Mistet ur – og mistet tillid

Jeg har et problem, der er virkelig svært at løse. Det synes jeg i hvert fald, og nu vil jeg gerne høre din mening.

Jeg er papmor, bonusmor eller hvad man nu kalder det, til en ung pige og to drenge. Jeg har ingen biologiske børn.

Pigen og jeg har altid hygget os med mode og interiør og kan begge lide smukke ting.

Jeg havde et armbåndsur af et dyrt mærke liggende og tænkte, at det ville gøre mere glæde, hvis det blev brugt. Det er et ur til mange tusinde kroner, og da jeg besluttede at låne min papdatter det, sagde jeg til hende, at det var kostbart, og at hun skulle passe godt på det.

Det lovede hun, og jeg var tryg. Hun er en fornuftig ung kvinde.

Nu er der så sket det, jeg frygtede. Uret er væk.

Hun har bare ikke selv fortalt mig det endnu. Jeg ved det, fordi hun har sagt det til en af sine søskende. Så dels er uret væk, og samtidig har hun åbenbart ikke turdet fortælle mig det.

Jeg går og venter på, hun skal komme til mig, men nu er der gået lang tid. En enkelt gang har jeg spurgt, om hun er holdt op med at bruge det, men der sagde hun, at hun bare havde glemt at tage det på.

Jeg har ikke sagt noget til hendes far.

Hvad i alverden gør jeg?

Jeg er virkelig skuffet. Både over at uret er væk, men i høj grad også over at hun ikke har været ærlig.

Hvordan tackler jeg denne situation, og skal jeg i øvrigt bede hende erstatte det kostbare ur?

Æv for en kattepine.

Ja, den er svær.

Det første, du må gøre, er at spørge hende, hvad der er sket med uret. Du er nødt til at spørge ligeud. Hun kan åbenbart ikke finde modet til at komme til dig. Hun er jo givetvis dybt ulykkelig og flov over situationen.

Du må gå forrest her. Vis hende, at man siger sandheden, og du ved jo, at uret er væk. Når hun så har fortalt dig, hvad der er sket, må I tage en snak om tillid.

Med mine egne børn har jeg selv altid følt, at det værste svigt var, når der blev løjet. Alle kommer i problemer indimellem, også vores børn, men når de lyver for at skjule det, er det ekstra svært.

Jeg har altid sagt til vores unger, at alt kan løses. Men de er nødt til at åbne munden og fortælle, hvad der er sket.

Jeg ved ikke, om hun skal betale for uret. Det lyder dyrt, og det er sikkert uoverskueligt for en ung pige, men det må I jo tale jer frem til.

Uret er væk. Det kan vi nok ikke lave om på. Tilliden er også væk, men den kan genopbygges, og du kan som den voksne være den, der guider og lærer fra dig.

Jeg tror, denne situation kan være definerende for den unge pige, og jeg tror, hun kan lære rigtig meget. Du tog en chance, lånte hende noget lækkert og kostbart. Det var fint og stort af dig. Desværre gik det galt, men I skal videre sammen.

Se at få talt med hende.