Teater på plejecentret: Julesange vækker minderne til live

Som tilskuer er man ikke et sekund i tvivl om, at vi befinder os midt i årets bedste tid. Blandt forestillingens rekvisitter ses et pyntet juletræ i miniformat, en granranke dekoreret med hjerter og julekugler og et antal julegaver indpakket i mønstret papir. Lader man blikket vandre væk fra den dramatiske opsætning, vil man opdage, at hele plejecentret Skjulhøjgård i Vanløse og i særdeleshed det højloftede lokale, der har fået navnet Atriumgården, og hvor dagens kortvarige sollys kaster sit skær gennem tagets store ruder, også er behørigt julepyntet.

Men der er tillige et andet tema i spil. Skuespillerne Signe Vaupel og Stine Prætorius, der spiller søstrene Agnete og Kirsten, ser ud, som om de er trådt direkte ud af Lauras køkken i ”Matador”. Og de Madam Blå-farvede gryder, der indgår i scenografien, leder tankerne hen på samme periode af danmarkshistorien. Det står da også hurtigt klart for publikum, at søstrene arbejder som kokkepiger for et herskab omkring år 1940.

– Hvordan går det med gåsen? spørger Agnete sin søster.

– Hun sidder i stuen, lyder svaret. Og publikum reagerer med hjertelige grin, for spørgsmålet er naturligvis ikke møntet på husets frue, men på julegåsen, der står i ovnen og er klar til servering om en time.

Da de to aktører forener deres sangstemmer i den evigt populære ”Det kimer nu til julefest”, mens musikeren Fredrik Mell­qvist sørger for musikledsagelsen, er opbakningen fra stolerækkerne også stor. Der synges ivrigt med i kor, og der er ikke megen tøven undervejs. Teksten er tydeligvis solidt indprentet i tilhørernes hjerner.

Allerede på dette tidspunkt har forestillingen ”Julen har bagt” dermed tjent sit formål og har vakt glæde og genkendelse hos det publikum, den er skræddersyet til.

Genkendelse og glæde

”Julen har bagt” er nemlig blot én ud af i alt fem forestillinger, som det Valby-baserede Teater V på skift har optrådt med gennem mere end et årti på plejehjem og andre institutioner. Pelle Koppel, der af mange vil kunne huskes for sin indsats i den mandlige hovedrolle i ”Klinkevals”-filmene, har instrueret samtlige forestillinger. Og idéen opstod i sin tid i hovederne på de to kvindelige hovedkræfter.

– Vi kom til at tale om, at der fandtes et kæmpestort udbud af børneteater til forskellige aldersgrupper, men at der manglede noget tilsvarende for vores ældre medborgere. Signe har skrevet forestillingerne, der er sammensat af populære sange, fortællinger og historiske fakta fra henholdsvis 40’erne, 50’erne og 60’erne, hvor beboerne på dagens plejecentre var unge. Det hele går ud på at tage publikum i hånden, opfordre dem til at synge med og i samme omgang vække genkendelse og gensynsglæde og kalde minder frem, siger Stine.

I dag udfolder Teater V sig ikke kun på Valbys plejecentre med forestillingerne. Også andre danske kommuner har glæde af de hyggelige løjer, som løbende bliver finpudset.

– Den første forestilling var et forsøg. Men folk var vilde med den, så vi lavede flere. Og de er blevet stadig bedre i takt med, at vi har lært vores publikum at kende og ved, hvordan vi bedst skaber kontakt. Selv meget demente beboere, som ikke har noget sprog i det daglige, synger pludselig med, når de hører tonerne fra deres ungdom. Og da vi så dokumentaren ”Alive Inside”, der handler om, hvad musik kan gøre for folk med Alzhei­mers, vidste vi, at vi var på rette vej. Der er også amerikanske studier, der viser, at musik har samme virkning som beroligende medicin. Vi er inspireret af det hele, fortæller Signe.

De rørende oplevelser har naturligvis været utallige.

– Ofte er der pårørende til stede for at dele oplevelsen med deres familiemedlemmer. Jeg glemmer aldrig, da en datter takkede os for at have givet hende sin mor tilbage i 45 minutter. Det er også gribende, når et ægtepar, der er på plejehjem sammen, bliver overvældet af minder, får våde øjne og tager hinanden i hånden, siger Signe.

Julen varer længe

Stine fortsætter: – En af mine gamle gymnasieveninder overværede en forestilling sammen med sin far, som med hendes egne ord ”knap nok vidste, hvor han var”. Til hendes glæde og overraskelse havde han sunget med på livet løs. I kraft af de minder, vi vækker, får mange pludselig et fællesskab og et sprog, der ellers har været gemt grundigt væk.

De 20 tilstedeværende i Atriumgården på denne dag er da også helt og aldeles opmærksomme og med på julerierne, når tonerne fra stedsegrønne melodier som ”Højt fra træets grønne top” og ”Dejlig er den himmel blå” klinger i lokalet, og vi tillige gennem de to gæve søstres samtale får serveret historierne bag de elskede sange.

– Kan du huske, da præsten stillede et juletræ ind i kirken? Så var det rigtig, kristen jul, siger Kirsten til sin søster, hvorpå kvinderne sammen bryder ud i ”Juletræet med sin pynt” og deler brunkager ud til publikum under afsyngningen.

Langt det meste af forestillingen foregår selvsagt på dansk. Men der kommer også lidt oversøisk julestemning på banen, da Agnete annoncerer, at der er kommet julekort fra tante Oda og onkel Bob i Amerika. Det giver anledning til, at Fredrik ruller sig ud som amerikansk tv-vært fra mediets unge år og kaster sig ud i ”Santa Claus Is Coming To Town”. Søstrene stemmer i, mens de bruger deres grydeskeer som sangmikrofoner, og julefesten vil ingen ende tage.

Fredrik, der undervejs brillerer på både klaver og harmonika, giver den i øvrigt senere som nisse, mens vi får genopfrisket historierne om, hvordan de drilske gårdnisser kunne være lidt af en plage for deres værtsfolk på landets bondegårde.

– Så er gåsen færdig, annoncerer Kirsten, da vi er ved at nå vejs ende.

Men som hun straks tilføjer, er julen langtfra slut. Den varer jo lige til påske. Og dermed er det blevet tid til, at de tre entertainere tager hinanden i hænderne og danser ud og ind mellem tilskuerne til ”Nu er det jul igen”. Til slut runder skuespillerne af med et ”Vi ses til næste år”. De besøger nemlig Skjulhøjgård flere gange om året. Men den glade julestemning, de netop har spredt, skal nok blive hængende året ud.