Er det farligt med al det gylp?

Fredag, 12. juli 2024
Lotte Bang
Foto: Colourbox
"L og M" har et barnebarn på fire uger, der gylper rigtig meget. De vil nødigt gøre forældrene urolige og spørger derfor familielægen, om der er noget galt.
Mor og nyfødt barn

Kære Lotte

Vores barnebarn på fire uger gylper rigtig meget. Hun er vores andet barnebarn, og hendes storebror gylpede ikke, så det er lidt uvant for os.

Det ser jo voldsomt ud med al det gylp, og vi er nervøse for, om noget er galt, eller om hun måske kan mangle kalorier, hvis al mælken gylpes op igen efter et måltid.

Vi vil nødigt gøre forældrene urolige, så nu spørger vi altså dig. Hvad mener du?

Hilsen L og M

Kære L og M

De fleste spædbørn gylper mere eller mindre, og ja, det kan se ud, som om hele måltidet kommer op igen, hvad det meget sjældent gør. Hvis du selv vælter et glas med lidt væske, ser det som regel også ud af mere, end det reelt er.

Heldigvis er der jo hyppig kontrol fra både sundhedsplejersken og lægen i starten, og her vil det blive opdaget, hvis barnet ikke trives eller mangler mad.

Lukningen til spiserøret er ofte lidt slap hos spædbørn. Luften, som barnet kan have slugt under måltidet, bliver bøvset op, og lidt mælk slipper med ud, og vupti, barnet gylper.

Hvis barnet gylper i store, nærmest eksplosive, stråler efter hvert måltid og desuden fortsat virker sultent, kan det dreje sig om en meget sjælden tilstand hos spædbørn kaldet mavemundsforsnævring.

Det kan behandles med en lille operation, og er der tale om mavemundsforsnævring, vil det blive opdaget hurtigt, for barnet vil mistrives og ikke tage på, som det skal.

Alt er formentlig, som det skal være, og det er jo erfarne andengangsforældre, I har med at gøre, som nok skal reagere ved bekymring.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk