Barn med træg mave

Fredag, 29. december 2023
Lotte Bang
Foto: Colourbox
"N" har en 4-årig søn, der ikke vil lave stort på toilettet. Sønnen siger, at det gør ondt. "N" spørger familielægen, hvad de skal gøre.
A child on the potty plays with rolls of toilet paper.

Kære Lotte

Vi har toiletproblemer med vores søn på fire år. Han smed bleen sidste år, og siden har han ikke været glad for toiletbesøg, hvor der skal laves stort. Det gør ondt i numsen, siger han, og derfor vil han helst ikke.

Når han ikke kommer ordentligt på toilettet, bliver han forstoppet, og så er det igen maven, der gør ondt.

Hvad i alverden gør vi?

Hilsen N.

Kære N.

Det er faktisk et problem, jeg hører om temmelig tit.

Mange børn har besvær med afføringsvanerne, og det skyldes ofte, at toiletforhold i diverse institutioner ikke er så rare, og at børnene sjældent giver sig ordentlig tid til at komme af med det hele, fordi de gerne hurtigt vil ind og være med i legen igen.

Jeg vil foreslå, at I starter med at tænke kost og drikkevaner igennem. Fiber og rigelig væske er med til at gøre afføringen blødere og nemmere at komme af med. Figensaft samt svesker hjælper også, hvis det er noget, han kan lide.

Hyggelige toiletvaner med god tid, ro og måske bøger kan så være næste trin. Måske kan det blive en vane at besøge toilettet sidst på eftermiddagen, når leg med mere er overstået.

Dernæst findes andre hjælpemidler samt eventuelt lokalbedøvende creme til numsen, men alt det synes jeg, I skal tale med egen læge om, hvis andet ikke virker.

Kærlig hilsen Lotte