Lige fra hjertet: Min bror blev kæreste med min mobber

Det var næsten et halvt år siden, jeg sidst havde set min bror, Michael, for han boede og arbejdede i Sverige. Michael og jeg havde altid haft et godt forhold til hinanden, så jeg savnede ham selvfølgelig en del.

Derfor glædede jeg mig meget til, at vi skulle ses i næste måned til vores fasters 70-års fødselsdag. En stor fest var arrangeret på et finere hotel i nærheden af vores barndomsby.

Et par uge inden festen ringede Michael. Han fortalte mig, at han var begyndt at se en kvinde, som han var meget glad for. Jeg blev virkelig begejstret på hans vegne.

Jeg spurgte nysgerrigt, og han fortalte, at det måske endda kunne være, jeg kendte hende, da hun kom fra det område, hvor vi boede som børn.

Michael kunne dog slet ikke selv huske, at han havde set hende dengang. Men hun var også fire år yngre end ham, præcis min årgang. Det gav et sug i maven, for jeg havde ikke haft det nemt blandt de andre børn.

Min barndoms plageånd

Jeg var selvfølgelig meget nysgerrig efter at høre, hvem hans nye kæreste var. Men da Michael sagde navnet, stivnede jeg. Jeg kunne ikke tro det. Jeanette Karlsen var et navn, jeg siden folkeskolen havde prøvet at glemme.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg lyttede bare til min bror, der fortalte mere og mere om Jeanette. Han fortalte, at han ikke mindedes, at han nogensinde havde haft det så rart med en kvinde før.

Da Michael spurgte, om jeg kendte hende, sagde jeg straks nej. Det fløj bare ud af munden på mig.

Michael sagde så, at han overvejede at invitere Jeanette med til Susannes store fest, og på det tidspunkt i samtalen fik jeg lyst til at skrige højt. Men jeg sagde ingenting. Jeg tror, jeg var i en slags chok.

Michael vidste godt, at jeg ikke havde haft det nemt i folkeskolen. Han vidste, at det sociale havde været svært for mig, men jeg havde aldrig sat navne på mine mobbere over for ham. Så han havde selvfølgelig ingen chance for at vide, at Jeanette var en af min barndoms værste plageånder.

Jeg fik afviklet vores samtale, og den næste tid gik jeg rundt med ondt i maven. Festen var ødelagt på forhånd. Jeg fik næsten kvalme ved tanken om, at Jeanette skulle deltage i min elskede fasters store dag.

Min mand kunne mærke på mig, at jeg ikke havde det godt. Jeg prøvede dog at slå det hen ved at sige, at det bare var savnet af min far, der voksede, som vi nærmede os Susannes fødselsdag.

Jeg blev mundlam

Trods min elendige tilstand var jeg ved at have godt styr på gaver, tale, sang og gæsteliste, da Michael ringede en uges tid før festen. Han ville bare fortælle mig, at hans kæreste Jeanette altså mente, at hun nok kendte mig. Han var meget nysgerrig efter at høre, om jeg virkelig ikke huskede Jeanette?

Jeg blev atter mundlam. Indtil jeg pludselig brød sammen og begyndte at græde.

Min bror var i chok, da jeg fortalte ham, hvordan Jeanette stort set hver dag gennem mere end et år havde gjort mit liv til et helvede.

Min bror var knust. Han ville ønske, han havde vidst mere om det dengang, sagde han, for så ville han have været der mere for mig. Det havde jeg nu aldrig været i tvivl om, men det rørte mig alligevel at høre. Men samtidig var Michael også knust over, at hans nye kæreste var den person, der havde forvoldt mig så meget smerte.

Det gjorde ham rasende og forvirret, sagde han. Rystet var han også over Jeanettes måde at reagere på, da hun fandt ud af, hvem jeg var. Skammede hun sig ikke?

Fanget i en vanskelig knibe

Michael var vred og fast besluttet på at gøre det forbi med hende. Jeg skulle ikke bekymre mig om at se hende nogensinde igen, sagde han.

Jeg følte mig fanget i en vanskelig knibe. Jeg havde aldrig oplevet min bror være så glad for en kvinde, så det gjorde mig utrolig ondt, at jeg skulle være grunden til, at han ikke længere skulle se hende.

På den anden side ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle kunne acceptere Jeanette som min svigerinde. Hun havde absolut intet at gøre i min families liv.

To dage før Susannes fest, mens jeg stod i et mindre kaos af udprintede festsange, som skulle foldes og arrangeres i en sangskjuler, ringede det på min dør.

Da jeg åbnede, fik jeg et chok.

På trappen stod Jeanette. Hun lignede sig selv, men hendes ranke, stolte holdning fra dengang, var der intet spor af nu. Tværtimod havde kvinden foran mig et usikkert og brødebetynget blik.

Jeg havde lyst til at smække døren i med det samme, men i stedet blev jeg bare stående. Ingen af os talte, før Jeanette tog mod til sig. Hun foldede hænderne foran sig og sagde med lav og rolig stemme:

– Allerførst vil jeg sige, at din bror ikke aner, at jeg er her. Det er ikke ham, der har sendt mig. Han har gjort det forbi mellem os og sagt, at han ikke vil se mig mere.

Det var tydeligt for mig, at Jeanette led, for det blik, hun sendte mig, var fyldt med smerte.

Jeanette fortalte videre:

– Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere, da jeg fandt ud af, at du var Michaels lillesøster. Jeg har ihærdigt forsøgt at glemme min skoletid, og dermed også dig.

Hun så ned, og jeg bemærkede, at hendes øjne var blevet blanke. Hun fortsatte sin talestrøm, nu med grødet stemme.

– De år er den største skamplet i mit liv, og jeg har ingen grund til at tro, du nogensinde vil tilgive mig, men jeg vil alligevel fortælle dig, hvor meget jeg skammer mig over den person, jeg var. Men fortiden kan man ikke rende fra. Det er Michael bevis på. Han førte mig til dig, og måske var det slet ikke så tilfældigt. Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at jeg får mulighed for at se dig i øjnene og undskylde for alt det, jeg gjorde ved dig dengang.

Hun sukkede, tog en dyb indånding og fortsatte:

– Jeg undskylder oprigtigt for det hele, men jeg er også nødt til at fortælle dig, at den pige, som var så ondskabsfuld mod dig dengang, hun findes ikke længere.

Nogle lange sekunders stilhed fulgte, og jeg opdagede pludselig, at det ikke kun var Jeanette, der græd. Tårerne løb ned ad mine kinder. Det var, som om noget inden i mig faldt sammen og smuldrede. Det var en sær fornemmelse.

Jeanette så mig dybt i øjnene en sidste gang, før hun vendte sig og gik.

Tilgivelse

Jeg stod stadig som fastfrosset, da jeg så hende forsvinde gennem havelågen. Så kom jeg pludselig til mig selv igen.

– Vent! råbte jeg efter hende.

Jeg så, at hun standsede brat. Så vendte hun sig og så på mig.

Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at hun så håbefuld ud. Jeg tøvede lidt, så trådte jeg et trin ned ad verandatrappen og bad hende komme med indenfor.

Det hele endte så utroligt. Jeanette og jeg snakkede hele aftenen. Vi skiftedes til at græde over alt det, vi hver især havde forsøgt at fortrænge gennem alle de år, der var gået.

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig noget lignende. Og selv om jeg faktisk syntes, jeg har tilgivet Jeanette og ved, at hun oprigtigt begræder sine handlinger fra dengang, kan jeg af og til stadig få lidt urolig hjertebanken, når hun ser i min retning.

Jeg forestiller mig, at det nok tager lang tid at komme sig over mobning. Jeg har stadig svært ved at begribe det, og selv om det virker skørt, endte vi faktisk med at få holdt en helt vidunderlig fest for min faster.

Min bror måtte kæmpe lidt med sig selv, men da han forstod, at jeg havde tilgivet Jeanette, besluttede han sig for også at give hende en chance. Og i dag er min familie blevet udvidet med en utroligt sød og behagelig kvinde.