Hanna og John blev gift igen efter otte års skilsmisse

Tirsdag, 28. april 2015
Af Izabala Widz, Foto: Alex Tran
Hanna og John kunne have holdt sølvbryllup her i år. I stedet holder de et års bryllupsdag. De blev nemlig gift igen sidste år i maj. Og har gået et endnu bedre ægteskab.

De kunne have holdt sølvbryllup i år, men Hanna og John Rask skal i stedet fejre ét års bryllupsdag her i maj. Parret fra Otterup blev gift første gang i december 1990, men så fulgte en skilsmisse - som kom helt bag på Hanna. Hun troede, at hun altid skulle være sammen med sit livs udkårne.

Hanna og John mødte hinanden i Odense Keglecenter. De var i 30'erne og havde tidligere været i længerevarende forhold. Hanna havde været forlovet, og John var fraskilt. Nu havde de fundet kærligheden igen, og inden året var omme, ringede kirkeklokkerne. Hanna og John var blevet ægtepar.

I dag er John fyldt 63 år og er på efterløn. Hanna er 60 og er i fleksjob som social- og sundhedshjælper. Hun er på nedsat tid, fordi hun har en bindevævssygdom. Det betyder, at John er flink til at tage støvsugeren og bede Hanna om at slappe af.

- Han gør så meget for mig, smiler Hanna.

- Jeg prioriterer hjemmet mere end noget andet, siger John.

Læs også om Viggo Sommer og Benedikte Hansen, der fandt kærligheden i en moden alder

En stor fejltagelse

Men sådan har det ikke altid været. Året efter de blev gift, fødte Hanna deres guldklump Ann. Dengang arbejdede Hanna fuldtids, men John var sjældent hjemme. Han havde et krævende job som slagter og arbejdede meget. Desuden var der liv og glade dage på værtshuset efter fyraften, hvor der blev knappet lidt for mange bajere op.

Det var John, som besluttede at afslutte ægteskabet efter 16 år. De skiltes som venner, men talte ikke rigtigt sammen. Hanna og John så hinanden kort, når Ann skulle hentes og afleveres hver 14. dag hos sin mor.

Knap halvandet år senere indså John, at han havde begået sit livs største fejl, og han ville have Hanna tilbage.

- Det er det dummeste, jeg har gjort. Jeg savnede min familie, og jeg savnede Hanna, siger John.

Men da han så kom og sagde til Hanna, at han gerne ville have hende tilbage, blev Hanna nervøs. Ville han mon gå fra hende igen? Hun elskede ingen anden højere end John, men det ville være ubærligt, hvis han forlod hende igen. Hun afviste ham og forsonede sig i stedet med tanken om, at de to aldrig skulle være sammen igen.

Læs også om familien Fabricius, som var tæt på skilsmsisse, men har fundet sammen i musikken

Mødtes i smug

Årene gik, og John havde siden skilsmissen prøvet at få Hanna tilbage flere gange. Hun elskede ham stadig, men svaret var det samme hver gang.

Først i efteråret 2013 lykkedes det. Hanna tænkte, at når han blev ved med at forsøge så ihærdigt, så mente han det jo nok. John har også ændret sig, han er faldet til ro, og øllene smager ham ikke så godt længere.

Hanna og John mødtes i smug den første tid. De ville sikre sig, at parforholdet holdte, inden de delte den gode nyhed.

De blev skilt 14. maj 2006. Præcis otte år senere genoptog Hanna og John ægteskabet, da de den 14. maj 2014 sagde ja til hinanden på rådhuset i Odense. Det var en speciel dag fyldt af glæde. Ikke alene fik de omsider hinanden, deres datter og svigersøn var også med som vidner. Ann er lykkelig over, at mor og far er sammen igen, og familien havde en dejlig dag.

- Vi er blevet stærkere sammen, fortæller John. - Vi nyder samværet og taler mere sammen. Hvis der før opstod et lille problem, holdt vi det for os selv. I dag snakker vi om det og løser det. Vi snakker om alt - det er en helt anden måde at leve på.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.