En læser fortæller: Min nevø var uforskammet

Efter min studentereksamen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Mine forældre havde aldrig vist nogen interesse for min skolegang, og jeg havde ikke haft nogen at tale med om min fremtid. Så da en af mine bedste venner besluttede sig for at læse økonomi på universitetet, gjorde jeg det samme.

Det var et lykketræf. Universitetsårene var sjove, og jeg følte, at jeg udviklede mig på flere planer. Efter endt studie fik jeg job i en større virksomhed.

Jeg boede langt hjemmefra, tjente godt og fokuserede udelukkende på min karriere. Men som årene gik, var det ikke længere nok. Jeg havde gode kolleger, men ingen nære venner. Jeg levede et liv i overhalingsbanen, men jeg følte mig ensom og rodløs.

Samtidig begyndte min familie derhjemme at få problemer. Min bror, Ole, blev forladt af sin kæreste, Mette. Deres søn, Oliver, var seks år på det tidspunkt. Der gik mange måneder imellem mine besøg, så jeg kendte desværre hverken Mette eller Oliver særlig godt. Jeg var ked af det på Ole og Olivers vegne, men min mor så anderledes på sagen.

– Jeg har altid sagt, at det ikke ville gå med hende Mette, fortalte hun mig i telefonen.

Hvad min mor havde imod Mette, havde jeg aldrig forstået, men ifølge hende var hun alt for dominerende og ville bestemme alt.

Mine forældre var blevet ældre og begyndt at få helbredsproblemer. Far havde ondt i ryggen, mor i knæene. Det blev sværere for dem at passe hus og have, og de talte om at sælge.

– Vil du komme hjem og hjælpe til i så fald? spurgte min mor. – Der er bare så meget at gå igennem.

Måske var det, fordi jeg ikke trivedes i mit eget liv, men tanken om, at mit barndomshjem skulle sælges, gav mig en følelse af hjemve, som jeg ikke havde mærket, siden jeg var barn.

Følelsen holdt ved, men det tog mig yderligere to år at handle på den. Til sidst købte jeg en lejlighed i min hjemby og fik arbejde i en mindre virksomhed.

Selvfølgelig var jeg bekymret for, om jeg ville fortryde mit valg, men det viste sig at være det rigtige for mig. Jeg var glad for mit nye arbejde, og jeg begyndte at ses med mine gamle venner.

Mine forældre boede endnu i mit barndomshjem, ude af stand til at forlige sig med tanken om at flytte. Jeg håbede for deres skyld, at de kunne blive, så længe de ville. Jeg så dem ofte, og fremfor alt var jeg opsat på at tilbringe mere tid med min nevø.

Oliver var på det tidspunkt fyldt otte. Han var gammelklog og kunne være ret sjov, men noget ved hans person overraskede mig. Det var, som om han troede, han vidste bedre end de voksne.

Det fik ham ofte til at virke uforskammet, især over for sin far. Det skete, at jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige fra på Oles vegne. Jeg ville ikke skræmme drengen, for han kendte mig jo ikke særlig godt, men jeg tog det op med min bror.

– Oliver kan være ret kæphøj, sagde jeg. – Hvad tror du, det kommer af?

Men Ole så ikke ud til at se noget galt i det. Tværtimod så han stolt ud.

– Ja, han er sjov, ikke sandt? Han er så klog for sin alder.

Min brors svar overraskede mig. Det var seks år mellem os, så vi havde egentlig ikke været særlig tætte, da vi voksede op. Jeg huskede ham som umoden og barnlig, selv da han var en ung mand.

Men jeg havde troet, at det at blive far ville have gjort ham mere moden. Det omvendte tydede dog på at være tilfældet.

Jeg begyndte at passe Oliver på weekendaftener, og vi tog i biografen og til fodboldkampe. Jeg fornemmede, hvordan jeg indtog en mere og mere vigtig rolle i drengens liv, og et par måneder efter, at jeg var flyttet hjem, tilbragte han den første nat i mit lille gæsteværelse. Mange flere fulgte.

Jo mere tid, jeg tilbragte sammen med Oliver, des flere ting bemærkede jeg, som bekymrede mig. For eksempel virkede det ikke til, at Oliver tog det at få morgenmad som en selvfølge. Da jeg spurgte, om han kunne lide spejlæg, lyste han op.

– Ja? svarede han spørgende.

– Så steger vi sådan et til morgenmad, sagde jeg. – Skal vi ikke også riste noget brød?

Han nikkede glad. Da han sad ved bordet og spiste sine æg, spurgte jeg, hvad han plejede at spise til morgenmad hjemme hos sin far. Oliver vred sig lidt og svarede, at de ikke plejede at spise morgenmad.

– Men vi får sandwich sent om aftenen, sagde han.

– Men det gør ikke noget, tilføjede han, før jeg kunne nå at stille flere spørgsmål. – For jeg spiser altid morgenmad hos min mor.

Jeg ville ikke presse ham, men bare ved at sludre videre med ham om, hvordan hans hverdag så ud, fik jeg en masse at vide.

Det lod ikke til, at der fandtes regler hjemme hos Ole. Oliver havde fået en gammel mobiltelefon, som han plejede at spille på, og det gjorde han i lige så mange timer, han lystede.

Selv sent om aftenen. Jeg fik en fornemmelse af, at Ole foretrak, at Oliver var sent oppe i weekenden, så han selv kunne sove længe om morgenen.

Kosten så der heller ikke ud til at blive tænkt meget over. Pasta med ketchup og fastfood var det, de plejede at få. Og der var ingen grænser for slik, is og chips. For jo flere snacks, Oliver spiste, des mindre mad var hans far nødt til at lave. Det lignede efterhånden, at Ole havde indrettet sig en behagelig hverdag på sin søns bekostning.

Jeg tog det op med min bror, da han kom for at hente Oliver. Jeg spurgte ind til deres spisevaner. Hvad var Olivers yndlingsret? Han vred sig lidt, sådan som Oliver havde gjort, og svarede svævende at "det varierede".

– Og hvad plejer I at spise til morgenmad? spurgte jeg så.

– Han får det, han har lyst til, svarede Ole surt.

Det var tydeligt, at han begyndte at blive irriteret på mig.

Derefter talte jeg med vores mor. Så snart jeg nævnte rutinerne hjemme hos Ole og Oliver, forstod jeg, at hun var en del af problemet.

Næppe havde jeg sat ord på min bekymring, før beskyldningerne føg mod Mette. Ole var jo så god til at tage sig af Oliver, mente min mor. På hende lød det nærmest, som om han fortjente et trofæ for sine evner som far.

Så jeg gjorde noget, som jeg vidste, at både hun og Ole ville blive kede af, hvis de fandt ud af: Jeg ringede til Mette og spurgte, om vi kunne mødes til en kop kaffe.

Hun lød overrasket, men gik med til at mødes med mig et par dage senere. Jeg havde ikke set hende, siden jeg var flyttet hjem, så vi snakkede til at begynde med om alt muligt, før jeg kom til sagen. Jeg indledte med at minde hende om, at jeg indimellem passede Oliver.

– Ja, jeg ved det, sagde hun og smilede. – Han nyder virkelig at være sammen med dig, og det er meget venligt af dig at gøre så meget for ham.

Mit indtryk af Mette forblev positivt efter den dag. Jeg begyndte at indse, at det nok ikke havde været så nemt for hende at være en del af vores familie. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde gjort det nemmere. Jeg burde have gjort mere for at finde ud af, hvordan tingene egentlig hang sammen.

– Jeg er ked af, at det ikke gik mellem dig og Ole, sagde jeg. – Må jeg spørge, hvorfor du forlod ham?

– Det skyldtes flere ting, sagde hun. – Men primært var det nok, fordi jeg skulle stå for alt ...

Jeg forstod, hvad hun mente. Ole havde aldrig taget ansvar for noget, heller ikke da han stiftede familie, og nu anede han ikke, hvordan han skulle tage sig af sin egen søn. Han forstod simpelthen ikke, hvad der var forventet af ham.

Næste gang, Oliver overnattede hos mig, havde det regnet i dagene forinden. Han havde været udenfor tidligere på dagen og spillet fodbold med nabobørnene, og da han kom hjem til mig, havde han mudder helt op til ørene. Jeg sendte ham i brusebad, og fordi han havde ret langt hår, spurgte jeg, om jeg skulle hjælpe ham med at vaske det. Men han havde lært at klare den slags selv, forstod jeg, for mor hjalp med det, men aldrig far ...

Jeg tror ikke, at Oliver fortalte Mette om alt det, der ikke fungerede hjemme hos far. Han håbede vel, at de ville blive en familie igen, og han var bange for at sabotere det. Men med det, jeg nu vidste, var jeg nødt til at gøre noget.

Nu forstod jeg også, hvor respektløsheden over for Ole kom fra. Olivers far kunne ikke engang hjælpe ham med basale ting som mad og hygiejne, hvilket gjorde, at han ikke stolede på ham. Han mente simpelthen, at han selv havde bedre styr på situationen, end hans far havde, og det havde han tilsyneladende ret i.

Jeg tog en alvorlig snak med min bror. Jeg foreslog, at vi kontaktede en børnepsykolog for at få hjælp til at håndtere situationen. Oliver trængte til at få lov til at være barn, og Ole måtte se at blive voksen. Hvis han ikke accepterede dette, kunne vi blive nødt til at inddrage de sociale myndigheder.

Ole blev fornærmet og vred, men jeg stod fast. Jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet og indset, mens Oliver havde været i min varetægt. Så sank Ole sammen og gemte ansigtet i hænderne. Hans forsvar var ved at smuldre.

Jeg fik næsten ondt af ham. Vores forældre var hårde ved os, da vi selv var små. Ole gik det værst ud over, for vores far var nedladende over for ham. Jeg tror, at Ole blev så bange for at fejle i sin rolle som far, at han foretrak slet ikke at gøre noget.

Det hele endte med familie­terapi. Oliver havde nogle individuelle samtaler med en børnepsykolog, og Ole og Mette så en terapeut sammen. Det stod klart, at Ole havde brug for hjælp til at bearbejde sin usikkerhed.

Det var en svær periode, ikke mindst fordi min mor beskyldte mig for at forråde familien og tage Mettes parti.

I dag er Mette og jeg gode venner, og jeg har fået et meget bedre forhold til min bror. Jeg er stolt af den far, han er i dag, og vigtigst af alt: Oliver har det godt.