Jeg kan hækle mig ud af alt

Christina synes ikke, at det er det nemmeste at stille sig frem og vise, hvem hun er. Angsten sitrer inde i hende, fortæller hun.

Men nu gør hun det alligevel, har hun besluttet sig for. For hun vil gerne – ikke mindst hvis det kan være inspiration for andre, der også har sine kampe i livet.

Dem har 42-årige Christina Schneider haft nogle stykker af, og hun har dem stadig, indrømmer hun blankt. Også selv om der er mere lys forude, end der har været de seneste 10-12 år.

Dengang var hun butiksleder i en musikforretning, hvor hun i alt for lang tid ignorerede den daglige trykken for brystet, grædeturene ude på toilettet og følelsen af at have alt for travlt. Udfaldet blev en fyring med et efterfølgende stress-sammenbrud.

I et år lå hun bogstaveligt talt i sin seng og stirrede op i loftet. Hun kunne ikke læse, se tv eller snakke med sin kæreste, Rasmus, der så forvandlingen af den kvinde, han et år tidligere havde mødt. Fra at være udadvendt, social og initiativrig til at være indelukket, ked af det og ude at stand til at rejse sig fulgte han på nært hold sin kærestes nedtur og følte sig magtesløs, når han kom hjem fra arbejde til en mørk lejlighed – som så ud, som den gjorde, da han gik om morgenen.

Ændringen kom ud af det blå. En sjælden indkøbstur, hvor Christina og hendes mor kom forbi en butiksrude, hvor der sad en lille, hæklet bamse. Den var sød, syntes Christina og spekulerede højt, om hun selv kunne lave en magen til. Hendes mor mente, at hækling var alt for svært, men hun burde vide, at man ikke skal tvivle på Christina, for så vækkes en indre kampgejst.

Måske vidste hun det godt, for hendes datter gik hjem, satte sig foran YouTube i fire timer og lærte at lave maskerne. Et par dage senere havde hun hæklet en lille giraf.

– Pludselig fik jeg noget at stå op til og havde lyst til at komme ud af sengen hver dag, fordi jeg skulle hækle. Når jeg talte masker, fyldte tankerne ikke. Det gav mig en ro at sidde med mit hækletøj. Jeg kom ikke ud af depressionen, men jeg havde fået noget, jeg følte en glæde over, fortæller Christina, der bor i Haslev.

Mens hun hæklede, begyndte hun i behandling. Hos psykiatere og psykologer for sin depression, stress, angst og en spiseforstyrrelse, der ellers havde ligget i dvale siden teenageårene. 28 diagnoser er blevet tilføjet i hendes journal, og der er tidspunkter, hvor Christina har tvivlet på, om hun nogensinde ville blive rask.

I 2019 fandt hun alligevel modet til at søge ind på pædagogstudiet. Rasmus frie

de til hende under en rejse, og efter flere års forsøg viste en graviditetstest omsider to streger. Parret var lykkelige og fulde af forventninger til fremtiden. Alt tegnede til at blive deres år, sagde de til hinanden, men dén sætning siger de aldrig igen.

For kort inde i 2020 gik Christina til lægen efter at have mærket en stor knude i sit ene bryst. Det var anden gang, hun gik til lægen, men første gang var forklaringen, at der var tale om en forstørret mælkekirtel. Den forklaring fik hun ikke denne gang. Derimod lød ordene fuld kræftpakke og abort i samme sætning, og Christina og Rasmus blev chokerede sendt videre i systemet.

Lægerne forventede, at Christina havde et år tilbage, hvis hun beholdt barnet, og dagen efter blev hun indlagt for at få det fjernet. Alene. For det var også dagen, hvor Danmark fik sit første coronatilfælde, der betød, at pårørende ikke måtte komme med ind på sygehuset. Derefter tog den ene kemokur den anden, hendes ene bryst blev fjernet, og behandlingen blev afsluttet med stråler.

Ingen fodaftryk

Imens hæklede Christina, for med kræftdiagnosen var der fulgt en masse tanker med, som hun ikke kunne slippe. Hun havde ikke efterladt sig nogle fodspor, hvis hun døde dagen efter. Ingen ville lægge mærke til, at hun nogensinde havde levet. Jovist, hendes mor og Rasmus, men ingen andre.

Hun havde skrevet de første 28 hækleopskrifter ned under kemokurene, og efter lidt tid begyndte hun at sælge dem på den digitale markedsplads for kreativt håndværk, Etsy.

– Hver gang, nogen købte en opskrift, kunne jeg se, at der var noget af mig i verden. Det gav mig noget at leve videre med. Så jeg lavede stort set ikke andet end at hækle. Folk begyndte at følge mig på Instagram, selv om det aldrig var min intention at blive så stor, siger hun og har svært ved at forstå, at i dag følger omkring 84.000 hende på det sociale medie.

Hun har produceret 140 opskrifter ved at hækle ud fra en idé, skrive ned og tage billeder undervejs, så alle kan være med. Hun har også fået nogle testhæklere, der afprøver opskrifterne og giver hende feedback, inden hun sætter dem til salg. Og så går det ofte hurtigt, når de ryger på Instagram.

– Min mobil giver lyd, når nogen køber en opskrift, og det giver bare så meget blod på tanden. Der er rent faktisk nogen, der giver penge for det, jeg har lavet. Jeg får også mange tilkendegivelser fra folk. De er glade for mine opskrifter, og dagligt popper der billeder op med mine ting, som folk har hæklet. Jeg har solgt til alle kontinenter nu, og det er bare vildt at se, at det spreder sig, smiler Christina.

Nogle gange har hun delt ud om sin egen psykiske tilstand på Instagram. Når depressionen har banket på, og hun har været fraværende en tid. Så har følgere skrevet, at det er rart at se et ægte menneske, og at de kan spejle sig i det.

Derfor øver Christina sig. I at åbne op og tro på sig selv. Som Rasmus tror på hende.

– Du er iværksætter, siger han, mens hun ryster på hovedet og siger, at hun jo bare sidder og laver sine ting.

– Jeg føler, at det er kommet så tilfældigt, fordi det var min passion, der startede det. Jeg har ingen forretningsplan, og nogle gange kan jeg blive bange for, at folk mister lysten til at hækle, indvender hun.

Rasmus svarer, at hun skal se sig selv om Christina, der er selvstændig, og ikke som Christina, der er syg.

Hun ved det inderst inde godt, og lige nu er hun også ”absurd taknemmelig”, som hun siger, for alle dem, der køber hendes ting. Men hun kender også kuren, hvis tingene pludselig vender, for den har reddet hende før. Så hækler hun.

– Jeg kan hækle mig ud af alt, har jeg fundet ud af. Det har virkelig reddet mit liv, siger hun.