Alle elsker Jimmy

Det var ikke lige den kæreste, de havde ønsket sig til deres datter. Jimmy fra Ishøj. Alene de tre ord gjorde Louises forældre bekymrede. Sådan kan forældre fra Jylland godt have det, når deres lille pige vender hjem fra au pair-ophold i Frankrig og fortæller om den der skønne fyr, hun har datet med på nettet. Sådan tænker Louises forældre ikke længere. I dag er Jimmy og Louise gift med hinanden og har fire børn og et gammelt hus i Grindsted lige i nærheden af forældrene i Sønderjylland. Louise på 36 år og Jimmy på 39 er endda gift med hinanden hele to gange – for selv om Louise, med Jimmys ord, er det bedste, der nogen sinde er sket ham, har det ikke altid været nemt at være gift med Jimmy fra Ishøj – men det har bestemt heller ikke været let at være Jimmy fra Ishøj.Jimmy Duedal er resultatet af mødet mellem to mennesker, der aldrig skulle have været sammen. Jimmys barndom var et massivt omsorgssvigt. Som ganske ung blev han førtidspensionist, fordi man skønnede, at han var for skadet til nogen sinde at kunne tage en uddannelse eller få et arbejde.Alligevel har Jimmy i dag taget en uddannelse som pædagogisk assistent og har arbejdet med børn, for han kan noget, mange ikke kan. Han kan genkende og hjælpe de børn, der har brug for ekstra omsorg. Han har selv været sådan et barn engang, og det er hans styrke i dag.– Jeg kom hjem fra en sommerlejr med skolen, og så var mine forældre blevet skilt. Jeg var otte år. Min far var flyttet, og mange år senere fik jeg at vide, at de var blevet skilt, fordi han var skizofren og i perioder havde det meget dårligt. – Min mor ville gerne have en ny mand, og det skulle helst gå hurtigt. Så hurtigt, at jeg var temmelig meget i vejen. Hun havde fart på, hun følte måske, hun var blevet snydt for et eller andet, så det var mange gange, jeg vågnede midt om natten og var alene hjemme, fordi min mor var gået i byen, eller også var der nogle mænd, jeg ikke kendte. Der begyndte min angst, siger Jimmy.

Usynlig i verden

Hver anden weekend var Jimmy hos sin far, hvor han fik lov at spille computerspil i timevis. På den måde kunne faren skjule for sin dreng, hvor dårligt han egentlig havde det. Jimmy følte sig på en måde usynlig i verden, og så måtte han jo gøre et eller andet, så de voksne så ham.– Jeg begyndte at gøre alle mulige dumme ting. Jeg gav mig til at stjæle, det var cykler og smarte ting, senere var det penge fra min stedfar, da jeg fik sådan en. Jeg stjal og løj, hoppede ud ad vinduet og løb ud på gaden, når min mor havde forbudt mig at komme ud. Hun kunne ikke styre mig længere, og jeg fortsatte med at gøre alle de her forbudte ting, for skældud var bedre end at være usynlig. – Skolen var jeg ikke ret vild med, jeg kunne slet ikke samle mig om det og endte i specialklasse, men jeg elskede fodbold og gymnastik, og det var jeg faktisk ret god til. Min mor var desperat for at slippe af med mig, og som 14-årig blev jeg fjernet fra hjemmet.Tre forskellige opholdssteder og en ungdomspension senere endte Jimmy på Thorshøjgård, en institution for unge med særlige behov. Jimmy havde i virkeligheden nogle meget enkle behov: Han ville gerne ses og elskes. Hans far og hans farmor gjorde hver især deres bedste, men drengen manglede stadig tryghed og kærlighed. – På Thorshøjgård fik jeg det faktisk bedre. Lærerne og pædagogerne snakkede med mig og viste mig omsorg, men jeg følte alligevel hele tiden, at jeg var i underskud. Jeg var altid angst og ked af det, og mere eller mindre bevidst begyndte jeg at gøre som nogle af de andre syge unge, jeg boede sammen med. Jeg slog mig selv hårdt i ansigtet, bankende hovedet ind i væggen, og når det gjorde allermest ondt, fik jeg omsorg. Der var nogen, der gav mig et kram og snakkede med mig, og så var jeg glad igen. Et lille stykke tid, så kom smerten og angsten igen.

Pigen på nettet

Jimmy var 15, da han blev henvist til en psykologisk test på Nordvang. Han kom ud igen med en udtalelse om, at han havde selvskadende adfærd og nok ikke skulle regne med at kunne klare en uddannelse og et arbejde. Så Jimmy blev tilkendt førtidspension som 18-årig.– Jeg havde mødt en pige, som var lige så sølle, som jeg var. Vi blev kærester og flyttede sammen i en lejlighed i Ishøj. Vi blev forældre til Patrick, året efter blev vi skilt, så i en alder af 20 år var jeg førtidspensionist, fraskilt og far til en lille dreng, som moren tog med sig. Så sad jeg der.– Mine venner tog på arbejde. Jeg blev hjemme, gik en tur og gik hjem og sad på værelse igen. Jeg var parkeret og ensom ad helvede til. Så kiggede jeg ind på en datingside på nettet i 2005 – og det ændrede mit liv.Det var nemlig her, Louise også var. Hun var au pair i Frankrig, hvor hun havde boet i et halvt år. Nu skulle hun snart hjem, og hun tjekkede lige datingsiderne ud hjemme i Danmark. Pludselig så hun en fyr, der lignede hendes idol, Simon Kvamm. Det vakte hendes interesse, og så gjorde det ikke noget, han hed Jimmy. Hun skrev til ham, og han skrev til hende. Og så var det, at hendes forældre og au pair-familien i Frankrig alle blev så bekymrede, for Louise var sådan en sød og fornuftig pige på kun 20 år, og hvad var det dog for en mand, hun skrev sammen med? Men de burde have kendt Louise bedre. Hun er ikke til at styre, hun vil selv, og hun havde sat sig i hovedet, at hun ville møde denne her Jimmy fra Ishøj. – Vi skrev sammen og mødtes også, da jeg kom hjem, og jeg faldt for ham, fordi han var en sød og rolig fyr, siger Louise. – Jeg hørte lidt efter lidt mere om hans liv, om hans barndom og alle de svigt, der havde været. Jeg havde aldrig mødt et menneske, der havde sådan en historie med sig. Jeg kom selv fra en tryg kernefamilie, og jeg havde nogle værdier, som jeg syntes, var vigtige. For eksempel kunne jeg ikke forstå, hvorfor Jimmy skulle sidde i sofaen dagen lang. Han var jo ikke syg, så han skulle da ud at arbejde, siger Louise.

En klog voksen

En klog voksen– Louise så mig som mennesket Jimmy. Jeg var den mand, hun kunne lide, og jeg fik styrken til at kæmpe for at blive den bedste udgave af mig selv. Vi flyttede sammen hos mig i Ishøj i 2005, da hun kom hjem fra Frankrig. Jeg rendte kommunen på dørene, for at jeg i det mindste kunne komme i gang med et flexjob, og Louise fik arbejde i en forretning, siger Jimmy. To år efter flyttede Louise og Jimmy hjem til Louises hjemegn. Byboen Jimmy fulgte gerne med – det havde han såmænd også gjort, hvis hun var flyttet til Månen, for Jimmy havde virkelig fundet kvinden i sit liv.Louise havde også fundet manden i sit liv. De ville have hinanden, kærligheden og helst en stor børneflok. Det er så foreløbig blevet til Ella på 12, Marta på næsten 10, Buster på seks og Sørine på et år. Men Louise kunne også puffe og skubbe til Jimmy, så han blev den allerbedste udgave af sig selv.Jimmy havde plaget om at komme i flexjob i små 10 år, men det var først, da han flyttede til Jylland, at det lykkedes.Billund Kommune havde absolut intet imod at sætte en mand, der virkelig gerne ville prøve, i arbejde. I første omgang var han på arbejde 10 timer om ugen, og det var en kæmpe sejr for Jimmy.Derfor stod Jimmy en dag i en børnehave med 35 børn i flyverdragter og snotnæser og vanter på snor. – Lige der følte jeg mig pludselig helt på plads i verden. Der var brug for mig.

Læs også om Lisbeths barndom

Ungerne troede, jeg var sådan en klog voksen, og så måtte jeg jo bare blive det, siger Jimmy.Siden har han taget 9. klasse-eksamenen på VUC og en uddannelse til pædagogisk assistent. Han har arbejdet med handicappede børn i flere år, han har været på den lokale skole og på en privat skole. Lige nu går han hjemme, for tiden med alle de mange coronaregler gjorde, at Jimmy fik brug for en pause.– Jeg elsker at arbejde med børn, især børn, der har haft det svært. Måske er de alt for stille, måske er de udadreagerende. Det er de børn, jeg kan genkende i mig selv, og dem, jeg gerne vil give ekstra omsorg. Jeg har det godt nu, men inden i mig vil der altid være en lille Jimmy, der gerne vil have omsorg og faste regler og rutiner. Det ved jeg, og når hele verden så ændrer sig, som den gjorde under coronakrisen, har jeg brug for at trække mig lidt tilbage og bearbejde det, så lige nu er jeg uden arbejde. Jimmy vil resten af sit liv skulle arbejde med følelsen af at mangle omsorg og følelsen af ikke at være god nok. Louise elsker sin mand, og børnene elsker deres far, og Jimmy arbejder stadig med at elske sig selv, men han er på vej.– Jeg bliver stolt af mig selv, når jeg tænker på, at jeg er ham, der kom ud af pensionen og ind i et job. Jeg ved, jeg kommer tilbage i et job igen, og jeg ved, jeg kan hjælpe de børn, der har det svært af den ene eller den grund. Og jeg bliver lykkelig, når jeg tænker på, at jeg fik en familie, der har det fint, og en kone, der elsker mig. Ikke som Jimmy fra Ishøj, men som Jimmy. Bare Jimmy.