Opskrifter

Bag med butterdej: 3 hjemmebagte fristelser

Søndag, 12. juli 2020Af Julie Hey. Foto: Betina HastoftFoto: Betina Hastoft
Butterdej smager skønt og kan sammensættes med et hav af ingredienser. Her får du tre lækre bageopskrifter med butterdej.
Bag med butterdej: 3 hjemmebagte fristelser

Kanelkranse

(14 stk.)

  • 75 g marcipan
  • 60 g smør
  • 60 g sukker
  • 2 spsk. kanel
  • 1 rulle butterdej
  • 1 æg
  • 3 spsk. perlesukker
  • 1 tsk. kanel

Prøv også: Kaneltærter med citruscreme

Fremgangsmåde:

Bland revet marcipan, lunt smør, sukker og kanel. Rul butterdejen ud, og smør kanelblandingen på den ene halvdel. Buk den anden halvdel af dejen over, og skær 14 tykke strimler. Sno strimlerne, og luk dem sammen, så du får små cirkler. Pensl butterdejscirklerne med æg, og drys med perlesukker vendt med kanel. Bag dem ved 180° i ca. 20 minutter.

Se også: Hurtige butterdejslinser

Små skinketærter

(4 personer)

  • 1 rulle butterdej
  • 2 porrer
  • 200 g skinkestrimler
  • 1½ spsk. olivenolie
  • 4 æg
  • 200 g flødeost neutral
  • 100 g revet emmentaler
  • Salt og peber

Prøv også: Ærtecreme i butterdej

Fremgangsmåde:

Rul butterdejen ud på en bageplade med bagepapir, og buk kanterne op. Steg snittede porrer og skinkestrimler i olie, og afkøl. Pisk æggene med flødeost, emmentaler, salt og peber. Fordel skinke-porre-blandingen på butterdejen, og hæld æggemassen over. Bag tærten ved 200° i 20-25 minutter, og servér eventuelt med salat.

Se også: Pølser i pesto

Olivensnegle

(20-24 stk.)

  • 150 g oliven uden sten
  • 2 spsk. soltørrede tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk. persille
  • 2-3 spsk. olivenolie
  • Salt og peber
  • 1 rulle butterdej

Prøv også: Marianns kartoffeltærte

Fremgangsmåde:

Blend oliven, soltørrede tomater, hvidløg og persille til en fast tapenade. Smag til med olie, salt og peber. Rul butterdejen ud, og fordel et tyndt lag tapenade på. Rul sammen til en lang rulle fra begge sider, og læg den på køl i 30 minutter. Skær rullen i skiver, og bag sneglene sprøde ved 200° i 12-15 minutter. Nydes lune som snack.

Tip: Du kan også lave snegle med en hjemmelavet pesto. Du skal blot blende: 1 bundt basilikum, hvidløg, olivenolie, pinjekerner og parmesanost.

Se også: Varme, krydrede oliven