Mormor kan ikke klare julemaden længere

Mandag, 16. december 2024
Af Puk Elgård
Foto: Birgitte Ahlmann
En læser spekulerer på, hvordan vedkommende bedst kan hjælpe sin elskede mormor, som insisterer på at holde jul, selvom kræfterne ikke længere rækker.
Mormor der står i køkkenet og laver julemad.

Kære Puk

Nu nærmer julen sig, og jeg ser på den med lidt uro. For min mormor, som er den, der har holdt sammen på familien, er begyndt at blive rigtig gammel.

Vi har altid holdt jul hos hende, og det er en tradition, men sidste år gik det simpelthen bare ikke særlig godt.

Hun vil lave alting selv, men de brunede kartofler endte som små forkullede klumper, og stegen brændte også på. Hun havde glemt at lave rødkål, og alt var i det hele taget kaotisk.

Vi hoppede alle sammen rundt og lod som ingenting, men det var svært at være i, for hun blev flov og ked af det.

Nu har hun insisteret på at holde julen igen, men alle ved godt, at det ikke er en særlig god idé. Men ingen nænner at sige det til hende, og hun vil absolut ikke have hjælp. Det er et nederlag for hende.

Har du et råd til, hvordan jeg kan hjælpe hende? Jeg er hendes yngste barnebarn, og jeg synes, vi har et tæt forhold, og jeg holder helt utrolig meget af hende.

Men jeg har bestemt ikke lyst til, at hun skal have samme oplevelse som sidste år, men hun kan ikke klare det selv længere.

Hvad kan jeg foreslå? Hun nægter at modtage hjælp, og jeg hader at se min dejlige momme sådan.

Barnebarnet

Kære Barnebarnet

Jeg undrer mig lidt over, at det er dig, der skal løse det her. Er der ikke andre i familien, der kan træde til? Men måske er du netop den, der kan løse det, fordi I har et tæt forhold.

Jeg synes, du skal spørge din mormor, om du må være sammen med hende, når hun laver maden.

Ikke fordi hun behøver hjælp, men fordi du gerne vil lære, hvordan man laver julemad. Det er noget helt andet at lære fra sig end at få at vide, at man ikke længere duer.

Hvis hun viser dig, hvordan en julemenu skal skrues sammen, kan du samtidig være tovholder og hjælpe hende igennem.

Jeg tror godt, at hun ved, at hun har brug for en hånd, og hun vil sikkert nyde, at I er to, under det påskud at hun skal lære dig noget.

Prøv det forslag, og så er det jo oplagt, at du til næste år igen kan være en af dem, der inviterer til juleaften, fordi du gerne vil afprøve dine færdigheder i køkkenet.

Tak, fordi du bekymrer dig om din mormor – og rigtig glædelig jul.

Kærlig hilsen Puk