Størrelse: 2 (4) 6 (8) år
Passer brystmål: 53 (58) 63 (67) cm
Overvidde: 65 (70) 75 (79) cm
Hel længde: 33 (36) 40 (44) cm
Garn: Rigmor by Permin
Garnforbrug: 4 (4) 5 (6) ngl 886519
Vejledende pinde: 3,5 og 4 mm rundp (40 eller 60 cm), 3,5 og 4 mm strømpep
Strikkefasthed: 22 m x 30 p glatstrik på 4 mm p = 10 x 10 cm
Forkortelser: m = maske, r = ret, vr = vrang, p = pind, dr = drejet, sm = sammen, omg = omgang, MM = maskemarkør
Info: Sweateren strikkes rundt i glatstrik nedefra og op. Ærmerne strikkes rundt og sys på senere.
Krop: Slå 144 (154) 166 (174) m op på 3,5 mm rundp, og strik 4 cm rundt i rib (1 r, 1 vr). Sæt en MM i begyndelsen af omg og igen efter 72 (77) 83 (87) m.
Skift til 4 mm rundp, og fortsæt i glatstrik, til arbejdet måler 19 (21) 24 (27) cm.
På næste omg lukkes 4 m af på hver side af MM, og for- og bagstykke strikkes færdig hver for sig = 64 (69) 75 (79) m. Arbejdet måles nu herfra.
Bagstykke: Fortsæt frem og tilbage i glatstrik, og luk af til ærmegab i hver side på hver 2. p for 2 m 1 gang og 1 m 2 gange = 56 (61) 67 (71) m.
Fortsæt lige op, til arbejdet fra ærmegabet måler 12 (13) 14 (15) cm. På næste p sættes de midterste 24 (25) 29 (31) m til hvile på en maskeholder = 16 (18) 19 (20) m til hver skulder.
Strik hver side færdig for sig, og luk yderligere 1 m af i halssiden på næste p = 15 (17) 18 (19) m. Strik, til arbejdet fra ærmegabet måler 14 (15) 16 (17) cm, og luk af.
Strik den anden side på samme måde, blot spejlvendt.
Forstykke: Strik som bagstykket, til ærmegabet måler 10 (10) 11 (11) cm. På næste p sættes de midterste 18 (19) 23 (23) m til hvile på en maskeholder = 19 (21) 22 (24) m til hver skulder.
Strik hver side færdig for sig, og luk yderligere på hver 2. p i halssiden for 2 m 1 gang og 1 m 2 (2) 2 (3) gange = 15 (17) 18 (19) m.
Strik, til arbejdet fra ærmegabet måler 14 (15) 16 (17) cm, og luk af.
Strik den anden side på samme måde, blot spejlvendt.
Ærmer: Slå 42 (44) 46 (50) m op med 3,5 mm strømpep, og strik 4 cm rundt i rib (1 r, 1 vr). Sæt en MM i begyndelsen af omg.
Skift til 4 mm strømpep, og fortsæt i glatstrik. Når ærmet måler 8 cm, tages 1 m ud på hver side af MM således: 1 r, løft lænken op mellem m forfra, og strik den dr r, strik til 1 m tilbage inden MM, løft lænken op mellem m bagfra, og strik den r, 1 r.
Gentag udtagningerne med 1,5 (2) 2 (2,5) cm mellemrum i alt 9 (9) 10 (10) gange = 60 (62) 66 (70) m.
Strik, til ærmet måler 24 (28) 32 (36) cm. På næste omg lukkes 4 m af på hver side af MM.
Strik ærmekuplen frem og tilbage. Luk af i begyndelsen af hver p i hver side for 3,2,1,1,2,2,4 (3,2,1,1,1,2,2,4) 3,3,1,1,2,2,2,4 (3,3,1,1,2,2,2,2,4) m. Luk de resterende 22 m af.
Strik et ærme mere magen til.
Montering: Sy skuldrene sammen med maskesting fra retsiden, og sy dernæst ærmerne i.
Halskant: Strik 68 (74) 82 (88) m op (inkl. de hvilende m på for- og bagstykke) fra retsiden med 3,5 mm strømpep – begynd ved skuldersømmen (13 (15) 15 (17) nye m i hver side).
Strik 8 cm rundt i rib (1 r, 1 vr), og luk af på næste p.
Fold halskanten ned mod vrangsiden, og sy den fast på bagsiden med elastiske sting.
Hæft ende.