Filippo havde en fødselsdepression: Jeg var bange

Da Filippo mødte Maria for fire år siden, var hendes datter, Lily, tre år. Der var ingen far inde i billedet, og Filippo og Maria blev kærester.

– Jeg var så heldig, at Maria allerede havde øvet sig på forældrerollen, da vi fandt sammen. Hun var en god mor, og tanken om at blive en familie lå lige for, siger Filippo, der tydeligt husker den dag, Lily første gang kaldte ham “far”.

– Lily kaldte på mig fra køkkenet: ”Jeg har brug for hjælp … far!” Og Maria kiggede på mig og sagde: “Du bestemmer selv”. Og så råbte jeg ud til Lily: “Nu kommer far”. Det var så fint og rigtigt.

Der gik da heller ikke lang tid, førend Maria og Filippo blev enige om at udvide familien med et barn mere. Og forventningens glæde var stor:

– Det var kæmpestort, og jeg glædede mig meget. Jeg havde jo stadig de tre første år med et barn til gode.

Maria opfordrede Filippo til at nyde, at han kunne spille Play Station næsten, når han ville, og hun smilede ad ham, da han op til terminen lagde et billede af sin færdigsamlede slyngevugge på Facebook med teksten: “100 procent klar”.

– Maria prøvede at advare mig. Hun vidste, at jeg ikke anede, hvilken bus der ville ramme mig, når jeg blev far. Og det fik hun ret i, siger Filippo.

Bange for sine tanker

Efter en hård graviditet med kvalme, forhøjet blodtryk og midt i coronatiden kom lille Carlo til verden i sommeren 2021 efter en kompliceret fødsel.

– Jeg kan ikke komme i tanke om en oplevelse, som er finere eller smukkere end fødslen. Meget intens, og næsten lidt afhængighedsskabende. Jeg følte mig glad og rolig, siger Filippo.

Den første lille måneds tid gik fint, fortæller Filippo. Det var dejligt at være en familie på fire, men i takt med, at Carlo bl.a. udviklede refluks, døjede med fordøjelsen og fik koliklignende symptomer, græd han mere og var sværere at aflæse og trøste. Maria tog udfordringerne i stiv arm, fortæller Filippo, men selv kunne han ikke være i gråden. Og langsomt begyndte han at ændre sig.

– Mine arbejdsdage blev længere og længere. Jeg har aldrig arbejdet over, for jeg har altid villet hjem til min familie, men nu begyndte jeg at arbejde til klokken 17, 18 og 19. Det skete bare. Og når jeg endelig kom hjem, var jeg udkørt og sov på sofaen, fordi Carlo hele tiden vågnede og græd, siger Filippo, der er ejendomsmægler.

Han taler med fast stemme, også når han beskriver, hvordan han fik svedeturer, når Carlo vågnede og skreg, og hvordan han selv lå og fantaserede om det rolige liv, han havde med Maria og Lily, inden Carlo kom til verden.

– Til sidst udviklede det sig fra, at jeg ikke kunne være i samme rum som Carlo til, at jeg slet ikke havde lyst til at være sammen med ham. Han irriterede mig og lavede ikke andet end at skrige og spise, og selv om vi hældte kærlighed i ham, kom der intet tilbage.

Sommetider blev Filippo så presset, at han var bange for at gøre Carlo fortræd.

– Jeg havde aldrig tænkt sådan om min værste fjende. Det var skræmmende, for jeg følte, det var ude af mine hænder, siger Filippo.

Det hele kulminerede under en familieferie til Spanien. På det tidspunkt havde Filippo ikke skiftet mere end en håndfuld bleer på sin fire uger gamle søn, og de to havde stadig til gode at få opbygget en nær relation.

– Jeg var vred, smækkede med døre og råbte. Der var meget afmagt. Og skyld. Jeg orkede ikke engang at lege med Lily. Til sidst satte jeg mig ned til poolen, stak fødderne i vandet og sad der i fire timer. Hvad er det, jeg har rodet mig ud i? Hvorfor skal jeg overhovedet have børn?

Måtte selv finde hjælp

Da familien var landet i Danmark, satte Maria foden ned. Det kunne ikke passe, at Filippo skulle reagere, som han gjorde. På hendes foranledning tog de fat i den sundhedsplejerske, som rutinemæssigt havde screenet både Maria og Filippo for tegn på en fødselsdepression cirka to måneder tidligere. Dengang var der ingen advarselslamper, der blinkede. I hvert fald ikke lige så kraftigt som i anden omgang.

– Jeg scorede meget højt på skalaen for depression. Det var skønt at få svar på, hvad der var galt med mig. Men også et chok. Jeg har nok altid troet, jeg var uovervindelig, siger Filippo.

Hvad skete der så?

– Sundhedsplejersken sagde: ”Gid jeg kunne hjælpe dig”. Frederiksberg Kommune, hvor vi bor, havde ingen tilbud til fædre med en fødselsdepression. Men heldigvis kunne sundhedsplejersken, der gennem årerne havde samlet på gode kontakter, sætte mig i forbindelse med en familieterapeut.

Det var Torben Pedersen Skovby, som siden 2009 bl.a. har faciliteret mandegrupper. Torben og Filippo mødtes ansigt til ansigt flere gange og talte om alt det, der var svært for Filippo i rollen som far til især Carlo.

– For hver time, vi talte, blev jeg klogere på mig selv. Jeg forstod mere af, hvorfor jeg havde fået en depression. Jeg havde ingen erfaringer med små børn overhovedet, jeg kom måske til at sammenligne Carlo med Lily, der kunne udtrykke sig, lege og give noget igen, og så begyndte jeg at tænke over min egen opvækst og opdragelse og kom i syv sind over dén i forhold til det, jeg gerne vil give mine børn, Så mens baby skreg, og jeg følte mig kørt ud på et sidespor, jeg ikke havde regnet med, var jeg i en personlighedsdannelses- og løsrivelsesproces, forklarer Filippo.

Efter mange gode snakke opfordrede Torben Filippo, der på det tidspunkt boede midlertidigt hos sine forældre, til at begynde at se Maria og børnene igen. Og det gjorde Filippo. Først en time på en legeplads, siden et par timer i lejligheden, førend han følte sig klar til at flytte hjem og blive en del af sin familie.

– Jeg arbejdede med mig selv og involverede mig mere og mere. Samtidig nåede vi til et punkt, hvor Carlo fik det bedre, og vi kunne opbygge rutiner. Pludselig sov Carlo tre timer i streg, og Maria sagde: ”Det er jo sådan her, det skal være”.

I dag er Filippo sig selv. Han er ved at trappe ud af den medicin, han fik hos sin læge, og han har fået opbygget et tættere forhold til sin søn på nu snart to år.

– Jeg kan slet ikke få nok af Carlo. Jeg er helt forelsket i ham og kan ikke andet end at tage mig af ham.