Suk! Ja, jeg sukker, for nu står julen for døren endnu engang. Da jeg var lille, elskede jeg julen, men nu er den faktisk en pest.
Jeg er gift med en dejlig mand. Vi har to små børn, og vi er så heldige, at vi har bedsteforældre på begge sider. Efter vi er blevet forældre, holder vi altid julen hjemme hos os, og alle bedsteforældrene er velkomne.
Det begynder altid hyggeligt, men så under middagen går det galt. Min svigerfar drikker alt for meget. Han bliver dum og usammenhængende.
Han bliver ubehagelig. Begynder at tale ned til sin søn, og så vil han diskutere politik og især indvandre. Det fyger med racistiske bemærkninger, og jeg er bestemt ikke interesseret i at lade vores børn opleve den slags. Hverken at han taler så grimt til deres far eller om andre mennesker i det hel taget.
Han er faktisk sød i det daglige. Hjælper os ofte i haven osv, men det er, som om han bliver besat af dæmoner juleaften.
I 2018 gik det helt galt, og hans kone – altså min svigermor – styrtede ud i køkkenet og græd ned i viskestykkerne, og da vi skulle pakker gaver op, var det i tavshed. Til sidst var han så fuld, at han faldt i søvn i et hjørne og snorkede højt.
Børnene er nu store nok til at forstå, at den er gal, og jeg kan simpelthen ikke overskue sådan en jul igen.
Hverken min mand eller min svigermor vil tale om det. De fejer det ind under gulvtæppet og siger, at så slemt var det jo heller ikke. Men det var det. Hvad gør jeg?
Nissemor
Du går til nældens rod. Din mand er tydeligvis ikke vokset op med, at man taler om tingene, så du får ikke hjælp fra hverken ham eller hans mor.
Du går til farmand. Du siger lige ud, at den opførsel, han udviste i 2018 (og de foregående år), tåler ikke en gentagelse.
Du ridser situationen op. I korte sætninger opsummerer du scenariet fra de juleaftener, og så fortæller du ham, at du har besluttet, at der maksimalt bliver drukket ét glas vin under middagen. Punktum.
Hvis han kan acceptere de betingelser, er han velkommen, og ellers er han ikke.
Umiddelbart tænker jeg, at det er en snak, I to har. Det skal du sige til ham. Jeg tror, det er vigtigt, at han får lov at bevare sin værdighed og ikke bliver stillet til skue for hele familien, så meddel ham, at det er en sag mellem dig og ham.
Jeg håber, han giver dig håndslag på aftalen. Husk at aftale, hvad konsekvenserne er, hvis han ikke overholder. Så er det hjem i seng. Bedstefar er træt.
Hvis du mangler modet til at tage denne konfrontation, så tænk på dine børn. Så finder du modet.
Held og lykke og god jul, når I kommer så langt.
Varme hilsner fra Puk
Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.
Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?