Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Esther har ikke lært at kravle endnu, men på en eller anden måde får hun sig alligevel mavet en halv meter frem. Kursen er klar, for Marius' kasket ser så indbydende ud. I løbet af et splitsekund har hendes lille, buttede hånd solidt fat om skyggen, og Marius ser lettere overrasket ud.
– Ding, ding, ding, siger klokkerne så, og Esther glemmer alt om sit tyvetogt og vender hovedet efter lyden. Det er, som om hun husker, hvad de der klokker betyder.
Læs om babysalmesang i folkekirken
Anne-Marie Hartoft-Jacobsen, 56 år og kirke- og kulturmedarbejder ved Frederiksborg Slotskirke, sidder på et tæppe på gulvet i sognegården. Hun lægger de tibetanske meditationsklokker til side og finder en lille xylofon frem, parat til at byde Esther, Marius og de andre babyer velkommen med en lille, personlig sang. Hun synger direkte til hver af dem, og deres navne indgår i sangen.
– Et af ugens højdepunkter er, når jeg ved, at der lige om lidt triller 10-12 barnevogne ind i sognegården, og vi samler en masse glade børneansigter, siger Anne-Marie.
Esther spærrer øjnene helt op, stemmer fødderne imod mors skød og hopper af begejstring over lydene. Christina Jul Gregersen, 36, har gået til babysalmesang med den syv måneder gamle Esther i to sæsoner, og i dag har hun endda også taget svigerfar med, så han kan se, hvad babysalmesang er for en størrelse.
Og det er altså en populær størrelse, skulle vi hilse at sige: For 15 år siden var det kun få kirker i landet, der tilbød babysalmesang, men i dag har langt de fleste sogne et rytmisk tilbud til de mindste børn og deres forældre. For fire år siden viste et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, at en fjerdedel af en årgang gik til babysalmesang, og den andel er næppe blevet mindre.
Faktisk er ikke bare Esther, men halvdelen af babyerne på dagens hold trods deres spæde alder gengangere – og det er ikke, fordi de dumpede første gang, men fordi det er så dejligt et tilbud, at deres forældre bad om en ”ommer”. Det kunne Anne-Marie ikke stå for. – Folkekirken skal være der, hvor menneskers interesser er, siger hun.
Læs om demensgudstjenester: Hjertet har jo ikke demens
– Egentlig er det jo meget simpelt, hvad vi laver her, men jeg føler, at jeg gør noget for at hjælpe Bjørn i hans udvikling, og jeg får inspiration til, hvad vi kan lave sammen derhjemme. Og så kan jeg se, at han elsker det, siger Bjørns mor, Mette Kokholm, 38.
Det er Bjørn ikke ene om. Babyerne, der alle er omkring et halvt år gamle, klukker, griner og hviner på skift. De bliver set, aet, kysset, kildet, vugget, pustet på og sunget for i en hel, lang og uafbrudt time.
Anne-Marie sørger for, at de kommer rundt om alle sanser, og programmet er sammensat, så det er meget enkelt, men alligevel afvekslende. Rolige salmer, rytmiske remser, kendte børnesange, kanonsang, rasleæg, klaver, blokfløjte, xylofon, smæld med tungen, klap med hænderne og bedst af alt mors stemme tæt ved udgør lydbilledet på denne solrige formiddag.
– Babyerne på holdet her er lidt for store, men når de er mindre, lægger vi dem i tæpper og vugger dem, mens vi synger ”Sov sødt, barnlille”. Det stimulerer balanceevnen, og det kan de rigtig godt li’, siger Anne-Marie, der også når at fortælle eventyr og benytte sig af små og store fagter, viftende tørklæder og en kæmpestor plasticsommerfugl i løbet af timen.
Læs også: Tre mødre byggede hjem til deres handicappede børn
– Grundprogrammet er det samme hver gang, og forældrene lærer jo hurtigt salmerne og sangene udenad, og det er guld værd. Babyerne forstår selvfølgelig ikke teksterne, men jeg er fuldstændig sikker på, at de tager ordene og musikken ind som en naturlig del af deres liv, hvis man fortsætter med det, siger Anne-Marie.
– Det er rigtig godt at synge til sit barn i stedet for at tale hele tiden. Den langsommelighed og den rytme, der ligger i sangen, går dybt ind i børnene, og med fokus og nærvær stimulerer vi også deres evne til koncentration, siger Anne-Marie.
– I starten var Esther meget træt efter en omgang babysalmesang, men i dag kan hun sagtens klare en time, siger Christina og pakker et par rugbrødshappere ud.
Nu skal alle babyer have lidt at spise, og de voksne snupper en kop formiddagskaffe, inden barnevognene igen triller hjem til søskende, madlavning og bleskift.