Døve forældre: Her må vi gerne larme

Nogle gange synes Oskar, 16 år, det er lidt træls at skulle leve i sine 7- og 9-årige søstres legende larm. Eller at skulle være den, der tysser på dem. Forældrene gør det nemlig sjældent, eftersom de begge er født døve. Til gengæld kan de godt mærke, når Oskar spiller høj musik på anlægget, for så vibrerer det vist.
– Men det gør du ikke så tit, siger Karen Talks, 40 år, på tegnsprog.
– Eller gør du? Karens mund breder sig i et lydløst grin.
– Jeg vil da ikke sidde her og fortælle, om jeg har udnyttet situationen, siger Oskar med både ord og tegn. Og et blik, der emmer af barnlig frækhed, selv om han efterhånden er en ung mand.
– Men det kan da godt have sine fordele, at I ikke kan høre. Indimellem, siger han med ord.

Børnene tager fusen på dem

Om tegnsprogstolken, som hjælper os igennem interviewet, oversætter sidste del, vides ikke. Men mon ikke godt både Karen og Michael ved, at deres børn somme tider tager fusen på dem. Karen har i hvert fald flere gange oplevet at gå og støvsuge for efter lidt tid at opdage, at ledningen er blevet hevet ud af stikkontakten.

Ingen larm ved børnefødselsdage

– Der, hvor vi så kan drage fordel af, at vi er døve, er, når vi har inviteret til børnefødselsdage. Her har vi da oplevet, at tolken kommer og beder om at få en pause fra al larmen. Et støjniveau vi har svært ved at forestille os. Men man kan fornemme meget både ved at se og mærke. For eksempel når Marie spiller klaver, siger Karen.
– Så lægger far sin hånd oven på klaveret og mærker musikken, fortæller Marie.
– Ja, jeg elsker at se dig spille, siger 37-årige Michael Olesen.

Kærlighed på kursus

Michael og Karen mødte hinanden for 11 år siden på et lederkursus på Castberggård, som er en højskole, et job- og udviklingscenter, konferencecenter og feriecenter for døve og hørehæmmede. Karen, der på det tidspunkt sad i bestyrelsen hos Danske Døves Ungdomsforbund (DDU), var arrangør af kurset og Michael deltager.
– Vi blev ikke kærester under kurset, men det var så heldigt, at jeg efterfølgende skulle flytte til København og færdiggøre min læreruddannelse. Og der boede Karen, siger Michael.
– Ja, jeg er en rigtig københavnerpige. Og hvis det ikke lige er der, jeg har boet, så har det været i London eller Australien eller … Vi flyttede meget rundt på grund af min fars arbejde. Og så ender jeg simpelthen med at forelske mig i en bundsolid vestjyde, som ovenikøbet har held med at trække mig med til en lille by i Jylland. Det var jeg altså lidt betænkelig ved, siger Karen, der i dag nyder familielivet i Hedensted.

Tegnesprog er mine børns modersmål

Karen blev mor til Oskar som 24-årig, og han var klart et ønskebarn.

– Jeg var meget, meget glad. Jeg havde ikke gjort mig så frygtelig mange overvejelser omkring mit handicap. Jeg havde masser af døve venner, som havde stiftet familie, og vidste jo bare, at tegnsprog ville blive mine børns modersmål. Jeg gik ikke så meget op i, om barnet ville være døv eller hørende. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, at man selv er vokset op i døveverdenen og skal forholde sig til et hørende barn. Livsvilkårene er jo forskellige. Men grundværdierne er heldigvis de samme uanset, fortæller Karen. Læs også: Mine forældre fortjener det største tak

Er han døv?

– Jeg kan huske, når jeg kom kørende med barnevognen, så spurgte folk, om det var en dreng eller pige, men også om babyen var døv eller hørende. Når jeg så forklarede, at Oskar var hørende, fik jeg ofte svaret: ”Pyh! Det var godt!” Jeg er klar over, det er ment sødt, men jeg blev altid lidt ramt af det. For jeg er da også fin, som jeg er, siger Karen.

Det kræver en ekstra indsats

Karen og Oskars far gik fra hinanden, da deres dreng var to år gammel, og så var det, Michael kom ind i billedet.

– Jeg havde ikke haft de store familieovervejelser. Men Karen havde jo Oskar allerede, og så kom resten af sig selv. Jeg havde heller ikke som sådan nogle bekymringer, andre end dem alle nybagte forældre har. Men det er klart, at vi skal gøre en ekstra indsats i børnenes institutioner og skoler, siger Michael.

– Vi er jo begge vokset op i døveverdenen og har gået på døveskoler. Nu skal vi forholde os til institutioner og skoler i den hørende verden. Det er lige så nyt for os, som det er for vores børn. Her er det vores ansvar, at hverken vi eller de kommer til at føle sig udenfor, siger Karen.

Læs også: Rikke og Jens har to døve døtre: Vi måtte finde nye drømme for vores børn

Svømmetræner med tolk

Michael valgte at springe ud i en lidt grænseoverskridende udfordring, da Astrids svømmehold manglede en træner.
– Jeg talte med Karen om det, og vi blev enige om, at jeg skulle melde mig. Det fik masser af opmærksomhed og kom også i avisen. Jeg havde selvfølgelig en tolk med, og det interessante var, at det ikke tog børnene mere end 10 sekunder at forstå, at det var mig, de skulle kigge på. Voksne har det altid lidt sværere med det. Det kan godt blive en anelse akavet.

Berøringsangst

– Michael var også med i børnehavens forældrebestyrelse, siger Karen og smiler til sin mand. – Når vi deltager i arrangementer, har vi tolk med. Men vi render jo ikke fast rundt med en tolk. Så der, hvor det kan blive lidt svært, er i den almindelige hverdags-smalltalk. Nogle folk er søde til at skifte over til skrift, når de finder ud af, vi er døve. Men der vil også altid være nogle med berøringsangst. Sådan er det. Oskar var flov – Jeg syntes faktisk, det var lidt flovt at have jer med på skolen, da jeg var yngre, bryder Oskar ind. – Jeg følte, folk kiggede på os. Sådan tænker jeg slet ikke i dag. I er jo bare forældre.
– Ja, det er jo så jeres vilkår, siger Michael. – Ligesom det er vores vilkår ikke at kunne høre og deltage i samtaler på samme måde som andre. Jeg kan da godt føle mig lidt udenfor, når jeg står på sidelinjen til børnenes fritidsaktiviteter og kan se, andre forældre have noget sjovt kørende sammen. Men vi er med alligevel. Også når Marie har spillet koncerter. For hendes mimik og koncentration fortæller lige så meget som musikken.

Børnene skal ikke agere tolke

Karen og Michael har erfaret, at de som en del af en sproglig minoritetsgruppe (sådan ser de mere sig selv end som handicappede), skal være ekstra opmærksomme på, at det ikke går ud over børnene i situationer, hvor voksne tager for givet, at deres børn kan agere tolke for dem.
– Så snakker de til os igennem børnene. Det, synes jeg, er lidt provokerende, selv om jeg godt er klar over, at ingen gør det for at genere os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor folk ikke selv kan tænke sig til, at vores børn ikke skal inddrages i voksensamtaler eller -beslutninger. Så når det sker, stopper vi dem.

Jeg har spillet døv

– Jeg har faktisk flere gange spillet døv, fordi jeg ikke har lyst til at være tolk, siger Oskar.
– Det skal du heller ikke, siger Karen. – Med mindre det er herhjemme med nogle kammerater. Men igen, så er børn bare meget nemmere. De prøver ofte at kommunikere med os med fagter inden noget andet.
– I gamle dage var det desværre sådan, at børn skulle med som tolke for deres døve forældre, fordi der ikke var samme mulighed for at få en tegnsprogstolk med sig, som der er i dag. De var med ved lægen, i banken og på skolen, når der var skole-hjem-samtale. Okay, det sidste brokkede de sig måske ikke over, siger Karen med et smil.
– Men børn skal jo have lov til bare at være børn, og så må vi voksne finde ud af det på den måde, vi nu kan. Og det gælder i øvrigt for både hørende og døve.