Kort rejse til store oplevelser: Dametur til Dublin

Taxichaufføren kaster et blik i bakspejlet og drejer kækt til venstre. Der undslipper mig et lille gisp, for netop ankommet skal man lige vænne sig til, at trafikken foregår i den ”forkerte” side.

Chaufføren griner jovialt og fortæller begejstret om Dublin og dens attraktioner. Om det irske immigrationsmuseum, Epic, om statuen af fiskerpigen Molly Malone, hvis bryster skinner som guld, og – naturligvis – om det omskiftelige vejr.

– Vi har jo alle fire årstider her, konstaterer han. – Hver eneste dag!

Sandt er det, at vejret er omskifteligt i Irland, men med omtrent 800 pubber fordelt over den i øvrigt ret overskuelige hovedstad er det altid hurtigt springe i læ i Dublin. Omvendt er her så meget at foretage sig og opleve, at vejret ikke rigtig spiller nogen rolle.

Dublin blev grundlagt af danske vikinger og har en dramatisk og turbulent historie. Alskens ulykker har denne eneste storby langs den irske østkyst skullet overvinde: Krige, oprør, fattigdom og nød, terror – og bøvl med englænderne, ja også med tyskerne, som trods Irlands neutralitet under 2. Verdenskrig uheldigvis ’kom til’ at bombe byen.

Alligevel står Dublin i dag smuk og mange steder særegent landsbyagtigt med middelalderlige kirker side om side med overdådigt blomsterpyntede pubber og moderne huse med skarpe glasfacader.

Mad og mode

Vi lader byens historie vente og lægger ud med en absolut nutidig ’mad og mode’-guidet gåtur i den gamle bydel syd for floden Liffey. På den smalle St. Anne Street besøger vi brødrene Sherridans ostebutik og smager himmerigsmundfulde fremstillet af gede-, fåre- og komælk.

Kærlighedsosten hedder den ene, lidt Pecorino-agtige ost, fordi den laves af to collegestuderende, som forelskede sig og droppede de videre studier for i stedet at købe en fårefarm. Alt har tilsyneladende en historie i denne by – selv ostene.

Måske er det Dublins mange berømte forfattere, som har en afsmittende effekt? James Joyce, Lucinda Riley og Abraham Stoker for at nævne nogle.

Sidstnævnte skrev gyseren om Dracula, verdens vel nok mest berømte skrækroman, og så blev han i øvrigt viet til en yndig skuespillerinde netop i kirken for enden af denne gade. Han skrev dog først sin bloddryppende roman efter hustruens død.

Hos Paula Rowan i den smalle arkade Westbury Mall får vi endnu en historie. Paula er en lille, væver kvinde, og hun designer de mest flamboyante og silkebløde handsker.

Man skal dyppe fingerspidserne i babyolie for at opleve en blødere fornemmelse end at røre ved disse håndlavede skindhandsker, og jeg magter ikke at ødelægge oplevelsen ved at spørge om prisen på dem.

Men Lady Gaga og Taylor Swift og adskillige royale kvinder rundt om i Europa ifører sig Paulas handsker, når de optræder. Eller fryser om fingrene.

Vi besøger også en klassisk cashmere-forretning, Monaghans, med de lækreste sweaters, og også her må man synke en gang over prisniveauet. Cashmere burde skrives omvendt: Vi har brug for mere cash!

Så kan vi bedre følge med, da vi når ind i Powerscourt Townhouse, et ganske vist herskabeligt, gammelt hus fra 1774, men i dag et center med glastag og bl.a. en skøn café, The Pepperpot, hvor alt brød er hjemmebagt og menukortet skifter med sæsonen.

Dør om dør med caféen ligger en virkelig velassorteret garnforretning, hvorfor kaffen bestemt ikke når at blive kold, før vi må videre…

Skønne parker

Det er en fornøjelse at slentre rundt i den ældste del af Dubin – og skulle man trænge til et pusterum – gennem byens smukke parker. St Stephens Green ligger centralt, og ellers kan man tage ud til Dublin Zoo og Phoenix Park lidt vest for centrum.

Flere buslinjer samt hop-on-hop-off busserne kører dertil. Chaufførerne i disse dobbeltdækkere guider undervejs, og nogle af dem står ikke tilbage for professionelle standupkomikere. Vi er især heldige på vores første tur.

Chaufføren Richie kan utallige anekdoter, f.eks. om dengang i 1979, da pave John Paul som den første pave nogensinde besøgte Irland. Paven holdt udendørs messe i Phoenix Park for over en million mennesker, hvorfor trappestiger var udsolgt i hele byen.

Og efterfølgende blev omtrent alle drengebørn døbt John Paul, tilføjer Richie. – Jeg blev heldigvis først født et år senere. Thank God! I would have hated that name…

Molly med guldbarm

På vej tilbage mod Trinity College, Dublins universitet og hjemsted for ’The Book of Kells’, et af verdens ældste håndskrevne værker, som også er en absolut hovedattraktion (men stedet er under renovation og pt. lukket for offentligheden), passerer vi statuen af Molly Malone med den guld-skinnende barm.

Statuen er virkelig nok, men Molly selv var næppe. ”Molly Malone” er titlen på en folkevise, som er blevet Irlands musikalske signatur-melodi.

Versene i sangen handler om en smuk fisker-pige, der fra sin trækvogn sælger fisk og skaldyr om dagen – og ganske andre ydelser om natten.

Ulykkeligvis døde hun ung af en uhelbredelig feber. Det er aldrig lykkedes nogen at opklare, om hun vitterlig fandtes, og i så fald hvem af alle landets mange Mollyer, hun kunne være.

Teorien er, at hun levede i det 17. århundrede, men uanset hendes tragiske skæbne, og at hun altså formentlig kun eksisterer i en sang, ja, så skulle det bringe held at røre ved hendes bryst.

For statuer gælder ingen krænkelsesregler, Mollys barm er blankpoleret og skinner som guld.

Dublins virkelige guld er sort! Det flyder ud af hanerne på alle byens pubber i form af Guinness, og selv for ikke-øldrikkere er det værd at besøge det imponerende Guinness Storehouse, ikke mindst bryggeriets roof-top bar, hvorfra man har den ubestrideligt flotteste 360 graders udsigt over byen.

Grundlæggeren, Arthur Guinness, kom ud af beskedne kår, men arvede som 27-årig 100 pund fra sin fars arbejdsgiver. Beløbet svarede til fire årslønninger, og unge Arthur investerede i sit første bryggeri.

Siden giftede han sig og fik 21 børn og blev styrtende rig. Men han var en mand med en udpræget social ansvarsfølelse. Bryggeriarbejdere på Guinness havde sygeforsikring, kantinemad, pension og ordentlige lønninger – samt en frisk, kold øl at gå hjem på til fyraften. Dermed fik vi endnu en god historie fra Dublin…

Og endnu flere fortællinger findes på immigrationsmuseet Epic. Tusind og atter tusindvis af irere har gennem tiden forladt deres hjemland for at friste en skæbne andre steder på kloden.

Det er ikke svært at forstå, at folk er rejst fra nød og elendighed, hvis muligheden bød sig. Men nu – på en smuk dag i Dublin – er det vanskeligt at forestille sig et meget bedre sted at være end i denne gæstfrie by.