Esben og Charlotte Dalgaard har taget en fælles beslutning

Som læser skal man ikke ret langt ind i bogen ”Mærket”, som Charlotte og Esben Dalgaard har skrevet i samarbejde med forfatter Stine Buje, før man bider mærke i en markant, psykologisk forskel på de to ægtefæller: Esben har et grundlæggende lyst og positivt sind, mens Charlottes tanker typisk bevæger sig i de lidt mørkere lag.

– Det er korrekt. Vi er meget forskellige af natur, og en krise som den, vi har været i siden sommeren 2021, udfordrer og tydeliggør forskellighederne, siger 47-årige Esben.

Som mange vil vide, fik den populære skuespiller på det tidspunkt konstateret modermærkekræft i et så fremskredent stadie, at sygdommen i praksis er uhelbredelig. Han har både givet interview og holdt foredrag om sin situation, så da forlaget Mofibo i 2023 foreslog ham og Charlotte at lave en lydbog om emnet, vidste han ikke helt, om han orkede det. Men som pårørende kunne Charlotte se, at der var behov for en sådan bog. Og ikke kun som lydbog, men også på tryk af hensyn til de ældre generationer, der foretrækker at have en fysisk bog i hånden frem for udelukkende at få ordene ind gennem ørerne.

– Oprindelig forestillede jeg mig en slags fagbog, der især skulle omhandle den berøringsangst, som mennesker har over for alvorlig sygdom. Men da Esben blev syg, havde jeg selv god gavn af Eva Jørgensens bog ”Vi ses i morgen”, hvor hun fortæller om miste sin mand til sygdom. Hun starter med begyndelsen og fortæller hele deres historie lige fra det allerførste møde, og det samme er vi endt med at gøre i vores bog. I og med, at læserne lærer os at kende, er det lettere for dem at bruge vores betragtninger til noget, siger hun.

Parret traf tidligt i forløbet det, som Esben kalder en ”hjernebeslutning”. De aftalte, at kræften ikke skulle have lov til at styre deres liv. Men deres måder at føre beslutningen ud i livet på er forskellige. Esben fortæller:

– Billedligt talt kan man sige, at jeg har plantet et frø, som jeg har vandet og puslet om. Frøet er blevet til en bønnestage, som jeg støtter mig op ad i hverdagen, hvor jeg blandt andet nægter at bekymre mig over ting, som jeg ikke ved med sikkerhed.

En bisværm af tanker

For Charlottes vedkommende har hun nogle ting med sig i bagagen, der i lange perioder har vanskeliggjort processen.

– Da vores datter Alberte var under et år gammel, havde jeg en voldsom depression, og jeg har siden fået sat en diagnose på mit skrøbelige sind. Jeg har add, og det er en opmærksomhedsforstyrrelse, der bedst kan sammenlignes med at have en summende bisværm i hovedet. Hver bi repræsenterer en tanke, og jeg skal så at sige have fat i dem hver især og bede dem om at forholde sig i ro. For mig handler det derfor i høj grad om at acceptere mit tungere sind og det faktum, at Esben og jeg har vidt forskellige værktøjskasser til rådighed. Jeg skal ikke slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke kan gøre som ham, men derimod finde mine egne metoder. Jeg har gået en del til psykolog, og her har fokus ligget på teknikker, som jeg kan bruge til at tackle vores livssituation bedst muligt. Det har også givet mig meget at deltage i en pårørendegruppe gennem Kræftens Bekæmpelse. Her føler jeg mig spejlet og forstået.

Da Esben fik sin kræftdiagnose, blev han sat i behandling med immunterapi. Halvandet år senere fastslog lægerne, at kræften var holdt op med at udvikle sig. Immunterapien havde med andre ord virket, og man besluttede at sætte behandlingen på pause.

– Siden er jeg blevet scannet hver tredje måned, men min tilstand er så stabil, at frekvensen for nylig blev ændret til hver fjerde måned, fortæller Esben.

Ugerne før og efter scanningerne er psykisk hårde, og særligt i Charlottes hoved fylder spekulationerne meget, hver gang tiden nærmer sig.

– Det er en lettelse, at der nu går længere tid imellem. Det er som at få lidt mere luft, siger hun.

Som tingene ser ud i dag, er det reelt umuligt at spå om udviklingen i Esbens sygdomsforløb eller om, hvorvidt han har få eller mange år tilbage at leve i.

– Selv om jeg har uhelbredelig kræft, er det stadig teoretisk muligt, at jeg når en gennemsnitlig levealder. Omvendt kan vi alle risikere at få en tagsten i hovedet i morgen. Jeg hylder derfor den tankegang, at man skal nyde livet, mens man har det. Man ved aldrig, hvornår det er forbi.

Omsorg i Netto

Charlotte supplerer:

– For nylig oplevede vi, at politikeren Søren Pape Poulsen faldt om og gik bort uden varsel. Ingen anede, at han bar på en usynlig bombe, og at lunten var uhyggeligt kort. Hos os er der også en bombe på spil i form af Esbens kræft. Og den hvislende lyd fra den tændte lunte kan gøre mig ret nedslået, når jeg bliver opmærksom på den. Den går rigtig skidt i spænd med lyden af bisværmen i mit hoved.

Ud over førnævnte Alberte på nu 11 tæller familien også Esbens 18-årige datter, Olivia. Men Esben er familiens kendte ansigt, og sammen med hans åbenhed om sygdommen har det bevirket, at det primært er ham, der høster omsorg og søde kommentarer fra omverdenen.

– Som pårørende kan man let blive glemt, og folks berøringsangst kan forstærke ensomheden yderligere. Når Esben går i Netto, bliver han kontaktet af et væld af taknemmelige, fremmede mennesker, der kan spejle sig i hans historie. Og selv om de ofte beder ham om at viderebringe en sød hilsen til mig, har vi på det seneste talt om, at jeg måske af og til skal tage med Esben ud, når han holder foredrag. Det er der faktisk også en del, som har efterspurgt, siger Charlotte.

Hun er indehaver af et eventfirma, som på grund af corona og nedlukning aldrig nåede at få luft under vingerne. I stedet er hun blevet sin mands partner og holder blandt andet styr på hans mangeartede aftaler.

– Faktisk kan man sige, at vores parforhold i bund og grund er en lille virksomhed, der også omfatter hus og have, to børn og en kanin. Og sådan har det dybest set været fra første færd. Vi var meget hurtige til at flytte sammen og deles om økonomien, fastslår Esben.

Hans sygdom har ikke fået ham til at geare ned jobmæssigt.

​– Jeg elsker mit arbejde, og det er altid sund fornuft så vidt muligt at opretholde sin normale tilværelse. Men man skal selvfølgelig altid passe på, at arbejdet ikke bliver en flugt, og at man glemmer at se virkeligheden i øjnene.