Kolesteroltal bekymrer

Onsdag, 17. januar 2024
Cecilie Lunding Tolversen
Foto: Colourbox
"L" lever sundt og bevæger sig dagligt, men en blodprøve har nu afsløret et forhøjet kolesteroltal. "L" er bekymret og vil gerne høre lægens mening.
Test af blodtryk hos lægen

Kære Lotte

Jeg er en kvinde på 51 år. Jeg har et BMI på 23, og jeg synes selv, at jeg lever ret sundt. Jeg bevæger mig dagligt og ryger ikke. Begge mine forældre lever stadig og er raske, så jeg tænker, at mine odds for et langt og godt liv er rimelige.

Jeg har dog et problem.

På mit arbejde er vi blevet tilbudt en blodprøve i forbindelse med en generel helbredsundersøgelse. Min blodprøve viser et kolesteroltal på 6,4, og derfor er jeg nu blevet bedt om at søge egen læge for at gøre noget ved det.

I første omgang var jeg ellers ikke særlig bekymret, men det er jeg da blevet siden, og jeg vil gerne høre din mening.

Mange hilsner L

Kære L

Et kolesteroltal kan sammen med andre helbredsoplysninger bruges til at beregne risikoen for en eventuel blodprop. Kolesteroltallet alene siger ikke så meget om denne risiko, og lige netop dit bekymrer da heller ikke mig særlig meget.

Rygning, overvægt, sukkersyge, usund livsstil, nære familierelationer, hvor blodpropper har ramt i en tidlig alder, er også kendte risikofaktorer. Desuden stiger risikoen for at udvikle en blodprop med alderen.

Jeg vil derfor anbefale dig at opsøge din læge, så du kan få målt dit blodtryk samt blodsukker.

Ligger begge indenfor normalområdet, er din eneste risikofaktor et let forhøjet kolesteroltal, og sådan et kan nedbringes med sund kost og motion.

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke lader hele vores tilværelse påvirke af forebyggelse. Lev så sundt, som du orker, men husk også at nyde livet – ellers kan det jo være lige meget.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk