Jeg må ikke godnathygge med min søn

Min kæreste gennem de seneste to år har fra start af vores forhold haft det anstrengt, med at jeg bruger tid på godnathygge med min yngste søn på nu 12 år, 15-20 minutter omkring sengetid.

Jeg prioriterer meget den tid sammen med ham, hvor vi snakker om, hvad der har været af oplevelser i dagens løb, og han fortæller om det, der interesserer ham, og vi læser også tit. Min søn holder lige så meget af disse små mor-søn-tider, som jeg gør. Jeg har spurgt ham, om han hellere bare vil sige godnat uden, men han siger, det er hyggeligt.

Til gengæld synes min kæreste ikke, det er godt for min søn. Han mener, jeg fastholder ham i en unaturlig mor-tilknytning og begrænser hans naturlige udvikling. Han siger, at jeg bare skal sige godnat og stoppe “ritualet”, som han kalder det.

Jeg bliver vred over, at min kæreste vil styre, hvordan jeg er sammen med min søn. Og jeg bliver ked af det, når han siger, at jeg stopper min søn i at udvikle sig, som “rigtige“ drenge skal.

Jeg har to sønner, og de klarer sig supergodt både socialt og i skolen. Jeg er glad for mine børn og har altid prioriteret tid og oplevelser med dem. Min kæreste har også børn, men de er voksne, og det er han glad for, fordi, som han siger, nu trænger han til voksentid.

Det skal lige siges, at han er glad for mine børn og gør meget for dem. Jeg oplever bare også denne irritation fra hans side, når jeg gør noget sammen med eller for mine børn.

I starten af vores forhold bøjede jeg mig meget og skar ned på den tid, jeg brugte på børnene – også selv om jeg hellere ville bruge tiden på mine børn. Nu vil jeg ikke længere bøje mig.

Jeg har besluttet, at hvis jeg føler, jeg har brug for at være sammen med mine børn eller omvendt, så bliver det sådan, selv om det giver anledning til konflikt med min kæreste.

Så kære Puk, er jeg forkert på den? For mor-agtig? Fastholder jeg min søn for meget, så han ikke kan udvikle sig normalt?

Min anden søn er 16 år, og ham tager jeg mor-søn-snakke med på andre tider af dagen, hvor det falder naturligt.

Jeg bliver helt hidsig, når jeg læser dit brev. Jeg skal jo altid finde min indre diplomat frem, når jeg svarer på diverse breve, og for det meste falder det mig meget naturligt, men lige i det her tilfælde har jeg lyst til bare at råde dig til at sige ”knyt sylten” til din kæreste.

Hvad er det for noget forvrøvlet sludder, at man ikke laver selvstændige drenge, fordi man bruger tid på at putte dem og lukke dagen ordentligt ned? Det passer ikke.

Du skaber derimod en ung mand, der går ud i livet med oplevelsen af, at det er fint at kommunikere, og det er okay at tale om tingene. Noget, en del mænd burde have lært hjemmefra allerede fra barnsben. Fortsæt du endelig med det.

Hvis du lå i ske og ammede din 12-årige, skulle vi måske have en kammeratlig samtale, men at du bruger en aftenstund til lige at tjekke ind og mærke, hvordan han har det, ser jeg absolut ingen problemer i. Tværtimod.

Hvis jeg så skal finde den føromtalte diplomat frem, skal du måske se på dit forhold til din kæreste. Føler han sig overset? Har du trukket dig fra ham? Det KAN være derfor, han øffer over putning, fordi han ikke kan finde ud af at sætte ord på, at han føler sig efterladt i jeres parforhold.

Det er tid til et parforholdstjek og en forventningsafstemning. Ofte hører frustrationerne hjemme et helt andet sted end der, hvor de kommer ud. Det må du se på, men du skal ikke give dig i forhold til dit aftenritual med din søn.