Han er bare 12 år, men er både sidste år og i år blevet danmarksmester i gokart i sin klasse, som har navnet Mini 60 og er beregnet til kørere i alderen mellem ni og 12. Desuden blev han i december 2023 af DASU – Dansk Automobil Sports Union – kåret som årets talent inden for gokart. Men ikke nok med det. Matteis Stigsen fra Langeskov på Fyn lever året rundt halvdelen af sit liv i Italien, hvor han kører gokart på højeste niveau for CRG, der er en af verdens førende gokartproducenter.
Hans far Jonas, 32, fortæller:
– Da Matteis vandt Danmarksmesterskabet i 2023, begyndte vi at se os om efter større udfordringer og et højere niveau. Først prøvede han lykken i Sydsverige, hvor han endte med en andenplads i det samlede mesterskab. Derefter kontaktede vi den danske forhandler af CRG og spurgte, om de kunne hjælpe. Det førte til, at han kom på firmaets fabriksteam i Italien, som kun er for de absolut bedste af de bedste, da det jo handler om at give CRG maksimal reklame.
Drengens ophold i Italien varer som oftest seks uger ad gangen. Og arrangementet er udelukkende muligt i kraft af hans farmor og farfar, Rikke og Henrik, der på alle tider af året rykker deres autocamper til det italienske og transporterer barnebarnet rundt til landets baner.
– Vi bruger cirka 10dage på hvert løb, fra de nødvendige forberedelser og tests går i gang, til selve løbet er kørt. I weekenderne flyver hans mor og far ned for at se ham køre, fortæller Rikke.
En 12-årig skal selvsagt passe sin skole, hvilket indtil nu ikke har voldt problemer.
– Min lærer sender mig mine lektier. Jeg løser hovedsagelig opgaverne om mandagen og tirsdagen, hvor jeg har masser af tid til det, og så sender jeg dem tilbage via min iPad. Lige nu er jeg faktisk foran. Jeg går i 6. klasse og laver matematik, der er beregnet til 7. Og engelsk behøver jeg ikke at have som skolefag. Jeg bruger det hele tiden, når jeg er væk fra Danmark, og jeg taler det flydende, siger Matteis.
Den unge kører vejer cirka 40 kilo og kører derfor med en del bly under og bag sit førersæde for at komme op på de 110 kilo, der er minimumsvægten i hans klasse. Man må til gengæld heller ikke veje meget mere end det.
– Alle kørere i en klasse skal have nogenlunde samme vægt. Det er en sport, hvor bare et enkelt kilo har stor betydning, og det er en god idé at sørge for at komme på toilettet inden et løb.
Men som alle andre topsportsfolk skal Matteis naturligvis være i grundlæggende god form.
– Da jeg kom til Italien, vejede jeg omkring fem kilo for meget, så da vi skulle have aftensmad, gav teamchefen mig simpelthen besked om, at jeg ikke kunne spise pasta som de andre på holdet. Det oplevede jeg selvfølgelig som uretfærdigt, men efter tre-fire uger havde jeg nået målet.
I den forbindelse hjalp det ham faktisk lidt, at han blev syg undervejs. Selv med 40 i feber var han dog så dedikeret, at han insisterede på at sætte sig bag rattet hver gang, der skulle køres, selv om præstationerne blev lidt sløje.
– Før i tiden koncentrerede jeg mig især om at lære gokarten at kende og finde min kørestil. I dag er jeg så meget hjemme i sporten, at jeg sammenlagt højst bruger en lille time hver dag i gokarten. Og kun når jeg er i Italien. Når jeg er hjemme i Danmark, løbetræner jeg to-tre gange om ugen sammen med min mor.
– Men han kan til enhver tid løbe fra mig, griner hans mor, 33-årige Annica.
Gokart og anden motorsport tiltrækker især drenge og mænd. I et italiensk løb med godt 100 deltagere er typisk kun en enkelt kører af hunkøn. Og det kommer formentlig ikke som en overraskelse for læserne af disse sider, at interessen også i Matteis’ tilfælde stammer fra herrerne i familien. Men inden vi springer videre til den del af fortællingen, er det nødvendigt med en lille redegørelse for, hvordan familien hænger sammen.
Henrik og Rikke fandt sammen for 17 år siden og bidrog med hver tre børn til den store, sammenbragte familie. Rikke er således mor til Jonas, mens Henrik trods hans status som farfar i familien Stigsen altså ikke er biologisk beslægtet med dem. Til gengæld var Henrik allerede som teenager bidt af en gal gokart.
– Mine forældres økonomi rakte dog ikke til, at jeg selv kunne køre. Ja, faktisk havde vi ikke engang en bil. Men min interesse førte til, at jeg blev gokartmekaniker i min fritid, og på den måde fik jeg lige så store oplevelser, som hvis jeg selv havde kørt. I mit voksne liv har jeg især arbejdet med biler og fik for 30 år siden mit eget autoværksted, siger Henrik, der i dag ejer tre fynske værksteder, som Jonas også er involveret i, og som han på sigt skal overtage ledelsen af.
Henriks kærlighed til gokarts smittede i første omgang kraftigt af på hans i dag 34-årige søn Marc, der kørte gokart, fra han var 10 år, til han var 17. Og også Jonas tog sin papfars passion til sig i en sådan grad, at allerede da Matteis lå i Annicas mave, begyndte han at tale om, at det kunne være sjovt, hvis sønnen en dag blev gokartkører.
– Da han var fem år gammel, og jeg tog ham med på en prøvetur i en dobbeltgokart i et udlejningscenter, var han heldigvis begejstret. Og da han fyldte seks, fik han gokart og hjelm i fødselsdagsgave. Motorkøretøjer har jo for os drenge noget af den samme tiltrækningskraft, som heste har på piger. Og Matteis har lige begyndelsen været helt opslugt af gokartsporten, hvorimod hans lillebror, Theodor på seks år, giver udtryk for, at det ikke rigtigt er noget for ham, siger Jonas.
Da det stod klart, at Matteis var et talent bag rattet, kaldte Henrik til familieråd.
– Det handlede i høj grad om at slå fast, at hvis Matteis skulle drive det til noget som kører, var det noget, vi skulle være fælles om som familie. Og kvinderne skulle være lige så engagerede og aktive som mændene og ikke bare sidde hjemme, når drengen kørte løb. Vi skulle jo nødig have familien splittet ad, men i stedet opleve, at sporten gav os sammenhold og fællesskab.
Matteis og familien får masser af støtte og glade kommentarer fra omverdenen. Men over for kammeraterne i skolen nævner drengen sjældent sine sejre.
– For nogen, der ikke er inde i sporten, kan det let komme til at lyde, som om, jeg blærer mig, forklarer han.