Artikler
Dorte havde endetarmskræft
– Jeg gider ikke være ”ham den blinde mand for enden af vejen”, siger Arne Christensen fra Virum. Han kan ikke løbe fra, at han er blind, men han er også meget andet. Han er den første blinde mand, der har løbet en strækning på 111 kilometer på ski fra den sidste breddegrad til Sydpolen i 28 graders kulde. Han er også den første og indtil videre eneste blinde mand, der har deltaget i verdens hårdeste skiløb på 160 kilometer gennem Grønland, foruden adskillige skiløb til OL. Arne er en hård hund på 70 år, der bare ikke kan se.
Claus Geleff på 56 er også ganske sej, han kan bare se. Derfor er han tit med som ledsager for Arne, når denne sætter sig nye mål inden for skiløb. Når de to bliver sat sammen, er ingen udfordring for stor.
En tur til Sydpolen koster mange penge og tager lang tid at arrangere og træne sig op til, men i januar i år var de klar og tog af sted som Team Blind South Pole 2024. Turen over isen begyndte 4. januar på Antarktis i Union Glacier Camp i 28 graders kulde. Herfra blev de fløjet ud til den sidste breddegrad, hvor turen begyndte.
Arne og Claus tog skiene på, spændte pulken med telt og helt nødvendige ting og tog afsted. De gik 15-18 kilometer på ski om dagen, sov i telt på sneen og endte heldigvis i god behold på Sydpolen 13. januar.
Arne havde sat en ny rekord igen – denne gang som den første blinde mand, der løb på ski til Sydpolen. Han gør det, fordi han er et konkurrencemenneske, men også for at vise andre blinde, at de kan meget mere, end de selv tror.
– Hvis jeg kan løbe på ski til Sydpolen, kan en nyblind også selv gå på indkøb, siger han, men kommer i tanke om, at en indkøbstur alligevel byder på betragtelige udfordringer.
– Faktisk er det nemmere at løbe langrend, end det er at gå ned til Netto. Der bliver jo flyttet rundt på affaldscontainere overalt på villavejene, og så er der vejarbejdet, der gør, at man kan risikere at komme galt af sted, når man ikke kan se. Men alligevel … Jeg vil sige, at vi blinde kan alt, vi vil, siger Arne.
Da Arne blev født på et lille landbrug på Vestsjælland, var han en ganske almindelig dreng i en stor flok børn, men han var ikke ret gammel, før man fandt ud af, at han ikke så ret godt. Da han blev teenager, fik han diagnosen retinitis pigmentosa. Det er en øjensygdom, der betyder, at synet gradvist forsvinder. Den var der ikke meget at gøre ved, men for Arne var det egentlig ikke et stort problem. Han var jo vant til, at han ikke kunne se alt det, de andre åbenbart kunne.
– Da jeg var barn, havde jeg tunnelsyn. Jeg kunne se det, der var lige foran mig og ikke så meget andet. Det var mig, der cyklede til skole med to dynamolygter på cyklen, og da jeg var gammel nok til at køre knallert, fulgte jeg bare efter de andres røde baglygter, så kom jeg også frem. Det kunne bare være lidt besværligt at gå til bal i forsamlingshuset: Jeg kunne jo kun se de piger, der var lige foran mig, mindes han.
Han havde drømt om at blive radiotekniker, men den drøm måtte han opgive. I stedet kom han ind til Instituttet for Blinde og Svagsynede, og det blev lykken for ham.
– Jeg var 16 år, da jeg begyndte på Instituttet. Det var en fantastisk oplevelse, for her havde vi alle synsproblemer, men vi fik også alle at vide, at vi sagtens kunne klare os. Jeg skulle bare lære at stå ved, at jeg altså ikke kunne se og så finde min egen vej i livet. Det blev en fantastisk tid på en fantastisk skole.
Arne blev fuldstændig blind, da han var 35. Inden da var han blevet uddannet socialrådgiver og arbejdede på instituttet og i Københavns Kommune. Han ville hjælpe andre blinde videre i deres liv og vise dem, at blinde godt kan dyrke sport. Det var han selv et godt eksempel på.
På instituttet havde han fundet ud af, at han var et sportsmenneske og især et konkurrencemenneske. Han spillede goalbold, dyrkede atletik og cyklede tandem, alt sammen på konkurrenceplan. Hans største kærlighed blev dog skisporten. Han blev den første danske blinde langrendsløber, der gennemførte Vasaløbet i Sverige, han har deltaget i fem Paralympiske Lege i langrend og skiskydning. Kort sagt, han er fantastisk god på ski, men når man løber langrend og er blind, kræver det en makker, der kan se. Da Arne skulle deltage i OL i Lillehammer i 1994, efterlyste han en ledsager, og sådan mødte han Claus. Han var dengang en ung mand, der elskede at stå på ski og stort set ville gøre hvad som helst for at komme af sted på eventyr, og da de to mænd mødtes, fandt de ud af, at de var rigtig gode for hinanden.
Det er nu over 30 år siden, de snakkede sammen første gang, og i de mellemliggende år har de rejst sammen rigtig mange gange. De kender hinanden godt. Deres forhold kunne næsten ligne et ægteskab, men begge er godt gift med hver sin kvinde.
– Det er også fantastisk at være gift, men det er et privilegium at rejse og løbe langrend med Arne. Jeg er hans øjne, men han har lært mig så utrolig meget om en anden måde at opleve verden på, siger Claus.
Arne har også lært sig et par tricks til at bevare det gode samarbejde:
– Vi blinde kan finde på at spørge om alt muligt hele tiden. Det skal vi passe på med, for ellers kan vi tage livet af vores ledsagere. Jeg oplever jo ikke landskabet, som Claus gør det, men han fortæller mig om det, så jeg kan se det for mig. Desuden gør det mig glad, at jeg har en lille andel i, at Claus får de oplevelser med i sit liv. For mig er det vigtigste at bevise, at vi blinde kan så meget mere, end vi selv tror. Vi skal bare sætte os et mål og så gå efter det, siger Arne.
Apropos mål: Claus er begyndt at tale om et nyt spændende løb på 1.100 kilometer, og Arne virker langtfra uinteresseret, så hvem ved?