Frigga er fem år og sikker på, der vil være en skattejagt, så hun træner målbevidst hver dag med at lære endnu flere bogstaver, så hun ikke går glip af noget.
Storesøster Lotus på 12 år glæder sig mest til at møde vennerne fra sidste år. Og deres mor, Liv?
Hun har bare travlt, for hun er sammen med fem andre enlige forældre i fuld sving med at arrangere campingferie for enlige forældre i Terndrup i Nordjylland.
Liv Andrés, Peter Hansted og fire andre enlige forældre fik den gode idé at arrangere en fælles campingferie for enlige forældre med børn. Det er blevet til en ferie i en spejderborg med omgivende arealer, og de seks mennesker har gjort et kæmpe stykke arbejde for at gøre det til en succes, som alle kan få råd til. Det koster 1.799 kroner for en uge i telt inklusiv mad og fornøjelser, og der er plads til 28 familier på pladsen pr. uge, men man skal også deltage i fællesskabet, for madlavningen og oprydningen går på tur. Det handler kort sagt om at være sammen, men først og fremmest handler det om at give børnene en god ferie.
De færreste enlige forældre vælter sig i penge, og netop nu hvor alt stiger og stiger, er det svært bare at klare hverdagene, så rigtig mange familier har strøget ferien fuldstændig, fortæller Peter og Liv, der begge kender det fra deres egne hverdag, men de kender også ønsket om at gøre det allerbedste for børnene.
Liv, Peter og de andre fire mød-te hinanden sidste år på en anden ferie for enlige forældre.
– Det var en fantastisk oplevelse. Alle børnene fandt lynhurtigt nye venner, og vi voksne kunne både være sammen med børnene og have tid til bare at sidde sammen ved bålet og snakke med et andet voksent menneske, når børnene sov. Det ville vi gerne gøre muligt for endnu flere, og så lavede vi en campinggruppe på Facebook, siger de to.
Liv og Peter og de andre forældre er sande mestre i at organisere og skaffe ting til campingferien.
Peter er uddannet kok og har lavet detaljerede opskrifter på alt fra kylling i karry til morgenmad, Liv ordner alt det med ordene. Michael er spejderleder i Terndrup, og gennem ham har gruppen fået lov at leje Spejderborgen, og borgerne i Terndrup bakker også op om familielejren. Derfor har lejren fået gode aftaler med den lokale svømmehal og andre børnevenlige steder i Terndrup, desuden er der planlagt hemmelige overraskelser, som vi ikke må fortælle om – fordi de jo netop er hemmelige.
Alle står sammen om at give børnene en god ferie. Men hvad er en god ferie egentlig? For nogle er det en uge sydpå, for nogle er det at bestige et bjerg eller shoppe sig igennem en storby.
For Frigga er en god ferie at være med til at lave en skattejagt, for Lotus er det at møde venner, men også noget andet:
– Det bedste var faktisk at se, hvor glad min mor var, da vi var på ferie sidste år. Hun strålede, og vi var med i et fællesskab, hvor vi alle gjorde noget for hinanden og snakkede med hinanden, synes Lotus.
Begge pigerne er enige om, at det bedste også er, når man synger, mens man sidder rundt om bålet om aftenen.
Hverdagene er ikke altid lette,når man er enlig forældre. Når man ikke har et arbejde på grund af sygdom, og man synes, man burde gøre det hele så meget bed-re, og hvorfor kan man nu ikke bare give sine børn alt det, de ønsker sig? Måske kan man i stedet for give dem det, de ikke vidste, de ønskede sig.
Sidste år opdagede Lotus for eksempel, at hun havde ko-tække. De var på besøg på en gård med køer, og Lotus fandt pludselig ud af, at køer er venlige skabninger, som hun ikke er bange for.
Peters søn, William, lærte at fange krabber, og Frigga sov i telt helt tæt sammen med mor, og det var noget af det bedste.
Derfor pakker Liv og pigerne i Sorø telt, badetøj og myggespray sammen, mens Peter tjekker sin opskriftssamling på enkle middagsretter igennem. Michael i Tversted har gjort alt parat i Spejderborgen, og adskillige mennesker og firmaer har doneret forskellige ting til det glade lejrliv. Alle har gjort et kæmpearbejde for fællesskabet. De kunne have valgt at blive hjemme i Sorø, København og hvor de ellers bor, men det gjorde de ikke.
– Fordi vi synes, det er fantastisk at se, hvor glade familierne bliver, når vi er ude sammen. Det er skønt at møde andre og opdage, at man ikke er den eneste i verden, der måske har nogle problemer med at være alene, med at få pengene til at slå til, eller hvad det nu kan være. På sommerlejren kan vi snakke med hinanden, og her er der ingen, der fordømmer nogen. Vi er bare forældre og børn på ferie, siger Liv og Michael.
Vil du på ferie i Terndrup med Michael, Liv og andre enlige forældre? Så skal du skynde dig ind på Facebook og melde dig ind i gruppen "Fælles camping for enlige forældre". Man kan komme afsted til og med uge 30.
Det koster 1.799 kr. for en uges ferie i medbragt telt med mad og saftevand.