En læser fortæller: Jeg kendte min søns hemmelighed afsnit 2 af 2

Læs første afsnit her:

Jonas strålede stadig, efter vi havde sagt farvel til Mads den søndag formiddag. Jonas kørte ham selv til stationen, og på deres vej ud ad døren hørte jeg, der blev lavet aftale om endnu et weekendbesøg inden så længe. Vores ellers lidt stille, indadvendte dreng var usædvanlig livlig og snaksaglig.

Det glædede ikke mindst hans farfar, der benyttede lejligheden til at hive soldateralbummet frem fra reolen efter vores ugentlige søndagsmiddag.

– Se min dreng, her er jeg i bjørneskindshuen. Åh ja, det var jo dengang vi var på Bornholm.

Jonas lyttede beredvilligt til sin farfars anekdoter fra den lange karriere i militæret, skønt han havde hørt dem alle før.

Det havde vi andre også, men vi smilede kærligt og lidt overbærende til hinanden over familiens første og tredje generation, der sad der i farmors bløde plyssofa med hovederne bøjet over de gamle, gulnede sort/hvide fotos.

Hjemme igen sad Jonas ved skærmen og studerede Forsvarets hjemmeside, når han altså ikke talte i telefon med, formodede jeg, Mads, og på hans bord lå stabler af bøger om historiske militærfolk.

Skammede han sig?

Dagene og endnu et par søndage forsvandt, men vores mellemste søn viste stadig ikke tegn på, at han havde tænkt sig at indvie sin nærmeste familie i sin inderste hemmelighed. Jeg forstod ikke hvorfor. Skammede han sig? Var han bange for vores fordømmelse?

Jeg anede ikke mine levende råd, og jeg havde heller ingen at tale med. Tilsyneladende var jeg den eneste, der vidste, hvordan landet lå, og jeg må til min skam indrømme, at jeg indimellem ”kom til” at lytte, når mine to yngste sønner snakkede bag en lukket dør til et af drengeværelserne, uden jeg dog blev klogere af den grund.

Jeg havde ondt helt ind i hjertet over, at min dreng åbenbart var alene om at bære på sin hemmelighed. Det måtte være tungt. Gang på gang brændte det i mig for at tage fat i ham, trække ham ind til mig og hviske, at jeg kendte til hans hemmelighed.

Men jeg var bange for at overskride hans grænser, for måske var han slet ikke klar til at dele det endnu.

Under alle omstændigheder skyldte jeg ham vel også at lade ham gøre tingene på sin egen måde. Han var trods alt en voksen mand.

Et par uger efter weekenden med Mads skete der igen en forandring med Jonas, og denne gang var det desværre ikke til den positive side. Han blev derimod mut og trak sig ind i sig selv.

Humørskiftet kom som et lyn fra en klar himmel og var så tydeligt, at jeg følte mig i min gode ret til at spørge ind til, hvad der plagede ham. Jeg håbede nok også en smule på, at det måske var nu, han ville fortælle mig sin hemmelighed.

Det skete ikke. Derimod slog Jonas det bare hen, og insisterede jeg, blev han yderst irriteret.

– Der ER ikke noget galt mor!

Han mistede også, til sin farfars kæmpe skuffelse, interessen for en karriere i uniform og for fremtiden generelt. Det lagde min svigerfar bestemt ikke skjul på under søndagsmiddagene, hvor han sad for enden af spisebordet og vrissede over ungdommens magelighed, og demonstrativt skramlede med bestikket.

Stemningen om bordet var mildest talt ret dårlig. Jonas’ lillebror, David, ville ikke længere med og undskyldte sig med, at han skulle spille fodboldkamp.

Da telefonsamtalerne bag den lukkede dør også stoppede, lagde jeg to og to sammen. Jonas var ramt af kærestesorg. Hans hjerte var knust, og jeg kunne ikke trøste ham. I hvert fald ikke uden at afsløre at jeg kendte årsagen til hans mismod.

Det eneste, jeg havde lyst til, var at holde om ham og fortælle, at tiden læger alle sår, og at der altid kommer en sporvogn og en … Nåh ja, jeg kunne nok finde på et mindre klodset citat.

Det undrede mig, at ingen andre i familien tilsyneladende havde opdaget, hvordan det var fat med Jonas. Jeg nærmede mig et stadie af desperation over at skulle bære min viden alene og ikke at kunne tilbyde min søn en skulder at græde ud ved.

Ganske forsigtigt stak jeg en finger i jorden hos min mand. Han måtte da kunne se, at vores mellemste dreng var plaget?

– Christoffer, har du ikke lagt mærke til, at Jonas er blevet meget stille på det sidste? forsøgte jeg mig.

Men min konfliktsky mand gled af og forklarede, at det jo var vanskeligt at være ung nu om dage og skulle tage stilling til fremtiden med alle de muligheder, der findes. Igen blev jeg opmærksom på, at Jonas var den af drengene, der lignede sin far mest.

Christoffer mente desuden, at det gik Jonas på, at han havde skuffet sin farfar ved at fravælge en fremtid i militæret. Jeg havde lyst til at skrige ham sandheden op i ansigtet: At Jonas måske havde droppet militæret, fordi han var blevet svigtet af sin første store kærlighed, som han havde mødt netop dér.

Det gjorde mig også uendeligt trist, at Jonas følte, han var nødt til at vælge den uddannelse fra, som han ellers havde brændt så meget for. Var han bange for at løbe på Mads igen, eller gjorde det for ondt at trække i uniformen og blive mindet om det hele?

Tankerne om, hvordan jeg kunne hjælpe min søn med at vise, hvem han var og komme over sin kærestesorg, fyldte mere og mere. Som dagene gik blev jeg selv mere og mere trist, og når jeg havde det sådan, hvordan var det så ikke for Jonas, som jo heller ikke havde nogen at tale med?

Jeg spekulerede som en gal på, hvad jeg skulle stille op. Kunne jeg skrive et anonymt brev eller diskret lægge en seddel med et telefonnummer til en psykolog? Jeg forkastede alle idéer, der dukkede op, og foretog mig ingenting udover at vente og håbe på, at det hele løste sig af sig selv. Det er der jo sjældent noget, der gør, men alligevel kom hjælpen en dag. Og endda fra en helt uventet kant.

Lena, min ellers lidt reserverede svigermor, inviterede sig selv på kaffe en eftermiddag. Det havde hun aldrig gjort tidligere. Hun ringede heller aldrig, medmindre det handlede om noget konkret, og når vi besøgte dem, nussede hun mest rundt i sit køkken. Så jeg var naturligvis spændt på, hvad anledningen til hendes besøg var.

Som den gode svigerdatter havde jeg naturligvis bagt en kage aftenen inden, og jeg skyndte mig hjem fra arbejde, så jeg også lige kunne nå at rydde lidt op. Det var en onsdag, så jeg vidste, at David var til fodboldtræning, og Jonas havde modvilligt ladet sig overtale til at hjælpe sin faster med at fælde et træ i hendes have.

Så der var ingen i huset, da jeg kom hjem og låste mig ind. Jeg blev stående lidt i entreen og så mig selv i spejlet, hvor jeg havde set Jonas og Mads i en kærlig omfavnelse. Det føltes som en evighed siden, og jeg tænkte på, hvornår min søn mon turde åbne op for kærligheden igen.

Jeg spekulerede selvfølgelig også på, hvad min svigermor dog ville, og tanken om at dele Jonas’ hemmelighed, som jo også var blevet min, med hende, strejfede mig, mens jeg dækkede kaffebordet.

Da vi sad der i sofaen, gik det hurtigt op for mig, hvor dårligt jeg kendte min svigermor, for hun afslørede det, jeg jo godt vidste i forvejen. Hun delte også min bekymring om Jonas’ fremtid, hans kærestesorg og hans farfars fordomme. Ligesom jeg var hun i tvivl om, hvorvidt vi skulle tilkendegive vores accept og støtte.

Al vores tvivl og bekymring blev imidlertid gjort til skamme en søndag sidste efterår, hvor min modige søn pludselig slog på glasset, rejste sig op og fortalte, mens han så sin farfar i øjnene, sin hemmelighed. Svigermor og jeg holdt vejret, mens vi holdt øje med familiens patriark.

Det tog lidt tid at omvende farfar, men da han til jul pakkede gaven op med et foto i kobberramme af Jonas i konstabeluniform, var der ikke et øje tørt.

Og næste søndag skal vi alle møde Andreas, der er inviteret med til familiemiddag.