Årets taber tog kampen op mod barndommens dæmoner

Bettinas trang til at spise meget mad kan spores helt tilbage til hendes omflakkende barndom.
– Mine søskende og jeg fik aldrig regelmæssige måltider, og tit gik vi sultne i seng, fortæller den 47-årige fitnesschef, der som voksen har kæmpet en hård kamp mod den følelse af tryghed, masser af mad giver hende.
Til sit sjette år boede Bettina sammen med sin mor, far, halv-storesøster og storebror, og forældrenes anspændte forhold kom til at præge hele familien.
– De skændtes meget, smed med stegepander og den slags, og vi flyttede 17-18 gange, fordi min far, der var alkoholiker og selvstændig murer, altid skyldte nogen penge. Ofte måtte vi stikke af midt om natten, og de blev skilt, da jeg var 6 år gammel.
Bettinas mor fandt hurtigt en ny kæreste.
– Han var smaddersød. Han tog os med ud på ture til skøjtebanen, zoologisk have og den slags, og pludselig fik vi alle sammen regelmæssige måltider.
Det lykkelige liv sluttede dog brat, da Bettinas lillebror blev født.
– Der skete ligesom en kortslutning i min stedfars hoved. Fra den ene dag til den anden vendte alt! Han blev en ondskabsfuld satan, og nu måtte vi pludselig ingenting. Han blev voldelig og slog os jævnligt. Gav min storebror et blåt øje, fordi han kom til at vække vores lillebror, som var kongen i familien. Jeg begyndte at tisse meget i sengen af angst, og det blev man også slået for.
Forskelsbehandlingen betød ligeledes, at ferierne blev holdt adskilt.
– Min bror og jeg blev sendt på landet på en gård, mens de andre tog på deres egen ferie. De kunne ikke have os med, fordi vi ikke makkede ret.

Læs også om Eva, der blev sidste års "taber"

Søgte hjem til far

Miljøet i hjemmet fik Bettina og hendes bror til ofte at besøge deres egen far.

– Han boede i København og var lidt af en sølle stakkel. Han begyndte at spørge mig, om jeg ikke syntes, det var synd for ham, og om jeg ikke ville ligge og putte lidt med ham. Og jeg syntes jo, det var synd, så på den måde startede hans misbrug af mig.
Den dag i dag ved Bettina ikke, om misbruget også gjaldt hendes bror.
– Det finder jeg aldrig ud af, for min bror begik selvmord som 15-årig. Når vi havde besøgt vores far, havde vi en leg, der gik ud på, at vi skulle finde penge nede på gaden. Jeg fandt jo aldrig en krone, men min bror, der på det tidspunkt var 12 år, kom altid efter en times tid med sedler, og så løb vi over i pølsevognen og råspiste. Jeg tænkte aldrig over, hvor de penge kom fra.
Tre år senere kom Bettina en dag hjem fra skole og mødte en låst dør.
– Jeg cyklede over i Solrød Centret, hvor jeg stødte på min lillebrors børnehavelærerinde. Da jeg spurgte hende, om min lillebror var i børnehaven, svarede hun, at han allerede var hentet, og det var noget med, at min bror vist var død.
Chokket fik Bettina til at cykle rundt i lang tid, før hun endelig tog hjem.
– Dér sad min mor og græd og spurgte mig, hvorfor jeg aldrig havde sagt, at min bror var trækkerdreng. Jeg anede ikke, hvad hun mente, og vi talte aldrig siden om det. Kun fik vi at vide, at vi skulle sige, at han var kørt ned af en lastbil, skønt sandheden var, at han havde gasset sig selv i en venindes lejlighed…

Læs også om Aksel, hvis store vægttab gav ham en familie

Misbrug og selvmord

Sorgen og frustrationen gav Bettina mod til at få stoppet faderens misbrug af hende.
– Kort tid efter min brors død sagde jeg en dag til min far, at han bare var en gammel, sur nar! Han blev så paf, og siden da rørte han mig ikke. Årene efter havde vi et fint forhold, hvor jeg på grund af hans dårlige samvittighed havde ham i min hule hånd. Han var jo kun en ensom, ynkelig mand, og jeg tror ikke, der var ondt skabt i ham. Jeg fortalte min mor om misbruget, men hun nægtede at tro mig.
Fandt tryghed i mad
De skrækkelige oplevelser i opvæksten betyder, at Bettina altid har haft det svært med forhold.
– Jeg blev som 19-årig gravid med en ungdomsforelskelse, og da gynækologen fortalte mig, at jeg var i 24. uge, græd jeg. Men da jeg så scanningen, ændrede alt sig, og i dag har jeg jo en vidunderlig datter, som har givet mig to skønne børnebørn. Min søde søn fik jeg 11 år senere med min daværende kæreste, men jeg har aldrig været gift.
Efter fødslen af Niclas gik det galt med Bettinas vægt.
– Jeg har altid spist alt, hvad jeg kom i nærheden af, og i teenageårene havde jeg en voldsom forbrænding. Jeg kunne finde på at køre på McDonald’s og syntes, det var flovt at bestille til kun én person, så jeg bestilte altid familiemenu og åd det hele selv. Efter min sidste fødsel ændrede min forbrænding sig, og jeg begyndte at tage helt vildt på. Når jeg holdt hyggeaften med ungerne, flød bordet, og jeg spiste, til jeg blev dårlig.
Bettina er slet ikke i tvivl om årsagen.
– Nogle drikker, nogle tager stoffer for at bekæmpe fortidens dæmoner. Jeg spiste. Det har altid været en tryghed at blive overmæt, og på få år kom jeg til at veje 106 kilo.

En ny chance

Da Bettina som 39-årig var blevet dødtræt af sine undskyldninger for at være overvægtig og forskellige former for slanke-terapi, tog hun et fast greb i sig selv.
– Jeg begyndte simpelthen at træne i det lokale center. Jeg arbejdede som pædagog og var på grund af de konstante nedskæringer ved at være udbrændt i jobbet. Så jeg sagde op og satsede på at blive sundheds-service-sekretær. Jeg fik praktikplads i Fitness World i Køge, og da jeg først havde fået foden indenfor, kom jeg aldrig ud igen.
En ny verden åbnede sig for Bettina.
– Folk var så glade, og jeg begyndte at interessere mig for kost og fast træning. Samtidig med at jeg tabte 42 kilo, fik jeg tilbudt et chefjob i firmaet af min markedschef Kevin, da han så muligheder i mig og gav mig en chance, hvilket jeg er dybt taknemlig for i dag. Nu har jeg været leder i Taastrup-afdelingen i tre år og elsker det. I dag bruger jeg min egen historie over for kunderne, som ofte slås med spøgelser fra fortiden, og jeg taler tit med dem om deres problemer.
Barndommens genfærd er næsten helt ryddet af vejen.
– Jeg har tilgivet både min mor og far. Efter min mors død fandt jeg et brev fra hende, hvor hun indrømmer, at hun godt vidste, hvad der foregik, men at hun var bange for at fremstå som en dårlig mor. Jeg nåede at sidde ved hendes dødsleje og fortælle hende, at jeg elskede hende. Så skønt dæmonerne i mig stadig kan titte lidt frem, har jeg lært at håndtere dem, og jeg er sikker på, at jeg aldrig kommer til at veje over 100 kilo igen!