Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
- Mor, siger Bo varmt og slår armene om Kristel Haavik.
Hun lægger hovedet ind til ham, og kyssene daler blidt ned over hendes lyse lokker.
- Du kan nok forstå, at Bo er manden i mit liv. Han er sådan en kærlig sjæl, siger Kristel.
Bo kom til Kristel Haaviks og hendes daværende mand Flemming som plejebarn for 30 år siden.
- Vi ville gerne have børn, men tilsyneladende kunne vi ikke selv få nogen. Flemming kørte som chauffør for Nislevgård, et børnehjem for udviklingshæmmede.
Her havde han mødt drengen Bo, som var mongol. Først ville hans biologiske forældre ikke vide af ham, og siden kom han til i alt tre plejefamilier, som heller ikke ville have ham, fortæller Kristel.
Bo begyndte at komme hos Kristel og Flemming. Og besøgene trappede op.
Læs også: Isabella med Downs var en gave
- Da reglerne dengang ikke var så strenge, havde vi ham efterhånden mere og mere permanent. Til sidst besluttede vi at søge om plejetilladelse, siger Kristel.
Hun kender ikke til Bos biologiske forældre, men hvis de skulle vise sig, ville hun bestemt tage imod dem og lade dem møde Bo.
- Se her, siger Bo og peger sigende på sin bøjede overarm, så musklen springer frem.
- Jeg bokser, går til fitness, og jeg bærer alle mors indkøbsposer. Bo gestikulerer, mens mor Kristel formulerer ordene.
Læs også: Adopterede dreng med Downs Syndrom
- Jeg har i min tid set alt for mange tykke mongoler i sjusket tøj. Så helt fra starten har jeg lært ham ordentlige manerer. Vi spiser sundt og grønt, og han er helt klar over, at han ikke kan tåle at spise alt for meget fed mad. Vi cykler og går til fitness. Derfor er han så flot og slank, siger Kristel kærligt.
Og Bo har så megen rygrad, at han stolt kan fremvise en fyldt skuffe med slik.
- Mor, siger han og peger først på slikket og siden på Kristel, som må indrømme: - Jeg sniger mig nogle gange ind om natten og tager et stykke slik, indrømmer hun, mens Bo slår sig på lårene af grin.