Vi er et ægtepar, som har lidt af en konflikt med vores søn og svigerdatter. De blev gift for omkring 10 år siden, og vores forhold til svigerdatteren har aldrig været rigtig hjerteligt.
Vi har altid forsøgt at komme hende i møde på den bedste måde, selv om hun ikke har været nem at omgås, sådan at forstå, at hun har haft meget nemt ved at blive fornærmet over det ene eller andet.
De har en skøn dreng på seks år, og det var så dejligt for os at blive bedsteforældre. Vi har ofte passet ham, men det er også sket, at de har bedt os passe ham, og vi har sagt nej, fordi vi havde andre planer. Og så er hun godt nok blevet sur.
Min mand har hjulpet dem med flere praktiske ting i deres hus, men hvis vi har bedt om hjælp til et eller andet, har der aldrig været tid. Det er sjældent, at vi har været inviteret til noget hos dem, mens hendes forældre kommer der jævnligt.
Men nu er der altså en konflikt, som handler om penge. De har haft en stram økonomi, ikke mindst fordi de har været slemme til at købe på afbetaling eller tage kviklån. Min søn sagde en gang direkte til mig, at han ikke orkede at tage diskussionen, hvis der var et eller andet, hun gerne ville have.
Nu har min mand og jeg arvet en sum penge fra min svigermor, som døde efter nogle år på plejehjem. Og hun havde penge fra et hus, der var solgt.
Ikke længe efter begravelsen sad vores søn og svigerdatter hjemme hos os, og han begyndte at tale om, at forældre jo kunne give deres børn et skattefrit beløb hvert år. Det var der nemlig en af hans venner, der havde fået.
Det er ikke en stor arv, vi har modtaget, og vi har ikke haft den bedste økonomi, fordi min mand var nødt til at gå på efterløn på grund af nedslidning. Nu er vi pensionister, og vi vil gerne ud at rejse og i det hele taget opleve noget. Vi har også en datter, og skulle vi give den ene et skattefrit beløb, skulle den anden jo også have, og så ville pengene snart være væk.
Efter den samtale hos os ringede vores søn til sin far og spurgte, om vi havde tænkt over det med den skattefrie gave. Og min mand sagde direkte, at det kunne der ikke blive tale om. Så nu er der fuldstændig tavshed fra den unge familie.
Vi har prøvet at ringe og sms’e, og vi har spurgt, om barnebarnet kunne komme på besøg, men der kommer slet intet svar.
Der er snart gået et halvt år på den måde. Det er jo helt urimeligt fra deres side, og min mand mener, vi bare skal lade som ingenting og lade dem være. Men jeg er ked af at have mistet kontakten til min søn og barnebarn.
Hvad synes du, vi skal gøre?
Farmor og farfar
Sikke en dum situation.
Har du prøvet selv at kontakte din søn? Hvis det er din mand, der opfattes som ”bussemanden”, kan det være, du alene skal opsøge din dreng og spørge ham, om I ikke kan løse det her, for du savner ham.
Kan der opstå en mulighed, hvor du kan være alene med din søn, så I kan få talt sammen?
Har du et godt forhold til din søns svigerfamilie? Det kunne måske også være en indgang til at få løsnet op.
Måske kan du og svigermor få en god samtale? I har jo sikkert et fælles mål, nemlig at se jeres børn trives. Kan du kontakte din svigerdatter? Kvinde til kvinde.
Selvfølgelig skal I ikke lade jer afpresse. Det holder ikke, at I kun kan se jeres familie, hvis I giver dem penge. Men jeg tror, det er gået i hårdknude, fordi de to mænd har sat hårdt mod hårdt, og nu skal der en anden energi på banen.
Følg din intuition. Hvordan vil du gerne selv løse det her, gå med den fornemmelse. Måske åbner det nye muligheder, for den maskuline energi mellem far og søn er kørt fast.
Jeg håber, I løser det.
Mange hilsner fra Puk