Diabetes, gigt, demens, kræft og andre alvorlige sygdomme kan gøre det svært at have sex på samme måde og i samme omfang som før sygdommen, men det behøver måske heller ikke altid være dét, der er målet?
Hvis tilgangen til sex er, at det skal være så godt som muligt under de nye forhold, åbner der sig ofte en række nye muligheder.
Det siger Lotte Sehested, der er master i sexologi og diabetessygeplejerske på Steno Diabetes Center Copenhagen.
Hun ved om nogen, hvordan bl.a. diabetes og diabetesbehandling kan give seksuelle udfordringer, fordi både krop og psyke kan være under pres med en kronisk sygdom som diabetes.
Forandringerne behøver dog ikke stå i vejen for et godt sexliv.
– Et velfungerende sexliv kan se ud på mange måder. Ofte handler det om at fokusere på det, der er dejligt, og som stadig kan lade sig gøre, og ikke på de begrænsninger, der er forbundet med sygdommen, siger Lotte Sehested.
Sexologen er klar over, at nogle tror, at sex ikke står højt på kroniske syges prioritetsliste. Sådan er det da også for nogle, men langt fra for alle.
– Menneskets seksuelle drift mindskes ikke nødvendigvis, fordi vi bliver syge, får medicin eller bliver gamle. Det er forkert at gå ud fra, at personer med diabetes og andre kroniske sygdomme ikke har lyst til sex eller ikke er interesserede i et sexliv, siger Lotte Sehested.
Kilde: Lotte Sehested