Jeg har mødt ham med den største accept

Flemming Jensen har 13 børnebørn. Det seneste i flokken blev født i december sidste år, og det ældste barnebarn er i dag en ung mand på 21 år.

For knap tre år siden traf det ældste barnebarn et valg i sit liv, der krævede en vis tilvænning i familien. Barnebarnet valgte nemlig at skifte køn efter at have været en pige i hele sit liv. Det var Flemmings søn, der overbragte nyheden om kønsskiftet.

Lige da de havde sat sig til rette for at overvære premieren på Zirkus Nemo med Søren Østergaard. Flemmings søn vævede rundt i sin snak, og til sidst fandt han ordene og fortalte, hvordan det hang sammen med barnebarnet. For en stund blev Flemming paf og meget stille. Så svarede han:

– Det her skal en farfar lige have lidt tid at vænne sig til …, hvorefter Flemmings søn nikkede forstående og sagde: Hvad tror du, at en far skal?

Flemming griner over sin lille anekdote nu og forsikrer om, at tilvænningen ikke var en længere proces.

– Jeg surfede på accepten, så jeg ved ikke, hvor lang tilvænningen var. Men jeg var aldrig et sekund i tvivl om, at det naturligvis skulle mødes med accept. Hvis ens nærmeste ikke skulle acceptere et så personligt valg, så ved jeg da ikke, hvornår de så skulle, siger Flemming.

For ham var det at skulle sige han og ikke hun mere overrumplende. At det unge barnebarn pludselig hed noget andet, selv om det i realiteten ikke var andet end noget så banalt som en vane, indskyder han. Men så også bekymringen for, om det nu bare var en fiks idé, barnebarnet havde fundet på og senere ville fortryde.

– Vi kan jo ikke vide, om han om 10 år fortryder og siger, at det var en stor fejltagelse. Vi gifter os også med den eneste ene, og 10 år senere kan man have en helt anden opfattelse. Men lige her opdagede jeg, at det ikke var en spontan idé. For ændringen var enorm. Mit barnebarn fandt simpelthen sig selv. Han faldt til ro. Alt det, der plejede at dirre på ham, holdt op, og jeg mærkede, hvor behageligt det pludseligt var at være sammen med ham. Jeg føler, at jeg har fået et andet barnebarn – eller at jeg har fået det barnebarn, jeg ikke har haft. Jeg ved ikke, hvor længe det med kønsskiftet har rumsteret inde i hans hoved, men det må have været en forløsning for ham, siger Flemming.

Som farfar vil han gerne beskytte sit barnebarn og værner om sine ord, når han beskriver ham. Om nogen kender Flemming til, hvordan omverdenen kan reagere – uventet, overdrevet, uvidende og bare fordi.

Sådan oplevede han det selv, da han i efteråret havnede i en shitstorm, der ramte og gjorde ham så ked af det, at han aflyste en planlagt rejse til sit elskede Grønland. Flemming var inviteret i Go’ Aften Live på TV 2 for at tale om sin teaterforestilling ”Nissebanden i Julemandens land’’, og i studiet var blandt andre en ung grønlænder, som beskyldte Flemming for racisme på grund af et billede fra forestillingen, hvor danske børn var klædt i grønlandsk tøj og med parykker på.

Det kom så meget bag på Flemming – særligt fordi hverken den unge grønlænder eller andre i studiet havde set forestillingen, men også fordi Grønland og det grønlandske folk har betydet meget for ham, siden han tog derop i 1973 og boede i en lille bygd i to år.

– Jeg havde svært ved, at man kunne tro og beskylde mig for at ville grønlænderne noget ondt. Det ramte mig hårdt. Jeg har jo grønlandske venner. Heldigvis fulgte der en større lovestorm efter, og jeg fik blomster og mange kærlige hilsner bagefter. Men i forhold til mit barnebarn kan jeg godt føle mig magtesløs ved tanken om, hvad han kan møde ude i verden.

Flemmings grundsyn i livet er, at hvis man er bange for den mørke skov, skal man gå ind i den. Det gælder f.eks. som her i kønsskifte-problematikken – og gerne med humor, tilføjer han. Den har han altid drysset ned over sit virke som skuespiller, instruktør, dramatiker og forfatter. For humoren er en udstrakt hånd, en tillidserklæring – sågar en kærlighedserklæring, synes han.

Det er den, han har benyttet sig af i sin seneste bog, der udkom for et halvt år siden. ”Breve til Oliver’’ er en brevroman mellem en farfar og et barnebarn, der skifter køn. Som Flemming skriver i bogens forord, er bogen kommet til verden med afsæt i en virkelig og meget glædelig livsændring i hans egen personlige familie.

Den er fiktiv og dermed samtidig også et forsøg på at møde svære problematikker i øjenhøjde. Fordomme takles oftest bedst med mild munterhed, som han skriver, og bogen er tænkt som et nok nærmest parodisk selvportræt af Flemmings egen årgang såvel som af barnebarnets.

– Og det har vi rigtig godt af. Mit store problem er, at jeg godt kan lyde som den lidt tossede farfar i bogen, indrømmer han.

Kærlighedserklæring

Han spurgte sit barnebarn om lov inden. Inviterede på en frokost, fremførte sin bogidé og fik tilladelse. Den var vigtig, for han ville ikke skrive bogen, hvis barnebarnet blev ked af det. Men barnebarnet forstod, at han blot var inspiration til den og var bare glad for, at problematikken fik lys og luft omkring sig.

– Bogen er skrevet med mild latter, for den synes jeg, at vi mangler i de her alvorlige diskussioner. Intet uden mildhed, som min gode ven Jesper Kleinsagde, og jeg er enig. Jeg har ikke haft lange, dybe samtaler med mit barnebarn om hans valg, men jeg er sikker på, at han har mærket min accept med det samme. Jeg har skrevet ting i bogen, som jeg ikke har sagt direkte til mit barnebarn, og på den måde er den nok også en stor kærlighedserklæring til ham.

Da barnebarnet var en pige, havde hun det svært. Hun var ofte ked af det, isolerede sig på sit værelse og var i det hele taget ikke nem at omgås, siger Flemming nænsomt. Han tør godt erkende, at tanken om dårlig opdragelse strejfede ham på et tidspunkt, men han ved nu, at han tog fejl. Barnebarnet fik undervejs diagnoser sat på sig, og de er jo ikke forsvundet, selv om hun er blevet til han. Men der er sket en markant forandring.

– At opleve den ro hos mit barnebarn har vist mig, hvor vigtigt det er, at man accepterer hinanden, og hvor vigtigt det er at have en menneskelig værdighed. Min egen mor var en kærlig og sød mor, men hun følte altid, at hun ikke var noget værd. Der skulle have stået ”Undskyld jeg forstyrrede” på hendes gravsten. Jeg ønsker, at mit barnebarn går med rank ryg ud i verden. Folk skal føle, at de er noget. Jeg er ikke uddannet skuespiller, og i begyndelsen havde jeg komplekser af en anden verden. Men mine kolleger mødte mig med åbenhed og sagde, at det var lige meget. Så vokser man, og så tør man. Det forkerte har det med at forsvinde, hvis man puster varm luft ind i det, der er rigtigt.