Livshistorier
Jeg frygtede mødet med min datters rige svigerforældre
Kirsten Holsts sidste roman er med i dette nummer af Familie Journal som en sommergave til læserne. Tre år efter at forfatteren og vor tidligere brevkasseredaktør døde, mindes hun her af sine døtre, Hanne-Vibeke, Charlotte og Henriette.
Hvert efterår var en ny kriminalroman med politifolkene Høyer og Terkelsen på jagt efter kriminelle eksistenser i den danske provins årets sikreste sællert hos danske boghandlere. Samtidig var hun så meget andet. Ikke mindst mor.
Til nu 52-årige Hanne-Vibeke, der som den eneste af de tre døtre er fulgt i forældrenes litterære fodspor, til den to år yngre Charlotte og til den nu 45-årige Henriette, aldrig kaldet andet end 'Henry', fordi hendes små legekammerater i sin tid ikke kunne udtale hendes fornavn, men konsekvent bankede på og spurgte, "om 'Henryette' ikke snart kom ud at lege."
Hanne-Vibeke Holst om sin mors lattermildhed
- Mor var så utrolig sjov. Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget, som når jeg var sammen med hende.
- Det var skønt, for grinet - det ægte grin - er et sjældent og ofte overset talent. Hun kunne gribe en replik i farten og vende den i luften, så ikke et øje var tørt. Men det var ikke blot os andre, der morede os. Mor lo selv med, så hun nogle gange i bogstaveligste forstand tissede i bukserne.
Charlotte Holst Høybye om sin mor og hendes børnebørn
- Deres ve og vel optog hende meget, og der var næppe det sted i Danmark, hun ikke tog dem med. Til Legoland, Givskud, Randers Regnskov og Tivoli. Og heller ikke den gade i hovedstaden, de ikke fik set. Mor havde nemlig ingen stedsans og for vild i samme øjeblik, hun kørte ind i København. Men børnene elskede det. For hun havde hele tiden noget at fortælle. Hun vidste så meget om så mange ting.
Henriette (Henry) Holst Høybye om at være den yngste i søskendeflokken
- Mine søstre påstår, at mor forkælede mig. Det syntes jeg nu ikke selv, men de har nok alligevel ret. Jeg var den lille, som de alle passede på. Og hørte egentlig aldrig et ondt ord for det, jeg gik rundt og lavede.
Af Ole V. Hansen
Tine Gøtzsche: Jeg bliver let rørt