Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Varm grød er både billigt og rigtig velegnet i juletiden. Og så kan den gamle ret være både nem og ekstralækker, hvis du kender alle de gode tips og genveje. Uanset om du skal lave den klassiske risengrød - eller du måske vil eksperimentere med en dejlig æblegrød - har vi samlet brugernes bedste tips og tricks til en dejlig, dansk ret, der går rent ind hos hele familien.
1)
M.D., Kbh. N.:
Igennem mange år har jeg lavet risengrød, uden at den brænder på. Jeg skyller en tykbundet gryde med koldt vand, hælder mælken i (kan godt være skummetmælk), drysser med let hånd sukker over mælken og sætter gryden over varmen. Når mælken koger, hældes risene i, de koger ca. ti min,., mens der røres, og så pakker jeg gryden ind og sætter i sengen. Efter ca. fire timer er min risengrød klar.
2)
E.K., Silkeborg:
Når jeg koger risengrød, kommer jeg mælk og gryn i en plastikpose (frostpose). Jeg fylder en gryde med vand og kommer posen i, bringer vandet i kog og lader det koge ca. 30 min. Så undgår man, at ens risengrød brænder fast i gryden.
3)
L.T., Kolding:
Æblerne er ved at være lidt kedelige på denne tid af året og smager ikke længere af så meget. Koges de i lidt appelsinsaft i stedet for vand, får man en dejlig æblegrød med en frisk smag og pæn kulør.
4)
P.F., Bindslev:
Hvis du har en portion risengrød til overs, kan den vendes i en pandekagedej, og så har du en lækker dessert eller noget til kaffen.
5)
G.H., Toftlund:
Næste gang, du laver øllebrød, prøv så at koge det i kakaomælk. Det smager dejligt, og børnene elsker det.
Læs også: Er du vild med julegrød? Så vil du sikkert også kunne lide denne opskrift på øllebrød
6)
G.P., Nørresundby:
Når jeg koger risengrød, koger jeg den i ovnen. Jeg hælder ris og mælk i et ovnfast fad med låg og "koger" min risengrød ca. 1½ time ved 150 grader. Der skal kun røres en enkelt gang i ens risengrød.
7)
E.N., Esbjerg:
Prøv at rive mørk chokolade over risalamanden, så har man en helt anden dessert end den sædvanlige. Det smager pragtfuldt. Som tilbehør er det friskt med hindbærsovs.
8)
B.S., Randers:
Prøv at tilsætte 1/3 udblødte abrikoser, når du koger æblegrød. Server grøden som den er eller som dessert med flødeskum og makroner. Eller brug den i tærter og kager.
9)
H.A., Maribo:
Når man laver æblegrød til diabetikere og søder med sødetabletter, så smager det rigtig godt, hvis der også drysses lidt kokosmel i grøden.
10)
K.P., Dyssegård:
Hvis man ikke kan tåle mælk, kan ens risengrød koges med rismælk. Risen koges en time, og ens risengrød serveres med rørsukker, kanel og kogte æbler.
Læs også: Gode tips til flot julegaveindpakning