Giraf-sweater

Tirsdag, 19. marts 2024
Opskrift og foto: Viking Garn
Denne sweater vil med garanti vække begejstring hos modtageren – og også hos dig, efterhånden som det bedårende dyremotiv dukker frem af strikketøjet.
Giraf-sweater

Strikkeopskrift på giraf-sweater

Størrelse: 2 (4) 6 (8) 10 (12) år

Overvidde: 60 (65) 70 (74) 79 (84) cm

Hel længde: 36 (40) 45 (50) 54 (58) cm

Ærmelængde: 23 (28) 31 (36) 40 (43) cm

Garn: Viking Garn Baby Ull (100 % superwash merinould)

Garnforbrug:

Lys blå nr. 320: 2 (3) 3 (3) 4 (4) nøgler

Lys gul nr. 342: 1 (1) 1 (2) 2 (2) nøgler

Okkergul nr. 375: 1 (1) 1 (1) 1 (1) nøgle

Grågrøn nr. 338: 1 (1) 1 (1) 1 (1) nøgle

Vejledende pinde: Pind nr. 2½ og 3

Strikkefasthed: 28 m glatstrik på pind nr. 3 = ca. 10 cm i bredden

Info: Når der strikkes mønster med flere farver, er det vigtigt at holde trådene ens på fingeren gennem hele arbejdet. Dvs. at ligger den mørke tråd forrest på fingeren, skal den ligge således gennem hele arbejdet.

Sådan gør du:

Krop:

Slå 166 (178) 192 (204) 218 (230) m op med lys gul på pind nr. 2½, og strik ca. 4 (5) 5 (5) 5 (6) cm rundt i rib, 1 ret, 1 vrang.

Skift til pind nr. 3. Strik 1 omg glatstrik, og tag på denne omg jævnt fordelt ud til 169 (182) 195 (208) 221 (234) m. Sæt et mærke i hver side med 85 (91) 98 (104) 111 (117) m til forstykket og 84 (91) 97 (104) 110 (117) m til bagstykket. Strik rundt i mønster I efter diagrammet, derefter lys blå glatstrik. Når arbejdet måler ca. 22 (25) 29 (33) 36 (39) cm, lukkes 12 m af i hver side til ærmegab (6 m på hver side af mærket).

Læg arbejdet til side, mens ærmerne strikkes.

Ærmer:

Slå 46 (48) 48 (50) 52 (52) m op med lys blå på pind nr. 2½, og strik ca. 4 (5) 5 (5) 5 (6) cm rundt i rib, 1 ret, 1 vrang.

Skift til pind nr. 3. Strik glatstrik, og tag på 1. omg jævnt fordelt ud til 48 (50) 52 (54) 54 (56) m. Sæt et mærke ved omg’s begyndelse (= midt under ærmet), og tag 1 m ud på hver side af mærket ca. hver 2,5 (2,5) 2,5 (2,5) 2 (2) cm, til der er 62 (68) 72 (78) 84 (90) m på omg, og ærmet måler ca. 23 (28) 31 (36) 40 (43) cm. På sidste omg lukkes 12 m af midt under ærmet (6 m på hver side af mærket).

Strik det andet ærme på samme måde.

Bærestykke:

Strik alle delene ind på samme pind nr. 3, med ærmerne over de aflukkede m på kroppen, og strik samtidig den første og sidste m på hver del ret sammen (= midtermaske i raglanindtagning) = 241 (266) 287 (312) 337 (362) m på omg.

Sæt et mærke i alle fire sammenføjninger, og tag nu ind til raglan således: Strik til 2 m før første midtermaske. Tag den næste m løs af, strik 1 ret, og træk den løse m over. Strik 2 m ret sammen. Gentag indtagningen i hver sammenføjning på hver 2. omg, til du har 19 (22) 24 (27) 29 (32) raglanindtagninger i højden, og der er 89 (90) 95 (96) 105 (106) m tilbage på omg.

Halskant:

Skift til pind nr. 2½. Strik 2 omg glatstrik, og tag på 2. omg jævnt fordelt ind til 86 (88) 92 (94) 98 (100) m. Strik derefter rundt i rib, 1 ret, 1 vrang, til halskanten måler ca. 5 (5) 6 (6) 6 (6) cm. Luk af med ret over ret og vrang over vrang.

Montering:

Fold halskanten dobbelt mod vrangsiden, og sy den til. Sy sammen under ærmerne. Hæft ende.

Diagram til girafsweater
Foto: Viking Garn