Der er hårdt brug for hver eneste hånd

– Gud, hvor er her brug for hjælp!

Det var den første tanke, Signe fik, da hun en tidlig augustmorgen startede sin første arbejdsdag som frivillig i flygtningehjælpen Help for Refugees in Molyvos på Lesbos, hvor frivillige fra hele verden hjælper flygtninge, der kommer med både fra Tyrkiet.

– Jeg var ankommet til øen sent om aftenen, og straks næste morgen tog jeg sammen med et par andre frivillige af sted for at dele mad, vand og andre fornødenheder ud til de flygtninge, der var kommet til øen dagen før, fortæller den 36-årige freelancejournalist, der trods grundig forundersøgelse på ingen måde havde forestillet sig nøjagtig, hvor overvældende situationen var på Lesbos.

Chokerende antal

Uddelingen foregik på en stor parkeringsplads, der dengang fungerede som flygtningelejr midt i den lille by Molyvos, og det, der chokerede Signe allermest, var antallet af flygtninge.

– Jamen flere hundrede mennesker sad og lå mere eller mindre våde og beskidte rundt­omkring, og der var brug for stort set alt – bleer, hygiejnebind til kvinderne, soveposer, liggeunderlag. De mennesker havde jo intet!

Tærer på systemet

– Alle vi frivillige taler heldigvis meget om, hvad vi oplever, for det kan være svært at kapere at se både voksne og børn, der har været druknedøden nær eller er i chok uden at kunne gøre mere end det, vi gør. En nat, da et par af os efter en hård dag var på vej tilbage til den lejlighed, vi deler, mødte vi en flok mennesker, der netop var kommet ind med en båd. Det havde været en farefuld tur, nogle havde slået sig, og ingen anede, hvor de skulle gå hen. Der var fem babyer og seks-syv børn, og en af babyerne lå og rystede. Vi måtte tage vores eget tøj af og give dem på, og det var meget hårdt at stå med den rystende baby i armene. Alle flygtninge var fuldstændig i chok.

Den slags hændelser tærer lidt på systemet, men for Signe betyder det alverden at kunne gøre en forskel, og hun udsætter konstant sin hjemrejse.

Billeder tikker ind

I Veronicas og Jakobs hjem i København er alt den rene lykke. De har for nylig fået en velskabt, lille pige og nyder tilværelsen som nye forældre.

Hverdagen fungerer fint med Veronicas job som konsulent hos firmaet Novozymes, og Jakob påskønner de sidste måneders barselsorlov, indtil billeder af syriske bådflygtninge begynder at tikke ind via medierne.

Tog en rask beslutning

– Vi levede jo som de fleste nye forældre i en taknemlig tilstand, lykkelige for vores lille pige, og det slog virkelig hårdt at læse om situationen på Lesbos og ikke mindst at se alle de grufulde fotos af ulykkelige forældre, der bærer deres børn op af vandet, fortæller 31-årige Veronica D’Souza, der nærmest omgående og i samråd med sin mand tog en rask beslutning om at rejse derned en måned og hjælpe.

Vi ligner hinanden

Vel ankommet på Lesbos har den lille familie hurtigt fået styr på en dagsorden.

– Den ene af os arbejder nogle timer dagligt med flygtningene, mens den anden passer Vita, og så bytter vi simpelthen. Vi har også ofte haft Vita med til den improviserede flygtningelejr her i byen, hvor mange hundrede mennesker ofte opholder sig. Det er ikke noget problem, for skønt flygtningenes situation er skræmmende, er de alle utrolig venlige og søde. Det er så sjovt, hvor meget vi mennesker ligner hinanden, når det kommer til stykket. Vi har samme drømme, ambitioner og ønsker for os selv og vores børn.