Elcyklen er mere populær end nogensinde. Faktisk er der ifølge Vejdirektoratet i dag motor og batteri på næsten hver fjerde solgte cykel, og der er da også mange gode grunde til at køre på elcykel.
Den er mere miljøvenlig end bilen og kan, afhængig af din indsats i sadlen, forbedre din kalorieforbrænding, kondition og dit blodtryk.
Slår du motoren til, giver elcyklen naturligvis ikke helt så høj forbrænding som en cykel med rugbrødsmotor, men der er altid en effekt, der er værd at tage med.
Det skyldes ifølge trænings- og sundhedsekspert Marina Aagaard, at du stadig tramper i pedalerne, træner din balance, din reaktionsevne og dit overblik. Især for personer, der ikke er vant til at bevæge sig ret meget, har elcyklen et stort potentiale.
Marianne Foldberg Steffensen er afdelingschef hos Vejdirektoratet og talsperson for området for trafiksikkerhed.
Sundhedseffekten ved at gå fra at være fysisk inaktiv til at få en fast cykeltur ind i sin hverdag kan faktisk næsten ikke overvurderes, også selv om det er med assistance fra en elmotor.
Dét mener Vejdirektoratet, der samtidig peger på, at en af elcyklens største styrker er, at den giver mulighed for at cykle flere og ikke mindst længere ture.
Elcyklen har måske ry for at være for de gamle og grå, men det billede lader heldigvis til at vende. I hvert fald er 32 procent af de danskere, der har kørt på elcykel inden for det seneste år, under 40 år. Det fremgår af en ny rapport fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, der hører under Vejdirektoratet.
- Da elcyklen kom til Danmark i 1990’erne, blev den mest benyttet af ældre og først og fremmest set på som en hjælp til de personer, der ellers ikke kunne klare at cykle. Nu bliver elcyklen brugt bredt i den danske befolkning på tværs af både alder, køn og geografi, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
37 procent vælger elcyklen for at få motion.
33 procent vælger elcyklen for at tilbagelægge længere afstande.
61 procent er begyndt at cykle længere, efter de har købt en elcykel.
62 procent cykler oftere på grund af deres elcykel.
69 procent cykler over seks km på en typisk elcykel-pendlertur.
Af rapporten fremgår det også, at 14,4 procent af danskerne har benyttet sig af en elcykel i løbet af det seneste år. Og over halvdelen af de 3.000 deltagere i spørgeskemaundersøgelsen giver udtryk for, at de godt kunne finde på at anskaffe en elcykel. Fremtiden ser med andre ord lys ud for elcyklen.
- Det er ikke utænkeligt, at elcyklen på et tidspunkt bliver normen på de danske cykelstier, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis den om 10 år sidder på 50 procent af markedet, som det allerede er tilfældet i Holland, siger Marianne Foldberg Steffensen.