Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Jeg er ikke et offer
Lørdag, 12. november 2016
Greta Johannsen
I syv år blev Malene misbrugt af sin far, og en dag endte hun med et sammenbrud og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Alligevel fandt hun kræfterne til at kæmpe for et godt liv – i dag er hun gift og lykkelig mor til fire.
De hviskede sammen om det, når far var for fuld til at høre, hvad de sagde: En dag ville de løbe hjemmefra, Malene og hendes storebror. Men hvor skulle de løbe hen? De var kun 7 og 10 år. Og måske var det bare sådan for alle børn, at det var far, der bestemte. Hvis han ikke fik sin vilje, kunne han finde på at slå næven så hårdt ned i bordet, at det smadrede. Det var bedst ikke at gøre ham sur, sagde mor. Derfor gjorde mor altid, hvad far sagde, hun skulle gøre. Hun vidste nok ikke, at far misbrugte Malene hver eneste dag i syv år, fra hun var 7-8 år gammel, til hun blev 15. Det var bedst ikke at snakke om det, havde Malene lært, så det gjorde hun ikke. I dag har Malene fire børn og en ægtemand, Christian. Hun har præcis den familie, hun altid drømte om, at hun ville have. Malene er en ganske speciel kvinde. Hun var det første incestoffer i Danmark, der meldte sin far til politiet og sendte ham i fængsel i syv år. Nu har hun skrevet en bog til den mor, der altid var der, men som alligevel aldrig var der for sin eneste datter. ”Brev til mor” hedder den, og den handler om en forfærdelig barndom, men også om en pige, der formåede at sige nej til at være et offer og tog sin skæbne i sine egne hænder. Hun ville være Malene Lauritsen. Ikke endnu et misbrugt barn, der fik sit liv ødelagt.
Forbudt at græde
Der var ingen skolelærere, der lagde mærke til noget – eller der var i hvert fald ingen, der sagde noget. Malene var sød og artig og dygtig. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at være som de andre. De andre børn havde en far og mor, der læste lektier med deres børn og lavede varm mad om aftenen. Malene fik en god veninde – men det var ikke nemt. Malenes far syntes nemlig ikke, der var nogen grund til at de skulle være sammen med andre mennesker. – Vi blandede os ikke, og jeg fortalte ikke nogen om, hvad far gjorde. Hvem skulle jeg sige det til? Det føltes forkert, men jeg vidste bare: Jeg måtte aldrig, aldrig græde. Det sagde mor også. Da Malene blev 12-13 år, sendte hendes far hende til lægen for at få p-piller. Lægen kiggede underligt på hende, men spurgte ikke om noget. Der var aldrig nogen, der spurgte om noget. Læs også om Lisbet Zornigs barndomEndelig hjemmefra
– Min far havde sagt, at han syntes, det var ulækkert, hvis jeg var sammen med andre end ham. Derfor skyndte jeg mig at få en kæreste, og på den måde stoppede syv års daglig ydmygelse. Da jeg er 16, flytter jeg hjemmefra og sammen med min kæreste. Det er kun omtrent 12 km væk, men det er mit nye liv, der begynder nu. – Da jeg er 20 år, er jeg færdiguddannet frisør. Jeg er stadig sammen med min kæreste, og jeg har en dejlig svigermor, som jeg holder meget af. En dag, hvor vi skal til fødselsdag hos min familie, går jeg i kramper og bliver rigtig syg. Jeg bliver indlagt på Rigshospitalet og får en masse beroligende og sløvende medicin, og for første gang fortæller jeg min historie til fremmede mennesker. Da jeg rigtig kommer til mig selv igen, er jeg sendt videre til psykiatrisk afdeling på Amager. De siger, der er nogen her, der kan snakke med mig, men der er ikke nogen, der har tid til at snakke...
Nu er det slut
Da min mor kommer efter 14 dage, fortæller jeg hende, hvad far har gjort. ”Var det bare det, du ville fortælle mig?” siger hun. Så taler hun om noget andet. Min mor vil ikke høre mig. – Efter den samtale besluttede jeg mig. Jeg ville ikke være syg. Og jeg ville melde min far til politiet. Det skulle være slut nu. – Jeg blev gravid med tvillinger næsten samtidig med, at jeg havde meldt min far. Malenes far blev dømt til syv års fængsel. Malene var lykkelig – og ulykkelig. – Jeg ville fortælle min mor om mine børn og vise dem frem, men hun forsvandt. Hun ville ikke se mig, og hun ville ikke tale med mig. Jeg havde håbet, hun ville lade sig skille fra min far, men det skete ikke.
