Hvornår skal man lave en underretning på børns mistrivsel?

’’Alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen’’.

Ovenstående har jeg fundet frem til, da jeg søgte på, hvornår man skal lave en underretning, hvis man er bekymret for et barns ve og vel. Det er jeg, men jeg synes, det er meget svært at vurdere, om det, jeg ser som stærkt bekymrende, er tilstrækkeligt til en underretning.

Jeg synes, det er en meget voldsom ting bare at overveje, og jeg er ganske enkelt også bange for at komme til at gøre mere skade end gavn hos den pågældende familie.

Kan du måske give eksempler på, hvornår man bør lave en underretning? Altså der, hvor det ikke ’’skriger til himlen’’, hvis du forstår?

Jeg forstår. Men først og fremmest er det vigtigt at huske, at underretningspligten findes af hensyn til børnene. Det er en beskyttelse af dem. Hvis du har kendskab til et barn, som ikke lader til at få den kærlighed og omsorg, som alle børn både har behov for, men jo også har krav på i henhold til Børnekonventionen, så er der ikke så meget at betænke sig på.

Jeg tror imidlertid, at der er mange, der ligesom dig, er bekymrede for, om de kan blive skyld i en overreaktion fra kommunens side, og så lader de hellere være med at gøre noget. For hvad nu, hvis der slet ikke er noget galt.

Det er forståeligt, men der er en grund til, at det hedder en underretningspligt. Det er ikke bare en mulighed. Den tvivl, man kan have som underretter, skal altid komme barnet til gode.

Du skriver, at det, du ser, er stærkt bekymrende. Allerede der tænker jeg, at du er nødt til at gøre noget. Det er relativt sjældent, at behovet for en indgriben ”skriger til himlen” i form af konkrete voldelige episoder, blå mærker på barnets krop eller bare tæer i sneen. Ofte er det mere skjult. Det kan være at barnet virker underligt trist eller kuet. Eller at man hører gennem væggene, at der bliver råbt ad barnet hele tiden. Eller at naboens børn græder unaturligt meget. I de tilfælde skal man ikke selv gå og tumle med, om det er ”nok” til, at der skal sendes en underretning. Den tvivl skal komme barnet til gode. Derefter er det op til kommunen at vurdere, om der er noget at komme efter. Og kommunen har pligt til ikke at fare mere hårdhændet frem, end situationen lægger op til.

Jeg er helt med på, at der indimellem er nogle historier i medierne om, at kommunerne går helt hovedløst efter at anbringe børn, som ikke skal anbringes. Men det hører trods alt til sjældenhederne. Jeg tror faktisk, at der oftere sker det modsatte – at børn i nød ikke bliver set og derfor ikke får hjælp. Det kan vi ikke være bekendt.