Jeg forlader aldrig min butik

Når enkefrue Inga Frederiksen har snøret sine flade travesko str. 37 og er trådt ud af lejligheden på Østerbro, er hendes dag godt i gang. 5.000 skridt senere åbner hun døren til sin forretning, ”Elinor Infreds Kjoler”, på Nørrebro i København. Inga går på arbejde syv dage om ugen. Hun bliver 89 år lige om lidt, men forretningen er hendes liv. Intet mindre. Hun blev født som gårdejerdatter i Gloslunde på Lolland, blev som ganske ung uddannet boghandler og kåret til skønhedsdronning ved et tilfælde. Hun fordrejede hovederne på adskillige mænd, men selv havde hun kun ét i tankerne: Hun ville være selvstændig. Det blev hun under navnet Elinor Infred.

Inga har ikke kun gået i flade sko. Hun har også gået på 12 cm høje hæle og været filmstjernen Elinor Infred i filmen ”Villa Vennely”, eller som den hed i udlandet: ”Copenhagen Callgirls”. Hun har også været ”Københavns Kjoledronning” i 1970’erne. Hun har haft mange titler, men først og fremmest har hun altid været en kvinde med begge ben på jorden og en vilje til at ”spytte i næverne og få tingene ordnet”, som hun siger.

Ingas butik, ”Elinor Infred Kjoler”, putter sig mellem boligblokke og erhverv i Mimersgade på Nørrebro. Udenfor raser verden forbi, indenfor er der brunt træ, orange lys og kjoler til alle. Bøger til de ledige øjeblikke, en blød sofa, tre omklædningskabiner og en kvinde, der kan huske, hvordan en camisole ser ud, og hvad ”tricot charmeuse” er. Inga sælger det hele i en drøm af en butik, som hun købte i 1963.

– Jeg er født i 1933, og i mit barndomshjem var vi fem børn. Vi skulle alle have en uddannelse, det var der aldrig tvivl om. Jeg ville på handelsskolen, og jeg ville have mit eget. Jeg var også tidligt klar over, at jeg hverken ville giftes eller have børn, siger Inga.

Men på et punkt måtte hun give sig, eller som hun selv siger:

– Jeg blev tvangsindlagt til et ophold på en husholdningsskole, hvor jeg lærte at lave kråsesuppe og vandgrød. Da det var slut, kom jeg på handelsskolen, og så begyndte det sjove.

Skønhedsdronning

Der sad et godt hoved på Inga, så hun forlod skolen året efter med en flot eksamen og med konsul Krøyers æreslegat på 75 kroner. Derfra fik hun besnakket ejeren af Ole Wegges boglade i Nakskov til at tage hende ind som elev. Den unge dame ville være boghandler, og selv om boghandleren havde forestillet sig en alvorlig ung mand i stillingen, sagde han nølende ja til Inga.

– Det var heller ikke en dum idé, for derefter dukkede der utrolig mange læselystne unge mænd op i den lille boglade, tilføjer Inga tørt.

Hun var en efterstræbt pige. Hun havde glimt i de store mørke øjne, sorte krøller og et smil, der kunne smelte hvem som helst. I 1960 fik hun en ny titel.

– Min veninde og jeg var blevet inviteret til fest i roklubben af to unge mænd. Vi tog med, selv om jeg ikke var vild med at danse. Jeg danser som en mudderpram i havsnød. Vi dansede løs, og så viste det sig, at vi havde deltaget i en skønhedskonkurrence. Jeg blev kåret som Miss Nakskov. Det var bare for sjov, og jeg havde ikke regnet med, at jeg ville få så meget ballade med boghandleren: Han var rasende, for jeg skulle ikke blamere hans forretning, sagde han.

Inga elskede både tøj og bøger, og hun havde startet et lille designfirma ved siden af sit job i boghandelen. Hun lavede sine egne mønstre til smarte bluser, og nu måtte idéen briste eller bære. Inga var blevet 29 år, og nu ville hun opleve livet i storbyen.

Hun landede i København i 1963, fandt sig en lille bitte lejlighed og løb ind i en mand på gaden, der gav hende et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

– Det var en rigtig pæn engelsk gentleman, der spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at være med i en film? Det var en film om Christine Keeler, en virkelig person, der havde været callgirl og elskerinde for både den engelske forsvarsminister John Profumo og en sovjetisk flådeattache, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg blev vældig smigret og sagde ja tak, for det lød spændende. Jeg var bare statist, men det var sjovt at være med i en film, så det ville jeg da gerne prøve igen. Kort efter fik jeg et helt andet slags tilbud: Om jeg ville være med i den danske film ”Villa Vennely”? Jeg skulle spille hovedrollen som den prostituerede Anita. Det var sådan en vovet film. Dengang var pornoen jo ikke frigivet. Filmen hed også ”Copenhagen Callgirls” og handlede om druk, prostitution og narkomani. Alt det så jeg nu ikke noget til: Jeg betingede mig bare, at jeg i hvert fald ikke skulle smide mit undertøj, men til gengæld havde jeg sort undertøj på, og dengang var det ufattelig vovet. Det var en meget mærkelig film, men der blev bestemt lagt mærke til den.

Manden i Ingas liv

Filmen lovede ”orgier, piger, natteliv og kriminalitet”. Mænd brød ind i biografernes udstillingsskabe for at snuppe filmbillederne af de letpåklædte damer, og Inga fik bæreposer fulde af fanbreve fra unge mænd fra hele verden.

Hun blev interviewet til aviserne om sin rolle, men skuffede de nysgerrige ved at stå fast på, at unge kvinder burde tage en uddannelse og lade være med at gifte sig og da slet ikke få børn. Da hun havde sagt det, fik hun også breve fra mennesker, der mente, hun kastede smuds på ordentlige kvinder, men Inga var ligeglad.

– Mens jeg var i lære, tjente jeg 75 kroner om måneden. Da jeg var uddannet, fik jeg 750 kroner om måneden. For en måneds arbejde på den film tjente jeg 15.000 kroner. De penge brugte jeg på at købe den forretning, jeg har i dag. Den kostede 1.700 kroner, og så var ”Elinor Infreds Kjoler” en realitet. Jeg blev tilbudt at være med i den næste film, ”Stenbroens Helte”, men jeg sagde nej tak, siger Inga.

Der var nemlig sket noget andet i Ingas liv. Hun havde mødt en mand: Bjørn. Han var styrmand ved Mærsk

– Vi var ikke blevet gift på det tidspunkt, men han var den dejligste mand, jeg nogensinde havde mødt. Han gik i land, for det, syntes han, var det bedste, fniser Inga.

– Jeg holdt ham faktisk hen i syv år, før vi blev gift, og nej, jeg kan ikke huske, hvornår vi blev gift. Han gik også med til, at vi ikke skulle have børn. Han var den mest vidunderlige mand, og alene det, at han faktisk holdt ud at leve sammen med mig i 46 år, var en præstation.

Styrmanden fik sit eget job på landjorden. Inga havde sin kjolebutik, og i løbet af de næste 10 år udvidede hun med fem andre butikker spredt over hele byen. Hun blev kaldt ”Københavns kjoledronning”. Det gik fint, lige indtil økonomien ramlede.

– Jeg var nok lidt for enfoldig. Jeg troede på de mennesker, jeg havde ansat, så jeg opdagede ikke, at det ikke var alle beløb fra forretningerne, der blev bogført. En dag fortalte min revisor mig, at jeg havde en kæmpegæld. Det endte med, at jeg måtte lukke de fem nye forretninger, men heldigvis fik jeg lov til at beholde den her lille butik, som jeg havde startet med. ”Nu må du sgu’ spytte i næverne og komme i gang”, sagde jeg til mig selv, for jeg ville ikke skylde penge væk.

Inga og Bjørn lejede en bil, stoppede den med kjoler og kørte rundt til alle plejehjem i København, hvor de holdt kjoleudsalg. Det blev en kæmpe succes, og fem år senere var hun gældfri.

Hver eneste morgen sagde Bjørn til sin kone, at hun var en smuk kvinde, indtil han blev syg med demens og døde. De fik 46 år sammen. De 42 var fantastiske. De sidste fire var hæslige, siger Inga.

Nu kan hun kalde sig enkefrue Frederiksen, og hun kunne også med sindsro leve pensionistlivet i lejligheden på Østerbro, hvis hun ville. Men det vil hun ikke. Faktisk har hun først for nylig besluttet sig for at lukke butikken klokken 17 i stedet for, som normalt, klokken 19.

– Årene efter 70 er de allerbedste i mit liv. Nu er der ikke længere nogen, der forventer noget af mig. Jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil. Jeg håber, jeg får lov at dø i min forretning den dag, jeg er gammel nok, siger Inga.

Men indtil da skifter Inga sine pæne butikssko ud med de flade, når klokken er blevet 17. Så lukker og slukker hun i butikken, sætter skridttælleren til og går hjem. Nøjagtig 5.000 skridt, og så er hun hjemme på Østerbro. Man skal jo holde sig i form, som hun siger.