Anne fik først sine diagnoser som voksen: Nu kan jeg bedre forstå mig selv

Hendes cv er langt. Anne Skov Jensen, 56 år, fra Allerød, er dj til gymnasiefester, skiinstruktør i USA, oversætter, politibetjent og anklager for at nævne nogle af de job, hun har bestridt gennem sit arbejdsliv.

– Det har været enormt hårdt, men jeg har altid haft en energi, der gjorde, at jeg alligevel kunne fortsætte. Der er ingen tvivl om, at min adhd har været min motor for det, fortæller Anne, der først fik diagnoserne adhd og Aspergers syndrom i 2008 og 2012.

Før hun fik dem, havde hun gået og følt, at noget ikke var, som det skulle være. Udefra så det ud, som om hun havde godt styr på tingene, men indeni har det altid været en kamp. En kamp for at passe ind og virke normal.

Læs også: Diagnosen fik brikkerne til at falde på plads

Aldrig lige så god som de andre

I folkeskolen havde Anne svært ved det faglige. Selv om hun brugte meget tid på lektierne, følte hun aldrig, at hun var lige så god som de andre. Hun skulle arbejde hårdt for at følge med på de andres niveau. Det haltede også på det sociale, og Anne kunne undre sig over, hvor nemt det faldt de andre børn i skolegården at få venner. De uskrevne sociale regler havde Anne ikke så godt styr på.

– Jeg skulle hele tiden tænke over tingene. Hvordan passede jeg bedst ind? Var det bedst at kunne lide ABBA eller Gasolin'? Hvilket tøj skulle man gå i, og hvad skulle man interessere sig for? Jeg kunne ikke forstå, hvordan de andre bare kunne finde ud af det. Så min strategi blev at observere de andre og så kopiere det, flertallet gjorde eller sagde, fortæller Anne.

Mentalt på overarbejde

I gymnasiet blev usikkerheden skiftet ud med en konstant mavepine. Anne forklarer, at det hele var så overvældende for hende, fordi hun hele tiden mentalt var på overarbejde og havde følere ude konstant for at regne alle de sociale regler ud.

– Det slider helt vildt hele tiden at skulle være så bevidst om alting, og at intet bare kommer naturligt. Jeg skulle for eksempel se, hvad andre havde på af tøj, og så købte jeg det samme for at passe ind.

Læs også: Hjælper børn med autisme

På rette spor

Så Anne kom ud af gymnasiet med et lavt gennemsnit og endnu lavere selvværd. Nu skulle hun finde ud af, hvad resten af livet skulle bruges på. Hun tog til USA et år og arbejdede forskellige steder både i USA og Danmark. Hun overvejede kort at blive stewardesse, men højden var ikke til det. Så begyndte hun på politiskolen, hvor hun for første gang i lang tid følte, hun var på rette spor.

Mange vil tænke, at et så uforudsigeligt job som betjent ikke er godt, når man er autist, men Anne fandt en vej.

Skabe mening

– Man bliver klædt godt på til jobbet, og der er meget klare regler for, hvad man må og skal som betjent. Det gjorde, at jeg befandt mig rigtig godt der. Det var fedt endelig at finde noget, jeg var god til. Jeg kunne pludselig skabe mening i det, der ikke gav mening. For jeg vidste, hvilken vej jeg skulle gå, fortæller Anne.

– Og så var det jo fantastisk at have en uniform, så jeg ikke skulle blive stresset over at skulle vælge tøj hver dag, tilføjer hun med et smil.

Læs også: Amalies lillesøster er autist: Vi er ikke som andre familier

Det hele ramlede

Anne var tilpas i jobbet som betjent, men efter en arbejdsulykke, hvor hendes fod blev kørt over af Michael Jacksons limousine, da han var på besøg i København, blev Anne sat til at arbejde på sekretariatet. Samtidig begyndte hun at læse jura for at få nye udfordringer.

– Det fede med juraen er, at der er regler og love for alt, og at man kan læse sig til det meste. Det er dejligt nørdet.

Kunne ikke klare noget uventet

Efter jurastudiet blev hun ansat ved Justitsministeriet som anklager. Anne var glad for jobbet, men det var alligevel hårdt for hende, blandt andet fordi hun skulle bruge ekstra meget tid på at kæde alle detaljer sammen for at få overblik.

Når hun skulle møde i retten, brugte hun rigtig meget tid, fordi hendes hjerne havde brug for at have alle detaljer med og være forberedt på alle tænkte situationer. Anne havde svært ved at improvisere, hvis der dukkede noget uventet op.

– Jeg kunne nogle gange føle mig dum, fordi jeg havde brug for ekstra tænketid, men jeg var virkelig god til at skjule det for de andre. Det var meget stressende hele tiden at skulle gøre det, fortæller Anne.

Læs også: Diagnosen stopper mig ikke

Førtidspension

Jobbet som anklager blev for hårdt, og Anne søgte derfor et deltidsjob som jurist i Statsforvaltningen.

Men i 2012 ramlede det hele. Et stressende arbejde kombineret med, at begge hendes børn fik diagnoser, og den efterfølgende kamp for at give dem de rette betingelser for at kunne trives, gjorde Anne for belastet. Hun blev sygemeldt og fik tildelt førtidspension.

Børnenes diagnoser

Anne har to børn. Mark på 24 og Nina på 19. De har ligesom Anne selv Aspergers syndrom og adhd/add. Begge fik diagnoserne som 8-årige.

I forbindelse med udredningen af Annes datter kunne hun genkende rigtig mange af de træk, der er karakteristiske for adhd. Hun blev derfor selv udredt og fik diagnosen adhd.

– Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg tænkte nok mest: ”Nå, okay, det hedder noget.” Det gjorde ikke den store forskel for mig, at jeg havde fået den diagnose. Jeg var jo stadig bare Anne.

Læs også: Mor er den bedste

Manglede stadig noget

Men diagnosen adhd var ikke helt fyldestgørende for, hvordan Anne gik og havde det. Det var, som om der stadig manglede noget. Hvorfor var der stadig en masse ting, hun havde så svært ved at regne ud, som faldt andre helt naturligt?

Ingen havde overvejet, at Anne også kunne have autisme, før en vejleder fra en rådgivningsorganisation kom hjem til dem for at rådgive omkring børnenes skoleforhold og trivsel. Efter at have lært Anne at kende ville hun gerne lave en screening af hende for at se, om hun også havde autisme.

Kæmpe lettelse

– Da jeg tog testen, viste den klart, at jeg havde mange autistiske træk, og jeg fik efterfølgende diagnosen Aspergers syndrom. I virkeligheden var det en kæmpe lettelse at høre. Så mange brikker faldt pludselig på plads. Jeg var ikke dum eller forkert, min hjerne var bare anderledes.

Læs også: Asmus er autist og lydfølsom

Folk skal vide mere

Det var en lettelse at få diagnoserne, men samtidig skulle hun også kæmpe for, at hendes børn fik de bedste muligheder.

– Det var ikke nemt at stå med to børn med specielle behov, et stressende arbejde og lige pludselig også være diagnosticeret selv.

– Allerede da Mark fik sin diagnose, begyndte jeg at læse rigtig meget om autisme for bedre at kunne forstå og hjælpe ham. Det hjalp mig meget at få en masse viden, og da jeg fik lidt mere overskud, begyndte jeg lige så stille at dele denne viden og mine erfaringer i et forsøg på at hjælp andre i samme situation.

Den største ære

Anne oprettede en vidensbank på internettet. Her linker hun blandt andet til alt, der kan hjælpe med at sprede viden omkring diagnoserne. Efterfølgende er hun også begyndt at holde foredrag om adhd og autisme, blandt andet sammen med Peter Lund Madsen. Han taler om hjernen, og hvordan den fungerer, når man har autisme, og Anne fortæller om autisme set indefra.

– Efter foredragene kommer folk, både unge og ældre, tit og fortæller mig, at jeg har sat ord på, hvordan de har det. Mange har familie med til foredragene, og de fortæller også, at de nu har fået et bedre indblik i, hvad det kan sige at have autisme og/eller adhd. Det er for mig den største ære.

Læs også: Søn hjalp far med diagnosen ADHD