Bonusbørnene ignorerer mig

Jeg er ”mor” til fire bonusbørn, som jeg har kendt siden, de var meget små. Jeg synes, at jeg satte alt til side, også mig selv, da de kom ind i mit liv, og jeg har brugt utrolig mange ressourcer, både penge, følelser og fritid, på at tage mig af de børn, som faktisk ikke er mine.

Jeg har to biologiske børn, og jeg har forsøgt ikke at gøre forskel.

I dag er alle børn voksne unge, men jeg ser faktisk kun mine egne. Bonusbørnene gider mig ikke.

Jeg synes ikke, det er klædeligt at være bitter, men jeg må indrømme, at jeg føler mig udnyttet, og jeg er ked af, at de ikke gider kontakte mig, række ud eller lægge energi i vores forhold.

Mit eget liv har ligget fuldstændig under deres behov, og er det den tak og den respekt, jeg får tilbage? Åbenbart.

Det er en meget upopulær holdning, jeg har. Det fornemmer jeg i hvert fald, hvis jeg lufter mit synspunkt. Nu har jeg brug for luft, for jeg synes, det er ensomt at være i.

Jeg er stadig sammen med børnenes far (som altså ikke er far til mine børn), og bonusbørnene skriver og ringer til ham, men ikke til mig.

Hvad synes du?

Som bonusmor til tre forstår jeg godt, hvor du vil hen. Man lægger mange kræfter i at få tingene til at fungere, og der kan være en del afvisninger, man må sluge, når man får ”andres børn” ind i livet.

Jeg ser sådan her på det: De børn, der på grund af forældrenes valg dumper ind i en sammensat familie, har ikke haft mulighed for selv at vælge til eller fra. De bliver placeret i nye rammer og skal acceptere en helt ny tilværelse.

Jeg tror, de fleste børn dybest set bare helst vil have, at deres mor og far bor sammen. Men sådan går det som bekendt ikke altid. Alt det, du har gjort, da børnene var små, var det rigtige at gøre. Det synes jeg. Dine bonusbørn skulle mødes med omsorg og ansvar, og det har du gjort. Jeg synes, du skal være stolt over at have bragt stabilitet og lagt energi i dine bonusbørn. Det var en god beslutning.

Bitterheden til gengæld, den kan vi ikke rigtig bruge til noget. Jeg synes, det er modigt at erkende den, og det er vigtigt at lufte den, men så skal du måske også slippe den.

Tænk på alternativet. Hvis du havde været en bonusmor, der ikke ville bruge ressourcer på tre små børn. Jeg tror, det ville have været sværere at leve med i dag.

Der kan også være en anden ting, der spiller ind her. De fleste unge, jeg kender, har travlt med at leve det liv, de lige er sluppet ud i på egen hånd, og de tænker ikke så meget på de behov, baglandet har. De er i fuld gang med at bide livet i låret, og når de engang selv lander i familie, børn og voksenliv, kommer de til at se deres egen barndom i et andet lys. De begynder at forstå.

Jeg kan godt forstå, du gerne vil anerkendes for det store arbejde, du har gjort, men det kan godt være den anerkendelse først kommer, når de indser, hvor mange kræfter det egentlig krævede. De aner det ikke lige nu. De har haft det godt og har haft ordentlige voksne omkring sig.

Find fred med, at du har været super i orden. Godt klaret. Jeg vil meget gerne anerkende din indsats, fordi jeg forstår den. Og det var det eneste rigtige at gøre, da de var børn. Om jeres forhold så kan forlænges nu, hvor både de og du har jeres frie vilje, er ikke til at sige, men jeg er sikker på, at det i så fald fortsat vil kræve kræfter også for dig. Men nu kan du bedre selv vælge, hvor meget du vil lægge i det, fordi de ikke er små.

Tak for et vigtigt brev med en svær pro­blem­stilling. Vi taler alt for lidt om de svære situationer, der kan opstå i ligningen med dine, mine og vores børn.