Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
- Tre! To! Én! Truuut!
En høj og kontant lyd fra et supporter-horn runder nedtællingen af, og de første 18 triatlondeltagere sætter med stor kraft af fra bassinkanten. Af sted går det i de afmærkede baner i Herlufsholm Idrætscenters svømmehal i Næstved.
Badehætter i muntre farver hopper op og ned, mens svømmerne i forskellige hastigheder og en blanding af crawl, ryg- og brystsvømning arbejder sig igennem de otte baner, som den første disciplin i denne specielle triatlon kræver.
Stine Østergaard giver alt, hvad hun kan i brystcrawl, inden hun – ligesom de 109 andre deltagere – springer op af vandet og kaster sig på cyklen for at tilbagelægge de 18 påkrævede kilometer.
– Jeg elsker at svømme, så den første af de tre discipliner er noget, jeg virkelig glæder mig til, fortæller den 37-årige sportsudøver, der for tredje gang er med i foreningen BMI Brikkens BMI Tri. – en triatlon for overvægtige.
Læs også om tvillingebrødrene Steen og Peder, der gennemfører en ironman
Cykeldisciplinen skræmmer heller ikke Stine.
– Kan man ikke altid cykle? Det er lidt mere hårdt med de fire kilometer løb, vi skal afslutte med. Jeg er en forholdsvis ny løber, og det var min storebror, der for to år siden fik mig i gang. Men det var ikke nemt, da jeg vejede 128,7 kilo.
Siden da har Stine tabt over 20 kilo.
– Jeg er sådan en klassisk overvægtig. Min vægt er gået op og ned som en yoyo, og i februar i år gik jeg til lægen og bad om hjælp. Jeg er blevet 37 år og mere bevidst om alle de følgesygdomme, der kan ramme mig, så nu er det nok! Lægen anbefalede mig at tage en kold tyrker med hensyn til sukker, og det gjorde jeg. De første to uger tabte jeg fire et halvt kilo, men det var benhårdt og kostede mange tårer at undvære alt det søde.
Samtidig gik Stine i gang med at træne til BMI Tri., som bliver arrangeret af BMI Brikken, en landsforening for nuværende og tidligere overvægtige.
Formanden Gitte Terese Lynggaard fra Næstved stiftede i 2012 BMI Brikken, hvor netop alle brikker – deraf navnet – er i spil for et varigt vægttab, herunder motion. Og to år senere var første BMI Tri for overvægtige en realitet.
Arrangementet er gået over al forventning.
– Vi fik en masse tilmeldinger, og igen i år har vi intet mindre end 110 deltagere, der alle svømmer 400 meter, cykler 18 kilometer og slutter med at løbe fire kilometer.
Læs også om Mie, der vejede 104 kilo, men i dag har tre ironman-titler
Det er vigtigt for Gitte at pointere, at her ikke er tale om en konkurrence.
– Det eneste, det handler om, er, at du får en fed dag og gør noget godt for dig selv. Alle opmuntrer hinanden, og her er – uanset resultat – ingen tabere. Du kommer, som du er, tager den tid, du har brug for, og får et boost med hjem i rygsækken.
Gitte vil gerne være med til at understrege, at overvægtige ikke nødvendigvis er nogle dovne nogen, der bare sidder hjemme i sofaen og æder og drikker.
– Jeg er træt af, at mange har den fordom, at fede mennesker er dovne. Vi vil gerne i vores forening bevise det modsatte, og det forsøger vi med det årlige triatlon samt en del foredrag rundt omkring i landet om motion, kost, psyke og så videre. Vi har også et ekspertpanel, som besvarer spørgsmål fra vores cirka 500 medlemmer. Det består blandt andet af en træningsfysiolog, en diætist, en psykolog og en plastickirurg.
Men at det årlige triatlon er den vigtigste gulerod, er Gitte og Stine enige om.
– Triatlon for overvægtige er noget, jeg kan overskue, og discipliner, der er til at finde ud af, og det er fantastisk at have noget at arbejde hen imod, når man samtidig ved, at man er blandt ”ligemænd”, fortæller Stine, der drømmer om at nå ned på en vægt på cirka 75 kilo.
– Triatlon gør mig glad i låget, og jeg føler nu, at jeg har fået mere viljestyrke, end jeg nogensinde har haft før, så jeg er helt klart med igen til næste år!