et halvt år siden blev hun så ansat i min mands firma i en anden afdeling, end hvor han er, og de har ingen kontakt i det daglige.

Han har selv fortalt mig det.

Men når der er stor julefrokost i midten af december, kan de jo sagtens få hinanden at se, og hvad kan der så ske?

Det piner mig rigtig meget at frygte hans utroskab, og jeg har brug for en andens mening, før jeg foretager mig noget.

Jeg ved, at hvis jeg kræver, at han lader være med at gå til den julefrokost, så vil han gøre det. Man han vil ikke være glad, og det vil også se mærkeligt ud over for hans kolleger.

Jeg ved, at hun er single stadigvæk (kan ikke lade være med at kigge på hendes Facebook-profil).

Jeg kan godt høre, at jeg lyder ynkelig, men det er altså et stort problem for mig.

Den nervøse

Kære nervøse

Jeg kan godt forstå, du er nervøs. Utroskab er et stort tillidsbrud at blive udsat for.

Hvis du har tilgivet din mand og besluttet dig for at stole på ham, så må du lade ham gå til den julefrokost.

Men jeg synes, I skal blive enige om, at han kommer tidligt hjem. Det er et godt kompromis.

Han går ud og viser flaget. Hygger sig med sine kolleger, men han viser dig det hensyn (når nu han har klokket i det én gang), at han kommer hjem sidst på aftenen, så du ikke skal ligge hele natten og være nervøs.

Tillid skal opbygges, og det kan tage lidt tid.

Lav noget hyggeligt den dag, der er julefrokost på din mands arbejde. Gå i biffen med veninderne eller noget andet dejligt. Du skal ikke sidde derhjemme og føle dig efterladt. Det er ikke godt for noget.

Knus og varme hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk