Jeg følte ikke, jeg var velkommen i verden

Ann måtte egentlig ikke forlade skolen i det store frikvarter, men hun gjorde det alligevel, selv om hun fik ballade, hvis det blev opdaget.

– Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, fordi jeg var bange for, hvordan min mor havde det. Så jeg cyklede hjem for at tjekke hende, siger Ann Lisa Heiberg, der i dag er 40 år og bor i Nordsjælland med sin mand og to børn på fem og et år.

Læs også: Maja blev misbrugt af sin stedfar

Hun har netop udgivet sin første roman, ”Mor er tosset”, som er inspireret af Anns eget liv med en psykisk syg mor og en fraværende far.

– Jeg er ikke ude på at hænge nogen ud, men det er vigtigt at fortælle, hvordan det er at være barn af en psykisk syg. Jeg ville gerne skrive en bog og havde ikke behov for at skrive en selvbiografi, men ubevidst havde jeg nok brug for at få kanaliseret nogle oplevelser og følelser ud, så skriveprocessen har været terapeutisk, siger Ann.

Hun voksede op i en mindre by uden for Aarhus. Forældrene blev skilt, da hun var 11 år, og faderen stiftede ny familie, mens hun blev boende hos sin mor. Efter skilsmissen gik det for alvor op for hende, at hendes mor ikke var som andres mødre.

– Jeg forstod ikke, hvorfor min mor havde det så skidt, og jeg følte, at det var min skyld. Min mor sagde ofte, at jeg var et vanskeligt barn, så det forstærkede følelsen.

Pakkede følelserne væk

Hun mindes, hvordan hendes mor engang ringede til hendes mormor og brokkede sig over hende. Mormoderen, der boede i samme by, kom, skældte Ann ud uden at spørge nærmere ind til episoden og cyklede hjem igen. Hvordan det ellers stod til i hjemmet, talte man ikke om.

– Når vi besøgte min mors familie, lod vi, som om alt var godt. Jeg lærte, at jeg ikke skulle sige noget, for der ville ikke blive troet på mig. I stedet pakkede jeg mine følelser væk og mærkede efter, hvordan andre havde det, og rettede ind efter deres behov uden at mærke mit eget, siger hun.

I årene efter skilsmissen sov Anns mor meget. Flere måneder ad gangen. Sådan følte Ann det i hvert fald, for moderen lå altid i sengen og var ikke til at komme i kontakt med. Uden for vinduet skiftede vinter til forår og sommer, mens hun stadig sov.

Læs også: Sangerinden Anne Marie Lindegaard blev udsat for overgreb som barn

Drak sæbevand

– Jeg passede mig selv og betroede mig ikke til nogen. Det var svært, for jeg elskede min mor og var loyal over for hende. Hun skulle ikke klandres for at være en dårlig mor, for hun havde i forvejen nok at kæmpe med.

Hun cyklede rundt på villavejene for at få tiden til at gå og komme lidt væk fra alt det triste.

– Min far virkede ikke interesseret i, at jeg blev en del af hans nye liv, så jeg måtte holde fast i min mor. Jeg spurgte ham på et tidspunkt, om jeg ikke måtte bo hos ham og hans kæreste, men der var ikke plads, siger hun.

Ann levede af franskbrød og pasta, med mindre hun fik en 20’er til grillen. Det ændrede sig i de perioder, hvor moderen havde overskud til at have kærester.

– Det var meget kontrastfyldt. Når hun havde en kæreste, kunne hun godt tage sig sammen og lave mad. Det virkede, som om det var vigtigere for hende at blive bekræftet end at være mor til mig. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor en mand var vigtigere end mig, og det gav mig følelsen af ikke at være tilstrækkelig, siger Ann.

I en periode drak hun dagligt sæbevand i håb om at gøre en ende på det hele. Ligesom hun engang spiste sin mors piller for at forsvinde fra verden.

– Jeg følte ikke, at jeg var velkommen i verden. Når det blev opdaget, fik jeg blot skældud og besked på, at det skulle jeg ikke gøre igen, fortæller hun.

Svært ved at sige fra

Ann flyttede hjemmefra som 16-17-årig, men selv om hun ikke længere boede under samme tag som sin mor, havde barndommen sat sine spor.

– Jeg endte ofte i relationer, hvor jeg havde svært ved at sige fra og har fået overskredet mine grænser. På overfladen er jeg åben og talende, men jeg har en ubevidst tendens til at møde mennesker, som kan bekræfte mig i, at jeg ikke er god nok.

Et par år efter at hun var flyttet hjemmefra, begyndte moderen at drikke i perioder, og senere udviklede hun egentlige psykoser og blev en tilbagevendende gæst på psykiatrisk afdeling. Hun kunne ringe 90 gange til Ann på én nat og indtale en masse beskeder.

– Da jeg talte med hende, kunne hun overhovedet ikke huske, at hun havde ringet så mange gange, fortæller Ann, der som 29-årig mødte sin mand, Andreas, på en bytur i København.

– Andreas har gennem årene lyttet til mine mange bekymringer omkring min mors fysiske og især psykiske helbred. Han er god til at bevare roen, siger Ann.

Læs også: Jeg tilgav min krænker

Moren var manisk

I mange år kæmpede parret med barnløshed, men da det endelig lykkedes, røg Anns mor igen ind i en manisk periode og blev voldsomt forelsket.

– Jeg er bekymret for hende, og fokus blev flyttet fra min graviditet til min mor og hendes nyeste forelskelse, som hun ville giftes med. Det var enormt ensomt, at jeg ikke kunne fokusere på min graviditet, men samtidig gik det op for mig, hvor syg min mor egentlig er. Og lige dér faldt mine illusioner og håb væk, og det var faktisk befriende, siger Ann.

Selv om hun vidste, at moderens store forelskelse ville fordampe, når manien havde lagt sig, troppede hun pligtskyldigt op til brylluppet med sit kolikramte barn på fire måneder på armen.

– Andre så hende som en lykkelig brud, mens jeg vidste, at hun var helt manisk, fortæller Ann – og hendes mor blev skilt 10 uger senere.

Overgrebet

Ann passede sit arbejde som pædagog inden for specialområdet, samtidig med at hun var mor – både for sin lille datter og sin egen mor. Barndommen var parkeret bagerst i hukommelsen.

– Jeg arbejdede også inden for et område, hvor man giver meget af sig selv. Til sidst var jeg så stressramt, at jeg ikke længere kunne huske min datters navn, siger Ann, der også er uddannet psykoterapeut.

I 2017 opsøgte Ann en massør for at få løsnet spændingerne. Hendes underbevidsthed fortalte hende, at noget var forkert, men hun overhørte alarmklokkerne og bookede en ny tid. Den fjerde gang gik det galt. Massøren forgreb sig på hende.

– Jeg var fanget bag en låst dør og troede vitterligt, at jeg skulle dø, fortæller Ann.

Hun pakkede oplevelsen væk og fortalte det ikke engang til sine nærmeste.

– Jeg følte skyld og skam ved overgrebet, og jeg ville ikke rigtig være ved, at det var sket.

Læs også: Jeg fortjente ikke at have det godt

Nu var det nok

Et år senere modtog hun et link til en avisartikel fra en veninde, som hun havde fortalt, at hun havde haft en dårlig mavefornemmelse omkring massøren. Artiklen fortalte, at Anns gerningsmand var blevet fængslet for andre overgreb. Ann gik til politiet med sin historie, men oplevelsen fik hendes egne barndomsminder frem i lyset.

– Hvis jeg som 37-årig havde svært ved at fortælle om overgrebet, hvordan er det så ikke for et barn at fortælle om et overgreb, hvis det lever i en familie, hvor der ikke er det følelsesmæssige rum til at fortælle det? siger Ann.

Den tanke blev en del af hendes roman, hvor hovedpersonen oplever et overgreb i barndomshjemmet.

– Jeg beskriver et overgreb i min bog, og det var, som om det fik prikket hul på en byld. Nu var det nok. Det er synd for den psykisk syge, men vi er nødt til at tale om, at der også nogen, der skal tage sig af de pårørende. Alle spurgte til min mor, men ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det.

Nedbryde tabuer

Ann håber, at bogen kan være med til at bryde tabuet om psykisk sygdom og udfordringerne ved at være pårørende.

– Hvis man hele tiden skal lægge låg på alt det, der er svært, bliver der heller ikke plads til alt det gode i livet. Jeg lever bedre, efter at jeg har skrevet bogen. Mit liv er blevet mere autentisk, fordi jeg har fået hul på bylden. Jeg bliver fattig i mit liv, hvis jeg ikke får lov at tale om de her ting.

I dag bor hendes mor i en ældrebolig, og Ann har et godt forhold til hende.

– Jeg elsker min mor ubetinget. Hendes sygdom er en svær livsomstændighed, men uden den ville jeg ikke være den, jeg er, og jeg ville heller ikke have kunnet skrive min roman, understreger Ann.

Læs også: Musik og natur er Aviajas terapi